Logo

Rose - Rosa

Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder
Tip en venFacebook

Rose - Rosa

Ingen blomst har været så omtalt i poesi og prosa som rosen. Den har været dyrket i årtusinder og er stadig lige populær. Rosenslægten er så varie­ret, at der findes rosentyper til alle haver og alle formål. Rosen er en løvfældende busk, hvis enkelte stæng­ler forgrener sig helt fra jordoverfla­den. De højtkultiverede sorter har så svage rødder, at de okuleres på grund­stammer af vildroser med kraftige rød­der. Som grundstamme eller »under­lag« benyttes den almindelige hunde­rose til sorter af drivhusroser og have­roser inden for gruppen tehybrider, mens den mange blomstrede rose (Ro­sa multijlora] bruges som grundstam­me til de øvrige frilandsroser . Grenbygningen er hos næsten alle ro­ser kraftig og tæt. Skuddene er forsy­net med barktorne, hvis form og farve veksler fra art til art; tornfrie roser findes dog også, bl.a. den gamle rosen­sort 'Zepherine Drouhin'. Løvet be­står af findelte blade med 5-9 småbla­de; bladene beholder den grønne farve lige til løvfald, som ofte først finder sted hen i december; under mildere himmelstrøg end vore er mange rosen­arter i øvrigt stedsegrønne. Blomster­ne udvikles næsten kun i fuld sol; de sidder enkeltvis eller flere sammen i små eller store blomsterstande. De dannes i knopper fra årsskuddene og har en udviklingstid på 7 uger fra knopdannelse til udspring. Ved beskæ­ring på et forkert tidspunkt kan man sinke blomstringen betydeligt eller li­gefrem forhindre den.

Rosenblomsten er en såkaldt femtals­blomst med 5 bægerblade, 5 kronblade og en støvvej, enkel og elegant; men ved forædling har mennesket skabt talrige blomsterformer med varierende antal kronblade fra de naturlige 5 til op mod 100 kronblade i de mest fyldte sorter. I disse typer er kronbladene simpelt hen omdannede støvdragere. Udviklingen af blomsterstøv (pollen) bliver herved begrænset, og de fyldte roser udvikler derfor kun sjældent hy­ben. Hybenfrugten har en kødfuld, velsmagende og vitaminrig frugtbund, der omgiver de mange frø på alle sider. De fleste hyben er meget dekorative og desuden et yndet fødeemne for talrige vilde fuglearter.

 

De mange kronblade i de fyldte roser er i virkeligheden omdannede støvblade. Planteforædlerne arbejder især med forbedring af rosernes blomsterfylde, duft og farve.

 

Roser dyrkes ofte som »containerplanter«, der kan udplantes i hele vækstsæsonen.

 

Vækstkrav: Langt de fleste haveroser er fuldstændig hårdføre i vort klima. De behøver således ikke vinterdæk­ning, blot man opfylder deres grund­læggende krav til klima og jordbund. De skal have en veldrænet jord uden stående vand. Jorden skal være porøs og letgennemtrængelig for rødderne, dvs. gennemgravet helst til en dybde af 40 cm. De trives godt på både lerjorder og sandjorder, bare der er plantenæ­ring nok. Rosen betragtes som en solelskende plante. Det er for så vidt rigtigt; men den bryder sig alligevel ikke om en solstegt plads op ad en sydmur; en vestvendt eller østvendt placering tiltaler den langt mere. Der skal være læ, men alligevel ikke så indelukket, at meldug, sortplet og an­dre sygdomme får for gode chancer. Vinterdækning af planten er ikke nød­vendig; men rosen sætter pris på en jorddækning, en såkaldt topdressing, med kompost, bladjord, græsaffald fra plæneklipningen eller enhedsjord. Det holder på jordens fugtighed, stimule­rer rodvæksten og øger bakterielivet i jorden.

 

Formering: Enkelte vild roser kan for­meres ved stiklinger eller ved frøud­sæd, mens de forædlede haveroser for­meres ved okulation på grundstammer af kraftigtvoksende vildroser (se artik­len Okulation).

 

Pleje: Haveroser udplantes i det tidlige forår eller i oktober-november. Jor­den skal være godt tilberedt og tilført en grundgødning af f.eks. benmel (Ani­mix) eller staldgødning. Før plantnin­gen kan rødderne studses en smule ­det er bedre end at bøje rødderne i plantehullet. Der skal hældes findelt jord ind mellem rødderne, og rosen skal plantes godt fast. Rosenbedet van­des omhyggeligt efter plantningen. Forædlingsstedet, der ses som en for­tykkelse på stammen, skal dækkes af helst 5 cm jord. Roser i plasticposer kan om foråret plantes helt hen i maj, og potteroser kan plantes hele somme­ren igennem.

