Logo

Padderok - Equisetum

Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder
Tip en venFacebook

Padderok - Equisetum

Padderok kerne var nogle af de aller­første landplanter, idet store skove af slægten Equisetum repræsenterede fa­milien allerede i kultiden. Helst vokser de i fugtig jord, men kan også ses med »fødderne i vand«, begge steder i tætte bestande p. gr. af rodstokkens stærke forgrening.

De mest iagttagne skud hos denne plante er de grønne, urteagtige, assimi­lerende sommerskud. Stænglerne er oprette, oftest forgrenede, med små kransstillede, skælformede blade, der er sammenvoksede til en skede forne­den ved hvert led. Men inden disse skud vokser frem, fremkommer der om foråret hos flere arter en sporebæ­rende, klorofyl-løs generation med blege, kønnede skud, der ligeledes bærer små kransstillede, skælformede blade. Sporehusene sidder i toppen af disse skud i tætte, blomsteragtige stande.

 

Vækstkrav: En del padderokarter dyr­kes undertiden i parker eller private haver; men de fleste optræder som et til tider særdeles besværligt ukrudt. De værdsætter en god, næringsrig jord­bund med rigelig fugtighed, men kan brede sig til søer eller tilstødende mo­seområder i tætte bestande. Udryddel­se af sådanne uønskede bestande kan være særdeles vanskelig; men opgrav­ning af planterne i det tidlige forår inden spore kastningen kan være nyt­tig. En samtidig udtørring af jorden vil også virke hæmmende på udviklingen af nye planter og bestande.

 

Skuddene af padderok er delt i talrige led, der nemt brister ved lette træk i planten.

 

De ejendommelige, koglelignende stande af sporehuse kan fremkomme dels i toppen af de grønne stængler og dels på blege, kønnede forårsskud.

 

Arter:

Agerpadderok (Equisetum ar­vense) optræder oftest på lerede mar­ker som et besværligt ukrudt. Den fremkommer med typiske, grønne sommerskud og brunlige forårsskud. Bliver 30-35 cm høj.

 

Kærpadderok (Equisetum palustre) er let genkendelig med sine grønne, stærkt grenede og dybt furede, indtil 60 cm høje skud. Sædvanligvis bærer kun hovedskuddet aks; men undtagel­sesvis kan aks også iagttages på nogle få sideskud. Planten er almindelig på våd, næringsrig bund i moser og enge. Den angribes ofte af en giftdannende algesvamp, der kan medføre alvorlige forgiftninger hos græssende husdyr.

 

Skavgræs (Equisetum hiemale) er let genkendelig på sine grønne, aksbæren­de, næsten helt ugrenede og indtil 90 cm høje skud. Disse er hårde, meget stive og særdeles kiselholdige, hvorfor de tidligere blev brugt som polerema­teriale i træ- og metalindustrien. Den vokser på fugtige, kalkholdige skræn­ter i skove og på enge.

 

Skovpadderok (Equisetum silvaticum) er slægtens mest graciøse art, der med sine nedadbøjede, kransstillede side­grene minder meget om et lille grantræ. De aksbærende skud er først ugrene­de, blege eller brunlige, senere grønne og grenede. På sidegrene af første orden fremkommer desuden en yderli­gere forgrening.

Klik på den smiley du vil give denne side 
Brugernes vurdering 5,0 (1 stemmer)
Siden er blevet set 1.960 gange - Se og skriv kommentarer herunder.

Kommentarer og debat mellem læsere

Din e-mail bliver ikke vist på sitet.

Fortæl dine venner om os