Svaleurt er en gammel lægeplante, som dyrkedes ved middelalderens klostre; dens saft blev anvendt mod rnave-, nyre- og blæresygdomme. Datidens
guldmagere betragtede planten som et grundelement til fremstilling af De vises Sten og kaldte den donum coeli = himlens gave. Plantesaften er orangegul og farves rød ved luftens indvirkning; den anvendtes til gulfarvning af silkestoffer , og den gærede saft gaven fin indigoblå farve, der ligeledes blev anvendt til stoffarvning. Planten er enårig eller delvis flerårig, idet de saftige, kødfulde rødder er i stand til at overvintre og skyde nye skud følgende forår. Stængler og blade er svagt hårede, løvet er lysegrønt, og de gule blomster med 2 bægerblade og 4 kronblade sidder i små stande på indtil 80 cm høje stængler.
Svaleurt (Chelidonium majus) er en gammel lægeplante med orangegul plantesaft. Den er et ret almindeligt ukrudt.
Vækstkrav: Planten trives bedst i næringsrig jord i halvskygge, helst i læ under hække, buske og småtræer.
Pleje: Svaleurt breder sig ved selvsåning, men kan også udsås efterår eller forår i lys skovbund eller en letskygget blomstereng. Som andre »vildplanter« kræver den ikke nogen form for pasning.
Anvendelse: I Danmark er svaleurt et ret almindeligt ukrudt i vej kanter og levende hegn og har derfra bredt sig til haverne. Her kan den være vanskelig at udrydde, da den i løbet af den lange blomstring udvikler en mængde frø, som myrerne er med til at sprede rundt i haven. Planten er så skør, at den knækker af ved roden, hvis man prøver at hale den op. I øvrigt er den så dekorativ, at den bør have lov at brede sig, hvor den ikke generer andre planter, f.eks. langs hække eller i havens skovbund.