 

Visne blomster afskæres med de to nærmeste løvblade for at fremme ny knopdannelse.

 

Vildskud på roser skal ikke afskæres, men rives af helt ved deres basis.

 

Hvis man fjerner alle sideknopper i en rosenklase, bliver midterblomsten større og mere velformet.

 

Beskæring: Fra gammel tid har man haft en særlig forestilling om rosernes beskæring. For lægfolk kan reglerne lyde særdeles indviklede; men roser er nu ikke så forfærdelig forskellige fra andre blomstrende prydbuske. Ingen af disse kræver den voldsomme beskæ­ring og nedskæring, som man har udsat roserne for i årenes løb. Hvad man gør ved beskæringen, er i virkeligheden kun at fjerne en masse kviste og knop­per, som kunne have givet et utal af blomster.

Formålet med beskæring er 1) at forme busken, så den får en tæt, frodig og smuk vækst, 2) at fjerne alle døde skud og skudspidser, 3) at fjerne alle svage skud, 4) at fjerne visne blomster og frugtanlæg og 5) med års mellemrum at fjerne gamle, træagtige skud, så at planten forynges.

Den moderne rosenbeskæring omfatter 3 grader af beskæring: A) hård beskæ­ring ned til 3-4 knopper fra plantens basis, B) moderat beskæring ved af­kortning af årsskuddene til halvdelen af deres længde, samt C) let beskæring med afskæring af afblomstrede skud til 1. eller 2. øje under den blomsterbæ­rende stilk. Disse 3 metoder kan an­vendes enkeltvis eller bedst kombine­ret, lidt afhængigt af rosentypen.

De storblomstrede roser (tehybriderne) tåler ikke for hård beskæring år efter år; så glemmer de at blomstre. Derfor bruger man metode A hvert år for enkelte, gamle skud, metode B for halvdelen af de tilbageblevne skud og metode C for resten af skuddene.

Bu­ketroser kan man nøjes med at beskæ­re efter metode B og C.

Klatreroser udvikles meget forskelligt, og beskæ­ringen er ofte individuel for de enkelte sorter (se artiklen Klatreroser).

Busk­roser, parkroser og vildroser skal slet ikke beskæres, men udtyndes blot en gang imellem. Al beskæring foretages sidst i april. Ved for tidlig beskæring kan de sarte, nye knopskud svides af sen nattefrost. Helt forkert er det at beskære roserne om efteråret; til nød kan man fjerne sjuskede, visne blom­ster og bladskud i toppen af roserne. Vildskud skal fjernes helt fra deres udgangspunkt på grundstammen under jordoverfladen; de skal ikke klippes af, men rives af, så at der ikke kort efter skyder nye vildskud frem fra samme sted. Afpudsning af visne roser kan ske ved at klippe blomsten af med 2 grøn­ne blade under blomsten; så dannes der hurtigt en ny blomsterknop i det tilbageblevne bladhjørne. Klipper man for meget grønt af sammen med den visne blomst, sinkes den følgende blomstring.

 

Roser skal gødes regelmæssigt, men senest i juli, så alle skud når at modnes før vinteren.

Gødskning af roserne er et kapitel for sig. En god gødningsplan ser således ud:

I løbet af en vækstsæson skal roserne have 100 g blandingsgødning, f.eks. Nitrophoska, pr. m² bed. Den første gødskning skal finde sted midt i april, samtidig med at væksten går i gang. Anden gødskning foretages sidst i maj, med 50 g/m². Senere skal roser­ne ikke have gødning; ellers vil skud­dene ikke nå at »modne«, dvs. blive faste og træagtige, inden vinteren sæt­ter ind. I tørre perioder skal kunstgød­ningen vandes meget omhyggeligt ned. Gøder man i regnvejr, må man kon­trollere, at al gødning bliver opløst og siver ned til rødderne. Staldgødning er stadig den bedste form for rosengød­ning, men er efterhånden umulig at skaffe. I stedet kan man fremstille sin egen »kunstige staldgødning« ved at blande 8-10 kg Nitrophoska og 10 kg benmel i en balle findelt spagnum eller tørvestrøelse. Denne blanding fordeles i et 5 cm tykt lag mellem roserne. Dette arbejde udføres bedst sidst i maj.

 

Buketroser med enkle blomster har i midten en strålende glorie af gule støvdragere. Bierne sætter især pris på den slags roser.

 

Anvendelse: Roserne kan anvendes på et utal af måder i haven. Lave have­roser (buketroser, tehybrider og tero­ser) kan anvendes som solitærplanter i plænen, i atrium haven eller ved terras­sen; de kan plantes i særlige rosenbe­de, eller de kan kombineres med som­merblomster, blomsterløg, stauder og mindre prydbuske. Klatreroser kan ik­ke alene plantes op ad mure, espalierer eller pergolaer, men også til dækning af skråninger eller som solitærplanter i gårdhave eller forhave. Buskroser, parkroser og vildroser kan plantes en­keltvis eller bedre i krat og busketter, som hække eller som underskov under lysløvede træer. Nærmere omtale fin­des i artiklerne om de enkelte roser.

