Logo

Hvidtjørn - Crataegus monogyna

Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder

Hvidtjørn - Crataegus monogyna

Hvidtjørn er en stor busk eller et lille træ, der let kan blive op til 6 m højt. Kronen er aflangt oval; barken er glat og grågrøn, senere furet og mørke­brun. Grentornene bliver 2 cm lange og er meget stikkende. Bladene er kraftigt mørkegrønne, ægformede og har 3-7 dybe indsnit i hver side; blade­nes sidenerver er udadkrummede. Både blomsterstilke og frugtknuder er dunede. Blomsterne er hvide og samlet i små skærme. Hver blomst har kun en griffel, hvorfor arten af botanikerne kaldes engriflet hvidtjørn; artsnavnet monogyna betyder tilsvarende »enhun­net«. Frugterne er ægformede, kødful­de, hver med en sten. De modner i oktober og efterstræbes stærkt af fugle­ne. Folkeligt kaldes de kødbær og anvendtes især tidligere i husholdnin­gen.

 

Vækstkrav: Hvidtjørn er en nøjsom plante, der trives på de fleste jordty­per. Den er hårdfør og vindfør og udvikles godt i både sol og skygge.

 

Hvidtjørn har et væld af hvide blomster i begyndelsen af juni.

 

Formering: Hvidtjørn formeres ved frøudsæd. Straks efter modning og høst af frugterne skal de' stratificeres (se artiklen Stratificering) og opbevares i fugtigt sand. Følgende forår udsås frøene, der spirer meget uens; ofte går der op til 3 år, før alle kimplanter er udviklet. Varieteter og sorter formeres oftest ved okulation på grundstammer af arten.

 

Pleje: Hvidtjørn kan udplantes forår eller efterår; planter fra kølelager kan plantes langt hen i juni måned. I bu­sketter plantes de med 100 cm' s af­stand, men bør senere udtyndes ved opgravning eller nedskæring af hver anden plante, så de resterende planter får tilstrækkelig mulighed for udfoldel­se. I hække plantes 5-7 planter pr. løbende m. Tjørn tåler stærk beskæ­ring og reagerer på denne med udvik­ling af en tæt og kratagtig vækst, som gør hvidtjørn til den ideelle hækplante. Første år efter plantningen skal hæk­planterne dog kun beskæres på sider­ne, aldrig i toppen; topskuddene skal afkortes, når hækken har nået den ønskede højde.

Tjørnebuske kan nedskæres til 20 cm over jorden og herfra udvikle nye, kraftige skud. Derimod bør man være mere forsigtig med at afskære større grene på stab; så vil der i buskens krone dannes uskønne, tætte grenpar­tier, som ikke senere kan udtyndes, og resultatet bliver derfor en række »kra­gereder«, som ikke pynter i haven (se desuden artiklerne Beskæring og Hæk­ke). Tjørn er en sund plante, som sjældent angribes af sygdomme eller skadedyr; dog kan snarorme, larverne af spindemøl, ribbe tjørn fuldstændigt for alt løv, hvis man ikke sørger for en beskyttende sprøjtning, inden angre­bet sætter ind (se artiklen Spindemøl).

 

Anvendelse: En fritvoksende tjørne­busk kan være en pryd i haven året rundt, især under blomstringen og om efteråret og vinteren med et væld af røde bær. Fritstående buske bør udtyn­des nænsomt ved indskæring af enkelte grene helt ind til stammen eller ned til basis. Undgå tilbageskæring af enkelte skud. Ude i landskabet træffes tjørn som underskov i lyse skove under eg og ask sammen med hassel, kvalkved, hyld og skovabild. Den findes i skov­bryn og levende hegn, hvorfra den kan spredes over store områder af de bær­ædende fugle. Græsklædte overdrev vil meget hurtigt blive tilvokset med tjørn, hvis der ikke græsser kreaturer det pågældende sted. Især i fritidshaver kan man efterligne naturens anvendel­se af tjørn ved tætplantninger, som dels skaber godt læ for den øvrige del af haven, dels skærmer for indblik og danner et godt fuglekrat med mulighed for redebygning og føde for mange slags fugle. Endelig er hvidtjørn en fortræffelig hækplante på de fleste jordtyper (se artiklen Hække).

 

Andre arter:

Almindelig hvidtjørn (Crataegus laevigata, tidligere kaldt Crataegus oxyacantha) er næsten ikke til at skelne fra den omtalte engriflede hvidtjørn. Almindelig hvidtjørn har omvendt ægformede blade med kun 3­5 lapper på hver side, og dens sidener­ver er indadkrummede, mens nerverne på engriflet tjørn er udadkrummede. Blomsterne er hvide med rosenrøde støvknapper og to grifler. De har som blomsterne hos de øvrige tjørnearter en stærk, noget ubehagelig duft. Gren­tornene er 2 cm lange og spidse. Arten stiller samme krav til klima og jord­bund som den engriflede. Crataegus laevigata 'Paulii' er den populære rød­tjørn (se denne artikel).

Se desuden artiklerne Hanesporetjørn og Skarlagentjørn.

Facebook
Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder
Opret din egen Havebog
Klik på den smiley du vil give denne side 
Brugernes vurdering 4,5 (45 stemmer)
Siden er blevet set 22.337 gange - Se og skriv kommentarer herunder.

Kommentarer og debat mellem læsere

Din e-mail bliver ikke vist på sitet.

Afstemning
Danmarks søer og åer er forurenede, gør Magnus Heunicke nok?


Foreslå nyt svar
Effektiv reklame - klik her