Logo

Padderok - Equisetum

Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder

Padderok - Equisetum

Padderok kerne var nogle af de aller­første landplanter, idet store skove af slægten Equisetum repræsenterede fa­milien allerede i kultiden. Helst vokser de i fugtig jord, men kan også ses med »fødderne i vand«, begge steder i tætte bestande p. gr. af rodstokkens stærke forgrening.

De mest iagttagne skud hos denne plante er de grønne, urteagtige, assimi­lerende sommerskud. Stænglerne er oprette, oftest forgrenede, med små kransstillede, skælformede blade, der er sammenvoksede til en skede forne­den ved hvert led. Men inden disse skud vokser frem, fremkommer der om foråret hos flere arter en sporebæ­rende, klorofyl-løs generation med blege, kønnede skud, der ligeledes bærer små kransstillede, skælformede blade. Sporehusene sidder i toppen af disse skud i tætte, blomsteragtige stande.

 

Vækstkrav: En del padderokarter dyr­kes undertiden i parker eller private haver; men de fleste optræder som et til tider særdeles besværligt ukrudt. De værdsætter en god, næringsrig jord­bund med rigelig fugtighed, men kan brede sig til søer eller tilstødende mo­seområder i tætte bestande. Udryddel­se af sådanne uønskede bestande kan være særdeles vanskelig; men opgrav­ning af planterne i det tidlige forår inden spore kastningen kan være nyt­tig. En samtidig udtørring af jorden vil også virke hæmmende på udviklingen af nye planter og bestande.

 

Skuddene af padderok er delt i talrige led, der nemt brister ved lette træk i planten.

 

De ejendommelige, koglelignende stande af sporehuse kan fremkomme dels i toppen af de grønne stængler og dels på blege, kønnede forårsskud.

 

Arter:

Agerpadderok (Equisetum ar­vense) optræder oftest på lerede mar­ker som et besværligt ukrudt. Den fremkommer med typiske, grønne sommerskud og brunlige forårsskud. Bliver 30-35 cm høj.

 

Kærpadderok (Equisetum palustre) er let genkendelig med sine grønne, stærkt grenede og dybt furede, indtil 60 cm høje skud. Sædvanligvis bærer kun hovedskuddet aks; men undtagel­sesvis kan aks også iagttages på nogle få sideskud. Planten er almindelig på våd, næringsrig bund i moser og enge. Den angribes ofte af en giftdannende algesvamp, der kan medføre alvorlige forgiftninger hos græssende husdyr.

 

Skavgræs (Equisetum hiemale) er let genkendelig på sine grønne, aksbæren­de, næsten helt ugrenede og indtil 90 cm høje skud. Disse er hårde, meget stive og særdeles kiselholdige, hvorfor de tidligere blev brugt som polerema­teriale i træ- og metalindustrien. Den vokser på fugtige, kalkholdige skræn­ter i skove og på enge.

 

Skovpadderok (Equisetum silvaticum) er slægtens mest graciøse art, der med sine nedadbøjede, kransstillede side­grene minder meget om et lille grantræ. De aksbærende skud er først ugrene­de, blege eller brunlige, senere grønne og grenede. På sidegrene af første orden fremkommer desuden en yderli­gere forgrening.

Facebook
Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder
Opret din egen Havebog
Klik på den smiley du vil give denne side 
Brugernes vurdering 5,0 (5 stemmer)
Siden er blevet set 5.431 gange - Se og skriv kommentarer herunder.

Kommentarer og debat mellem læsere

Din e-mail bliver ikke vist på sitet.

Afstemning
Danmarks søer og åer er forurenede, gør Magnus Heunicke nok?


Foreslå nyt svar
Effektiv reklame - klik her