 

Flere klatreroser kan plantes sammen og give et fint farvespil.

 

Klatreroser kræver megen beskæring og opbinding, men kan selv klatre op i kronen på et eksisterende træ

 

Arter.

Rosa alba (hvid rose) er Englands nationale rose og indgår i slægten Yorks våbenskjold. Der findes en ræk­ke fint duftende sorter; den bedste er nok 'Maiden's Blush'.

 

Rosa borbonica (bourbonrose) er op­stået på øen Bourbon, nu Reunion, i Det indiske Ocean som en krydsning mellem bengalrosen og damascenerro­sen 'Rose des quatre saisons'.

 

Rosa canina (hunderose) er vildtvok­sende i Danmark. Se artiklen Hunde­rose.

 

Rosa carolina (carolinarosen) fra Nordamerika er en glimrende krat­rose. Se artiklen Vildroser.

 

Rosa centifolia (centifolierosen eller hundredbladsrosen) fra Kaukasus har tætfyldte blomster og en prægtig duft.

 

Rosa centifolia muscosa (mosrose) har besynderlige, mosagtige udvækster på blomsterstilke og bægerblade.

 

Rosa chinensis (bengalrose) har sit danske navn, fordi den er kommet til Europa via Indien. Herfra stammer bl.a. Rosa chinensis 'Minima' (minia­turerose) og Rosa chinensis 'Semper­florens ' (månedsrose).

 

Rosa damascena (damascenerrosen) er formentlig opstået ved krydsning mellem Rosa centifolia (centifoliero­sen) og Rosa gallica (fransk rose).

 

Rosa floribunda (buketroser), se artik­len Buketroser.

 

Rosa gallica (fransk rose) fra Middel­havslandene er opblandet i »blodet« i mange moderne roser.

 

Rosa helenae (honningrose) er en klat­rende vild rose med 6-8 m lange skud. Se artiklen Vildroser.

 

Rosa hugonis (kinesisk gul rose) er en af de tidligst blomstrende buskroser . Se artiklen Vildroser.

 

Buketrosen 'Masquerade' har gule knopper, mens de udsprungne blomster skifter fra gult over laksrødt til mørkerødt.

 

Rosa moschata (moskusrosen) fra Amerika har småblomstrede klaser. Den ene af forældrene til noisette­rosen.

 

Rosa moyesii (mandarinrose) fra Kina har fornemme, blodrøde blomster. Se artiklen Vildroser.

 

Rosa multiflora (klatrerose eller man­geblomstret rose) er en kraftig vildro­se, som bl.a. anvendes som »underlag« ved okulation af tehybrider og buket­roser.

 

Rosa nitida (dukkerose) er en kun 1/2 m høj vildrose til lave plantninger og hække. Se artiklen Vildroser.

 

Rosa noisettiana (noisetterose) er en krydsning mellem bengalrose og mo­skusrose.

 

Rosa odorata (terose) fra Kina har store blomster og en fin duft. Stammo­der til mange af de moderne tehybri­der. Se artiklen Terose.

 

Rosa omeiensis (flammetorn) er en stærkt tornet vildrose, hvis grene ser ud som levende, rød pigtråd. Se artik­len Vildroser.

 

Den berømte og populære 'Peace' giver ikke så mange, men til gengæld meget store og velformede blomster med kun ubetydelig duft.

 

'Pernille Poulsen' er en af Poulsen-dyna­stiets bedste, nyere sorter.

 

Rosa pimpinellifolia (klitrose) er en vild dansk rose med mange værdifulde sorter. Se artiklen Vildroser.

 

'Prima Ballerina' er en vellugtende tehybrid med sundt løv og lang blomstring.

 

Rosa rubiginosa (æblerose) har en fin æbleagtig duft fra de grønne blade. Velegnet til fritidshaver og som uklip­pet hæk. Se artiklen Æblerose.

 

Rosa rugosa (rynket rose eller kartof­felrose) er særlig egnet til sandet jord i fritidshaver og på skråninger. Se artik­len Vildroser.

 

Rosa spinosissima 'Frühlingsmorgen' er en pragtfuld buskrose med helt enkle blomster og en pragtfuld duft.

 

'Super Star' har fint formede blomster og en sød duft. Velegnet både som drivrose og som haverose.

 

Tehybriden 'Carina' er en fornem snitrose, der er nem at drive frem i et hobbydrivhus.

 

Tehybriden 'Tzigane' med smukke, tofarvede blom­ster.

 

Tehybriden 'Montezuma' er en god snitro­se, men tåler ikke regn og får ofte meldug.

