Edderkopper - Araneae

Edderkopper er upopulære, men hører til haveejerens gode venner. De lever af småinsekter, både dem der angriber vore planter, og dem. der angriber os selv.

Edderkopperne hører i lighed med bl.a. skorpioner, mider og mejere til spindlerne, der kendes fra insekterne ved at have fire par ben i stedet for insekternes tre par. Edderkopperne varierer meget i størrelse, fra de små dværgedderkopper, der kun er et par mm lange, til de store fugleedderkop­per , der kan blive 8-9 cm lange og som hører hjemme i troperne. Kroppen er tydelig todelt, idet bagkroppen er ad­skilt fra forkroppen ved en dyb indsnø­ring; munddelene er oftest kraftigt ud­viklede. Alle edderkopper kan fra spindevorter på bagkroppens undersi­de danne uhyre tynde tråde, som med benene tvindes sammen til tykkere tråde, der kan være enten tørre eller klæbrige. Trådene anvendes bl.a. som sikringstråde, til bygning af fangstnet, til indspinding af bytte og som flyvetrå­de. Om efteråret ser man ofte de små edderkopper sende flyvetråde af sted med vinden, så dyrene let kan føres vidt omkring. Fænomenet kendes un­der navnet »flyvende sommer«. Edderkopperne er rovdyr og ernærer sig for størstedelen af insekter, som fanges og derefter dræbes ved hjælp af giftkroge, der er fremkommet ved om­dannelse af overkæberne. De arter, der ikke benytter sig af en form for fangstnet, strejfer omkring og jager eller ligger på lur i blomster o.lign. og venter på bytte. Byttet bides og bliver herved lammet, hvorefter edderkop­pen udsuger det ved hjælp af et sekret, der opløser de bløde dele af dyret. Fangstnet findes i mange forskellige former og størrelser, og ofte kan man kende en art på dens net. Hjulspind er de almindelige, ofte store og runde spind, hvor edderkoppen hyppigt sid­der i midten af nettet. De vandrette spind kaldes tæppespind, mens et så­kaldt baldakinspind nederst består af et klæbrigt tæppespind, øverst af tørre spærretråde , udspændt på kryds og tværs. Ideen er, at bytteinsektet flyver mod spærretrådene og derved falder ned på tæppespindet, hvor det bliver modtaget af edderkoppen. Edderkoppen lægger æg, som spindes ind i et oftest rundt eller sækformet ægspind, der enten fæstnes til en plante eller bæres omkring af hunedder­koppen.

Edderkopper

Nogle edderkopper spinder net, andre ikke. 1, 2 og 5 er netspindere, 3 og 4 jager uden spind ved at springe på deres bytte. Nederst net af kartespin­deren (5).

Korsedderkoppens hun midt i sit spind.

Af de edderkopper, man finder om­kring huse og i haver, er korsedder­koppen nok den mest kendte p.gr. af den hvide, korsformede tegning på bagkroppen og det store, smukke hjul­spind, hvis opbygning især kan beund­res på morgener med megen dug, idet alle tråde da er beklædt med dugdrå­ber. Også jagtedderkopper og spring­edderkopper er meget almindelige og er meget effektive jægere af havens insekter. Ingen af dem benytterfangst­net; de strejfer om efter bytte.

Zebra­edderkoppen er en springedderkop, som er letkendelig på sin ca. 1/2 cm lange mørke krop med hvide striber. Den træffes hyppigt på mure og plankeværker. Den angriber sit bytte ved at snige sig ind på det og derefter springe de sidste 3-4 cm for at lande på ryggen af byttet. Indendørs træffes husedder­koppen, hvis gråbrune krop er ca. 1 cm lang. Den ynder mørke, uforstyrrede hjørner i kældre, udhuse og pulterrum og spinder her sit vandrette tæppe­spind. Edderkopperne kan forveksles med mejerne, som er en anden gruppe spindlere. Disse er uhyre langbenede og færdes kun på de tre af de tynde benpar, mens det forreste par holdes løftet. Dette og mejernes udelte krop gør, at de let kan kendes fra edderkop­perne.

Edderkoppens fangst­net er opbygget efter et kom­pliceret system.