Logo

El - Alnus

Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder
Tip en venFacebook

El - Alnus

El er et såkaldt pionertræ, der kan trives på rå og ubehandlet jord. Årsa­gen er bl.a., at der på elletræets rødder udvikles indtil knytnævestore knolde, som indeholder myceliet af en svamp. Denne svamp er i stand til at udnytte det frie kvælstof i den atmosfæriske luft og omdanne kvælstoffet til nitra­ter, der som gødningsstof optages af træets rødder. Desuden vokser elletræet hurtigt lige fra starten og anvendes derfor som »ammetræ« mellem mere værdifulde »blivetræer«. Når blivetræ­erne har opnået en tilstrækkelig stør­relse, fjernes mellemplantningen.

 

Hanraklerne på el springer ofte ud allerede i februar.

 

Hunraklerne på el minder om små kogler. De sidder på træet i 3 år.

 

Arter: Der er kun tre arter, som har interesse for plantedyrkeren: hvidel, rødel og hjertebladet el.

Hvidel (Alnus incana) vokser vildt i det meste af Europa. Det er et lille træ på indtil 10 m's højde med en ugrenet, glat og lysegrå stamme. Kronen er bredest forneden, smallest foroven. De unge skud er gråfiltede, bladene ægformede med en tydelig spids. På oversiden er de mørkt grågrønne, på undersiden grålighvide og tæt hårede. Løvet sidder meget tæt, og hvidel giver derfor mere skygge end rødel med den åbne krone. Både hanrakler og hun­rakler udvikles i løbet af efteråret og overvintrer nøgne. Blomstringen fin­der sted meget tidligt, ofte allerede i februar. Hanraklerne er lange og hæn­gende, mens hunraklerne efter mod­ningen forvedder og kan minde om en lille kogle. De gamle hunrakler bliver siddende hele sommeren og den føl­gende vinter. De anvendes ofte til dekoration.

Anvendelse: Hvidel trives på både tør og fugtig bund og stiller ikke store krav til voksested og klima. Den breder sig let ved rodskud til alle sider. Den er derfor velegnet til plantning i læhegn og større skovagtige plantninger. Der­imod er den uegnet i haver og finere anlæg, hvor dens rodskud kan udvikle sig til et besværligt ukrudt. Anvendes hvidel som ammetræ, skal ammetræer­ne ryddes med rod og alle rodskud; det er ikke tilstrækkeligt at skære elletræ­eme af ved jordoverfladen.

 

Rødel (Alnus glutinosa) vokser helst i nærheden af vand. Unge træer har lige stamme, ældre træer en kuplet krone med krogede grene.

Rødel (Alnus glutinosa) kan blive bety­delig større end hvidel, ofte op til 25 m. De unge stammer har en lodret, gennemløbende akse, og sidegrenene er lige og næsten vandrette.

Senere dannes den karakteristiske hvælvede krone, sammensat af stærkt krogede grene. Barken er sort og skor­peagtig. Årsskuddene er glatte og klæ­brige (glutinosa = klæbrig), knopper­ne er også klæbrige, brunviolette og springer ud i maj. De er ovale og afrundet foroven. Oversiden er mørke­grøn, undersiden lysegrøn med rust­brune hår i nervevinklerne. Løvet bli­ver siddende til langt hen på efteråret og beholder den grønne farve lige til løvfald. Når man fælder en rødel, far­ves sårfladen rød ved luftens påvirk­ning, heraf navnet rødel.

Anvendelse: Rødel kræver mere fugtig jord end hvidel. I moser kan den dan­ne tætte bevoksninger, hvor træerne står som på stylter og danner de så­kaldte »elletrunter«. Stylterne består af de kraftige birødder, som udvikles fra stammen lige over jordoverfladen. Rødderne er i øvrigt meget kraftige og trænger let gennem hård og ubehand­let jord, men træet danner kun få rødder ud til siderne. Det giver gode muligheder for udvikling af bundplan­ter mellem træerne, som ikke vil kon­kurrere med de urteagtige planter. Ingen af de to elle arter er særlig veleg­nede til småhaver.

 

Hjertebladet el (Alnus cordata) er den bed­ste slags el til småhaver. Hjertebladet el (Alnus cordata) er der­imod et smukt og værdifuldt havetræ. Det hører hjemme i Syditalien og på Corsica, men plantes efterhånden me­get rundt om i Europa, især i Frankrig og Holland. Træet bliver 10-15 m højt. Stammen er fuldstændig lige uden for­greninger, en egenskab, som gør træet til et udmærket gade- og vejtræ. De unge skud er brunrøde, kantede og en smule klæbrige. Bladene har en tydelig hjerteformet indskæring ved stilken­den. De er ægrunde med fint savtakket rand. Oversiden er glinsende mørke­grøn, undersiden lysere og med hår langs bladårerne. Frøstandene er store og dekorative, næsten 3 cm lange og opretstående.

Anvendelse: Hjertebladet el er som de øvrige el et meget hårdført træ, som også klarer sig godt i et byklima med forurenet luft. Tilvæksten er så hurtig, at man i løbet af få år kan etablere plantninger af en betydelig størrelse. Hjertebladet el anbefales derfor til større plantninger omkring legeplad­ser, idrætsanlæg og som skovpartier i parker. Som alletræ og på parkerings­pladser er træet ligeledes velegnet, og endelig er det et glimrende solitærtræ i småhaver. Det er meget »naboven­ligt«, kaster ikke særlig megen skygge og tager ikke vand og næring fra nabo­planter.

 

Tips: Hvis man bliver elleskudt af ellepigernes pile og derfor ellevild, har det intet med ellen at gøre, men derimod med alfer.

Klik på den smiley du vil give denne side 
Brugernes vurdering 4,2 (17 stemmer)
Siden er blevet set 5.934 gange - Se og skriv kommentarer herunder.
• Beskæring - æbletræDer er mange måder at beskære æbletræer på, men i en lille have er et lille træ et godt...
Afstemning
Hvilken blomst er kønnest i haven?






Foreslå nyt svar
Afstemning
Hvilken frugt er bedst i haven?



Foreslå nyt svar
Afstemning
Hvilke bær er bedst i haven?





Foreslå nyt svar

Kommentarer og debat mellem læsere

Din e-mail bliver ikke vist på sitet.
1252114-12-2018 13:54:22 Bjarne Jensen
I har vist byttet om på billede 3 (hunraklerne) og 5 (Hjertebladet el), ellers en rigtig god artikel. Hvad kalder man iøvrigt en skov af elletræer? :-)

Afstemning
Hvad har du i din have?






Foreslå nyt svar
Fortæl dine venner om os