Logo

Ært - Pisum

Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder
Tip en venFacebook

Ært - Pisum

Ærten er antagelig en af vore ældste kulturplanter. I arkæologiske udgrav­ninger ved grænsen mellem Burma og Thailand fandt man for nylig ærter, der ved kulstof-14-metoden blev dateret til år 9750 f. Kr.; tilsvarende fund i Schweiz og Savoyen er dateret til år 3000 f.Kr. Oldtidens grækere og romere kendte og dyrkede planten, som i Grækenland blev kaldt pison. Romerne bragte planten med til andre europæiske lan­de, og de tørrede frø var i middelalde­ren et vigtigt fødemiddel for den fatti­ge befolkning. I dag dyrkes og anven­des friske ærter verden over undtagen i troperne. Ærten var også den første grønsag, der blev anvendt som konser­ves og senere som dybfrostvare.

Ærter er enårige, glatte urter med indtil 200 cm lange, mere eller mindre forgrenede stængler, der hæver sig op over jordoverfladen ved hjælp af klatretråde, som udvikles i spidsen af bladene. Disse har store akselblade og 1-3 par småblade. Blomsterne er sto­re, hvide eller purpurfarvede og sidder enlige eller få sammen på stilke i bladhjørnerne. Blomsterne har fane, vinger og køl, og vingerne er sammen­vokset med kølen; de 9 af de 10 støvdragere er sammenvokset til et lige afskåret rør. Bælgen er oftest bred og flad.

 

Marvært er den mest almindeligt dyrkede type af haveært.

 

Vækstkrav: Ærteplanter er ikke særlig grådige, men vokser bedst i en dyb­muldet, solvarm, veldrænet jord med pH 6,8 -7,5.

 

Pleje: Marværter og sukkerærter sås i april-maj, når jorden er bekvem og ikke for våd; den skal have en tempe­ratur på mindst 9°C. Skalærterne er mere hårdføre og kan sås 8-14 dage tidligere end de øvrige typer. De høje sorter sås i dobbeltrækker med 30 cm mellem rækkerne og 80-100 cm mel­lem rækkeparrene. De lave sorter sås med 40-45 cm's afstand mellem ræk­kerne; frøene lægges i 2 cm's dybde, og planterne bør stå med 3-5 cm's indbyr­des afstand. Når de høje sorter har ca. 10 cm lange skud, spændes hønsenet ud eller ris stikkes ned mellem do b­beltrækkerne som støtte for planterne.

 

Sortsgrupper:

Marvært (Pisum sativum ssp. sativum convar. medullare) er den mest dyrke­de have ært. Den har rynkede, kantede modne frø og egner sig ikke til tørring. Sorter er 'Dark Skinned Perfection', 90-110 cm høj, middelsen ; 'Kelvedon Wonder', 60 cm høj, tidlig; 'Lancet', 90-100 cm høj, middeltidlig; 'Miracle', 140-160 cm høj, middeltidlig; 'Mingo­park', 70-80 cm høj, tidlig; 'Multistar', 110-120 cm høj, sen; 'Ping Pong', 70 cm høj, middeltidlig; og 'Tristar', 90- 100 cm høj, middelsen.

 

Skalært (Pisum sativum ssp. sativum convar. sativum) har runde, glatte modne frø, som hurtigt bliver melede. En god sort er 'Fænomen', som er 50-60 cm høj og tidlig.

 

Sukkerært (Pisum sativum ssp. sativum con var. axiphium) har sprøde bælge uden den seje hinde på indersiden. I frisk tilstand spises bælgene hele. En god sort er 'Sugar Baby', 170 cm høj, middelsen til sen.

 

Sygdomme:

Gråskimmel angriber alle plantedele, også bælgene; frøene får et kalket udseende. Gråskimmel kan fo­rebygges ved sprøjtning med captan-, thiram- og manebmidler. Se også artik­len Gråskimmel.

 

Ærtemeldug optræder som en hvidlig belægning på stænglerne og på oversi­den af bladene. Angrebene kan fore­bygges ved sprøjtning med et svovl­middel eller maneb.

 

Ærterust er en svamp, hvis sommerspo­rer viser sig som brunlige pletter på bladene, og hvis vintersporer danner sorte pletter. Denne rustsvamp har værtsskifte med cypresvortemælk, der af og til optræder som ukrudt i haven. Rustangrebene på ært kan derfor fore­bygges ved at fjerne vortemælk planter­ne.

ært

Ærteskimmel viser sig som gullige og brunlige pletter på bladenes overside. På bagsiden af pletterne er der en violet filt, hvor svampesporerne udvik­les. I det angrebne plantevæv dannes vintersporer, som overvintrer i jorden. Sygdommen kan forebygges ved sæd­skifte og ved sprøjtning med kobber ­eller zinebmidler.

 

Ærtesyge ses som 5 mm store, brune pletter på blade, bælge og frø. Ved afsvampning af frøene kan spredning undgås.

 

Visnesyge eller sankthanssyge forårsa­ges af svampen Fusarium oxysporum, som helt kan tilstoppe ærteplanternes ledningsvæv, hvorved planterne vis­ner, oftest ved midsommertid. Angreb kan forebygges ved sædskifte.

 

Skadedyr:

Bladrandbiller er 5 mm lan­ge, grålige snudebiller, der gnaver halvmåneformede indsnit i bladene. Se artiklen Snudebiller.

 

Ærtethrips optræder samtidig med ær­ternes blomstring. Thripsene gør størst skade ved at suge på bælgene, som bliver flade og skæve med uregelmæs­sige, brunkrakelerede partier. Er van­skelige at bekæmpe i privathaver, da man kun kan komme dem til livs med de uhyre giftige parathionmidler, som man absolut ikke bør anvende i sin køkkenhave.

 

Ærteviklerens små larver lever inde i bælgene, hvor de gnaver på de unge ærter (»ormstukne ærter«). Tidlig så­ning af tidlige sorter kan formindske angrebene.

Opret din egen Havebog
Klik på den smiley du vil give denne side 
Brugernes vurdering 3,8 (12 stemmer)
Siden er blevet set 3.192 gange - Se og skriv kommentarer herunder.
Afstemning
Hvilken blomst er kønnest i haven?







Afstemning
Hvilken frugt er bedst i haven?



Afstemning
Hvilke bær er bedst i haven?








Kommentarer og debat mellem læsere

Din e-mail bliver ikke vist på sitet.

Afstemning
Hvad har du i din have?







Fortæl dine venner om os