Forhavens funktion består især i at give plads for indgang, indkørsel, carport og cykelparkering, men desuden i at skabe en grøn ramme om bebyggelsen og - sammen med de øvrige forhaver et grønt vejbillede. Til den åbne forhave vælges ud mod vejen f.eks. et stengærde på ca. 's højde, hvorimod der til den lukkede forhave ofte vælges en hæk eller et plankeværk, der ikke må overstige 's højde (hegnsloven). I reglen har jordstykket mellem vej og hus været udsat for en kraftig sammenpresning fra tungt maskineri under byggeriet. Jorden lider af såkaldt traktose, der gør den vandlidende og dermed uegnet til normal plantevækst. Traktosen kan nedbrydes ved grubning med en traktor, hvorved den sammenpressede jord løsnes med et kraftigt plovjern. I ganske små forhaver kan det blive nødvendigt ligefrem at anvende trykluftbor for at løsne jorden.
Ved valg af planter bør man afholde sig fra at anvende højtvoksende, fyldige og grådige træer som bøg, kastanje, lærk og poppel, medmindre man er indstillet på at holde deres vækst i ave ved beskæring. Træer bør dog absolut anvendes i forhaven, idet de ikke alene giver huset, men også den fælles vej karakter. Velegnede træer til forhaver er japansk løn, hjortetaktræ, paradisæble, røn og tjørn, dvs. træer, som ikke bliver over høje. Andre gode planter er benved, berberis, gedeblad og perikon. Passende stauder, på omkring 's højde, er bl.a. firling, timian, tornnød, trædepude og tuenorel. I smalle passager mellem hus og naboskel kan plantes vindføre buske og træer som f.eks. fjeldribs og tjørn. I forhaven er der i reglen ikke sol hele dagen, hvad der gør det nødvendigt her at anvende skyggetålende planter som fjeldribs, gedeblad, løvfældende rododendron, tjørn og vedbend.
Der bør aldrig være nøgen jord i en forhave. Mellem træerne og buskene skal der være et bunddække af plænegræs eller bjørnegræs, vedbend, tornnød o.lign. Man skal aldrig være bange for at sætte mange ens planter sammen; det giver et roligt indtryk.
Den åbne forhave: Det er i dag almindeligt at anlægge åbne forhaver med frit udsyn over vejen, hvor afstanden mellem hus og vejskel er under .
Et velholdt stakit er det bedste hegn mellem fortov og forhave, især ved ældre huse.
Ved enfamiliehuse kan forhaven befæstes med fliser med udsparede bede, her med japanske kirsebær og alpeplanter i bunden.
Et beplantet stengærde af kampesten er velegnet til åbne forhaver, hvis beplantning passer til husets stil.
En broget forhave med vægten lagt på mindre, stedsegrønne buske og enkelte stauder.
Her kan man på forhånd opgive at benytte arealet til ugenert ophold; det er mere realistisk at holde arealet delvis uindhegnet ved at opsætte eller plante et hegn i forlængelse af huslinjen til naboskel på begge sider, parallelt med vejen. Fordelene ved den åbne forhave er bl.a., at man får udsyn fra huset til vejen og lys til vinduerne mod vejen; ulemperne ved den åbne forhave opstår især, hvor forhaven ligger ud til en stærkt befærdet vej med de gener, dette uundgåelig medfører.
Den lukkede forhave:
Den lukkede forhave afgrænses af et op til højt hegn, som kan være en hæk eller et plankeværk. Til klippede hække anvendes oftest avnbøg, bøg, liguster eller tjørn, til uklippede hække spiræa, syren, taks eller tuja. En klippet hæk bør normalt have en bredde på 0,5- og en uklippet en bredde på 1,5-. Plankeværker, træmure og stenmure kan gøres »grønne« ved hjælp af bl.a. vedbend.
Hvor den lukkede forhave er smal, dvs. under , er det nødvendigt at beplante den med skyggetålende buske som hyld, tjørn, buksbom, fjeldribs, perikon, singrøn, stedsegrøn berberis eller vedbend. Velegnede urter er bl.a. anemone, bregner, hasselurt, læbeløs og stenbræk.