 

Tehybriden 'Maria Callas' har karminrøde blomster, som efterhånden falmer en del.

 

De bedste havesorter af roser findes omtalt i de enkelte artikler om Buket­roser, Tehybrider og Klatreroser.

 

Rosenstråleplet ses især på svagtvoksende roser, der helt kan miste bladene ved angre­bet.

 

Sygdomme.

Rosenstråleplet ses ofte på forædlede roser som brune, frynsede pletter på bladene. De angrebne blade falder af længe før løvfald, så at grenene står nøgne' allerede i september. Sygdom­men forårsages af svampen Diplocar­pon rosae, hvis mycelium vokser inde i rosenbladet. I den brunfarvede plet fremkommer der nogle små skiver, hvori der dannes svampesporer; disse kan straks spire under fugtige forhold, og sygdommen kan spredes epidemisk i fugtige perioder. Svampen overvin­trer på angrebne blade og skud, hvor­fra sporerne spredes det følgende år. Ved bekæmpelse er det vigtigt at fjer­ne de angrebne blade og afklippe an­grebne skud, så at sygdommen ikke overføres til det efterfølgende år. Syg­dommen forebygges også ved at skabe sunde planter i harmonisk vækst. Ro­serne skal derfor dyrkes i veldrænet jord, og de skal vandes i tørre perio­der. Bekæmpelse af sygdommen kræ­ver en ihærdig sprøjtning med f.eks. maneb eller thiram hver eller hver anden uge fra juli og resten af somme­ren. Er der nogle sorter, der specielt angribes på en lokalitet, er det bedre helt at fjerne disse og efterplante med sorter, der har vist modstandsdygtig­hed. Rosenmeldug og rosenskimmel (uægte meldug) er omtalt i artiklen Meldug.

 

De fleste gule roser har glinsende, mørkegrønne blade, som sjældent angribes af meldug eller andre svampe.

 

Skadedyr.

Bladhvepse: De sammenrullede, rør­formede blade, man ofte ser på roser midt på sommeren, skjuler en eller flere larver af den lille rosenbladhveps. Æggene er blevet lagt i maj på bladets rand, hvorefter bladet ruller sig sam­men om de grønlige larver.

Rosenboreren har fået sit navn, fordi dens centimeterlange, gulbrune larve borer sig ned gennem de unge skud, således at de først på sommeren hæn­ger slapt ned for senere at visne helt. For begge disse to bladhvepse gælder, at afklipning og afbrænding af angreb­ne blade og skud, mens larverne stadig sidder indeni, forebygger angreb det følgende år.

Hybenflue: Brune pletter på hyben i eftersommeren er mærker efter hy­ben flue ns æglægning, der foregår i ju­li-august. Åbnes hybenet, finder man en lille, hvid larve, som sidder godt beskyttet i den henrådnende frugt.

Rosenvikler: Larver af rosenvikleren spinder blade og skud sammen og gnaver i dem. Larverne er et par cm lange, grøngule og meget livlige. De reagerer ofte på forstyrrelser ved at fire sig ned i en tråd. Ihjelklemning eller indsamling af larverne på et tidligt tidspunkt vil afværge store skader.

Rosencikader og bladlus: Både rosenci­kaden og forskellige arter bladlus su­ger på rosers blade og skud. Rosen­cikader er 4-5 mm lange, gullige dyr, der kan springe. De sidder på bladenes underside, og deres sugning giver bla­dene et gulspættet udseende, så at løvet på afstand får en mat, grålig farve. Store antal bladlus kan bevirke, at skudvæksten hæmmes. Både bladlus og cikader kan fjernes delvis ved spu­ling med en kraftig vandstråle eller ved sprøjtning med lunkent sæbevand. Som regel vil roser i god vækst dog kunne klare selv temmelig stærke an­greb af disse skadedyr.

 

Andre artikler om roser: Beskæring, Buketroser, Buskroser, Forædling, Hyben, Klatreroser, Okulation, Park­roser, Rosarium, Rosenhave, Tehybri­der, Terose, Vildroser og Æblerose.

 

Den bedste sundhedspleje hos roser består i at holde planterne i stadig og kraftig vækst ved:

A) rigelig vanding

B) rigelig gødning

C) rigtig beskæring

--

Opret din egen Havebog
Klik på den smiley du vil give denne side 
Brugernes vurdering 5,0 (5 stemmer)
Siden er blevet set 9.366 gange - Se og skriv kommentarer herunder.
Afstemning
Hvilken blomst er kønnest i haven?







Afstemning
Hvilken frugt er bedst i haven?



Afstemning
Hvilke bær er bedst i haven?








Kommentarer og debat mellem læsere

Din e-mail bliver ikke vist på sitet.

Afstemning
Hvad har du i din have?







Smæk insektet!