Logo

Glasbær - Callicarpa

Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder
Tip en venFacebook


Glasbær - Callicarpa


 


Det botaniske navn Callicarpa kom­mer af det græske kallikarpos = med smukke frugter. Også det danske navn glasbær hentyder til frugterne, som er bitte små violette blanke stenfrugter (ikke bær!) på størrelse med hovedet på en pynte knappenål. Frugterne er giftige. 


Det er løvfældende buske, som hører hjemme i tropiske og subtropiske områder i Asien, Australi­en og Mellemamerika; derfor er ikke alle typer hårdføre i Danmark. Buske­ne bliver 1,5-2 m høje. Væksten er tæt og riset med spinkle, oprette grene, dækket af et tæt, gråt hårlag. Bladene er modsatte, elliptiske og har takket bladrand. Blomsterne sidder i mange­blomstrede kvaste i bladhjørnerne; de er små og klokkeformede, hvidlige eller rosa, men uden større prydværdi. Busken dyrkes udelukkende på grund af de pragtfulde, bitte små, violette stenfrugter, der er så holdbare, at de bliver siddende på busken vinteren over. Også på afskårne grene er de meget holdbare.


Beskrivelse

Barken er først lysegrøn og ru af stive hår. Senere bliver den brunviolet og stivhåret, og til sidst er den olivengrå og ru med lyse korkporer. Knopperne er modsatte og lyst grågrønne, behårede og slanke med parvist modsatte skæl. Bladene er elliptiske med lang spids og bugtet-takket rand. Oversiden er matgrøn og lidt ru, mens undersiden er en smule lysere. Høstfarven er gul til orange.


Blomstringen sker i august. De enkelte blomster er lyserøde til lysviolette og ganske små. De sidder samlet i små halvskærme ved bladhjørnerne. Frugterne er blanke og violette, bæragtige stenfrugter, der bliver siddende længe efter løvfald. Frøene modner ikke i Danmark.


Rodnettet er kun lidt forgrenet, hvad muligvis skyldes, at planten kun sælges som stiklingeformeret. Rodnettet består af få, men dybtgående og vidtrækkende hovedrødder med ganske få siderødder.

Højde x bredde og årlig tilvækst: 2 x 2 m (25 x 25 cm/år).


Hjemsted

Busken hører hjemme i skovbryn og på bjergskråninger i det mellemste og vestlige Kina, hvor jordbunden er frugtbar. Vintrene er ret kolde og snerige, mens somrene er varme og tørre. Den vokser sammen med bl.a.: Blå Ene, Elefantgræs, Etage-Kornel, Ildtorn, Kina-Pære, Pernys Kristtorn, Pilebladet Dværgmispel, Ranunkelbusk, Skæbnetræ og Tempeltræ.


Vækstkrav

Glasbær kræver en lun plads i sol og læ. Den tåler ikke træk eller stærk blæst, og jorden skal være porøs, næringsrig og veldrænet. Ny­plantede buske bør dækkes let med granris den første vinter.

 

Glasbær - Callicarpa

Callicarpa rubella er ikke hårdfør i Danmark, men måske den smukkeste glasbær med et væld af bitte små, violette frugter. Frugterne er giftige.

 

Pleje

Buskene formeres ved frø, der sås om foråret, og stiklingeformering med unge sommerskud kan også lade sig gøre. Glasbær skal ikke beskæres, men af og til kan en udtynding af de stive grene give busken en mere åben vækst. I meget strenge vintre kan gre­nene fryse bort næsten ned til jord­overfladen, men herfra vil nye skud bryde frem igen hen på foråret. Vinter­dækning med vissent løv og granris vil være på sin plads for nyplantede bu­ske, men også for ældre buske i kolde, snefattige vintre.

 

Anvendelse

Glasbær kan med fordel anvendes i enhver have. Busken bør placeres på et lunt sted, f.eks. op ad en sydmur, langs et raftehegn eller i for­grunden af et busket, og er en fornem busk i atriumhaven eller ved husets terrasse; glas bær skal nemlig ses på nært hold for rigtig at komme til sin ret. Som for andre af havens planter gælder det ikke mindst for glas bær, at de bør plantes i det rigtige »selskab«, f.eks. sammen med mindre prydbuske som havefuchsia, hasselbror, perlerøn, Perovskia Photinia, skægbusk, skæb­netræ og trold-el.

 

Glasbær er glimrende til afskæring. Frugtbærende grene kan stå i en vase uden vand i flere måneder. Hvis man ikke nænner at afskære grene fra havens buske, kan man i snithaven plante nogle eksemplarer til afskæring.

 

Arter:

Callicarpa bodinieri var. giraldii stammer fra Kina. Det er den smukke­ste og lettest dyrkede af glasbærrene.

Callicarpa dichotoma hører hjemme i Kina og Korea.

Callicarpa japonica fra Japan har man­ge og ret store frugter. Af denne art findes en form, 'Leucocarpa', med hvi­de frugter.

Callicarpa rubella er en smuk art, som dyrkes i koldhus eller vinterhave.





Opret din egen Havebog
Klik på den smiley du vil give denne side 
Brugernes vurdering 4,8 (48 stemmer)
Siden er blevet set 10.030 gange - Se og skriv kommentarer herunder.
• La PuchelleGallica-roser er mindre, spinkle, men særdeles hårdføre buske med mange og små torne....
Afstemning
Hvilken blomst er kønnest i haven?







Afstemning
Hvilken frugt er bedst i haven?



Afstemning
Hvilke bær er bedst i haven?








Kommentarer og debat mellem læsere

Din e-mail bliver ikke vist på sitet.
1100006-04-2017 17:22:34 Hanne Almstrup
i artiklen om Japanske Glasbær fortælles ikke om bærene er giftige er de det? spøger fordi jeg er blevet "bedt om at fjerne denne skønne busk fra en kumme i vores fælles går, hvor der bor mange småbørn
524720-05-2016 11:02:47 Anne Hansen
Er min glasbær der er flere år gammel gået ud, når den nu står som om den er helt vissen.

Afstemning
Hvad har du i din have?







Fortæl dine venner om os