Logo

Vildvin - Parthenocissus

Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder

Vildvin - Parthenocissus

Parthenocissus kommer af græsk par­thenos = jomfru og kissos = vedbend. Slægten omfatter ca. 15 arter, der er udbredt i Østasien og i subtropiske områder i Sydasien samt i Nordameri­ka og Mexico. Det er løvfældende, kun sjældent stedsegrønne, klatrende buske med klatretråde, der ofte udvik­ler sugeskiver i spidserne, med hvilke planterne er i stand til at fæstne sig på mure og lignende. Bladene er oftest fingrede, i færre tilfælde lappede eller hele. Blomsterne er små med frie, udbredte kronblade; frugtanlægget er omgivet af honningkirtler, og frugten er et sortagtigt bær.

 

Rådhusvin (Parthenocissus tricuspidata) har blade af varierende form og størrelse.

 

Vækstkrav: Trives bedst i en dybmul­det jord, men dog også ganske godt i en mere let eller tung jord. De smukke høstfarver bliver især fremtrædende, når planterne vokser op ad en sydmur. Pleje: Planterne formeres ved frø, der udsås straks efter modning. Rådhusvin kan med fordel formeres ved urteagti­ge stiklinger, mens de øvrige formeres bedst ved træagtige stiklinger.

 

Rådhusvin er forsynet med sugekopper, ved hvis hjælp planten suger sig fast til muren, som på få år kan dækkes af en enkelt plante.

 

Arter:

Almindelig vildvin (Partheno­cissus inserta) fra det østlige Nordame­rika har oftest dårligt udviklede hæfte­skiver og en ret lav vækst. Bladene er 3-5-finnede og på oversiden blanke og mørkegrønne. Planten blomstrer i ju­ni-juli, og frugterne modner i august. Sorten 'Macrophylla' har indtil 18 cm lange og 8-10 cm brede blade. Klatrevildvin (Parthenocissus quinque­folia) fra det østlige Nordamerika og Mexico har lange, klatrende skud, der ender i 5-12-grenede klatretråde. Bladene er femfingrede, og småbladene er elliptiske og rundtakkede. Om somme­ren er bladenes overside mat mørke­grøn, men farves om efteråret inden løvfald orangerøde til stærkt purpurrø­de. Blomsterne sidder i endestillede toppe i juli-august, og frugterne mod­ner i september-oktober. Sorten 'En­gelmanii' har mange små tilspidsede blade, der om efteråret farves dybt mørkerøde.

 

På en solvarm plads opnår rådhusvin (Parthenocissus tricuspidata) hurtigt en prægtig rød bladfarve, og om efteråret er løvet luende rødt. Rådhusvin (Parthenocissus tricuspida­ta) fra Japan og Kina er en højtklatren­de, 8-15 m lang, stærkt selvhæftende plante med mange blade af varierende form og størrelse. Unge planter og svage skud på ældre planter har trekoblede blade med kortstilkede småblade. De store, dækkende blade er langstilkede, groft tilspidsede og trelappede, mens de klatrende skud har ret små, groft savtandede blade; bladene er glatte og skinnende, ved løvspring bronzefarvede, senere grøn­ne og før løvfald orangerøde til dybt rødlige. Planten blomstrer i juni-juli, og frugterne modnes i september-ok­tober . Planten klatrer ved hjælp af sugekopper. Rådhusvin anvendes til dækning af mure og lignende, og der findes en række gode sorter, bl.a. 'Gloire de Boskoop' med rødbrune, store blade; 'Lowii' med mindre blade, der ved løvspring er rødlige og om efteråret mørkegrønne; 'Purpurea' med røde, unge skud og rødbrune blade, og 'Veitchii' med lavere vækst og meget smukke høstfarver.

 

Stuevildvin (Parthenocissus henryana) er en smuk klatreplante til stue.

Se artiklen Stuevildvin.

Facebook
Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder
Opret din egen Havebog
Klik på den smiley du vil give denne side 
Brugernes vurdering 4,7 (19 stemmer)
Siden er blevet set 13.489 gange - Se og skriv kommentarer herunder.

Kommentarer og debat mellem læsere

Din e-mail bliver ikke vist på sitet.
205007-06-2014 12:28:43 merete
har lige købt denne plante er spændt på den

Afstemning
Hvor tit spiser du fisk til aftensmad?



Effektiv reklame - klik her