Logo

Alpeplanter - Alpine plant

Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder
Tip en venFacebook

Alpeplanter - Alpine plant

Håret klokke (Campanula barbata) er en typisk alpeplante.

 

»Alpine« planter kommer ikke kun fra Alperne, men også fra andre bjergom­råder. Kun de planter, der vokser over trægrænsen - i den alpine zone - er strengt taget »rigtige« alpeplanter. Til gengæld er trægrænsen et noget udfly­dende begreb, fordi bjergskovene tit ender som spredt buskvækst, når man kommer tilstrækkelig højt op. Mellem buskene vokser der naturligvis også alpeplanter, og en del alpine plantear­ter findes helt nede i skovene, hvor vækstbetingelserne er ganske anderle­des og planterne kan føre en mere beskyttet tilværelse. De fleste alpe­planter vokser imidlertid oppe på høj­fjeldet, hvor de ikke har anden beskyt­telse mod kulden og stormene end sig selv - og sneen. De er små og lave, næsten sammentrykte, og mange af dem vokser i tuer eller som pude- og tæppeplanter , således at den levende del af planten i de strengeste perioder er beskyttet af den visne del. Nogle planter klarer sig utrolig nok hermed selv på de mest stormomsuste højder, men de fleste har dog også et snelag til hjælp. Ofte ligger sneen konstant i ni måneder af året, ja nogle steder kan den ligge i flere år, før den smelter i en særlig gunstig sommer. Planterne over­lever imidlertid under den og myldrer frem, når varmen kommer, netop fordi de er forberedt på en kort vækstperiode.

At alpeplanterne er små og lave, bety­der heldigvis ikke, at de også er uanselige. Tværtimod finder man næppe no­gen andre steder i naturen en sådan farvepragt, som når alpeplanterne blomstrer; man får virkelig et indtryk af, at foråret har taget den brede pensel i brug, fordi de vokser i puder eller tæpper og blomsterne i reglen er så store, at de tilsammen dækker hele planten. Tilmed er farverne stærke, rene og klare. Højrødt veksler med svovlgult, hvidt, violet, rosa og den skønneste azurblå. Det er ikke så mær­keligt, at bjergvandreren føler sig fri­stet til at tage en håndfuld planter med hjem til sin have. Desværre må det frarådes. Dels er mange alpeplanter fredet, dels er det næsten umuligt at omplante dem i blomstringstiden. Bed­re er det at støve dem op i en dansk planteskole, hvor man oven i købet kan få eksemplarer, der er noget akkli­matiserede og som derfor har større chancer for at tilpasse sig forholdene i en dansk have. Alligevel må man være forberedt på skuffelser, for det er svært at dyrke alpeplanter i Danmark. Til gengæld føler man sig virkelig beløn­net, når det lykkes. Det er altid en hjælp at vide noget om forholdene på voksestedet i hjemlandet, når man vil dyrke planter, som ikke naturligt hører hjemme i Danmark. Ikke fordi man kan genskabe disse forhold i alle detal­jer - det er i reglen håbløst - men måske kan man skubbe lidt i den rigtige retning, forsøge at hjælpe natu­ren på det ene felt og narre den på det andet. En af de største vanskeligheder er den danske vinter, der jo tit er pjaskvåd, mens de fleste alpeplanter er vant til at stå temmelig tørt under et tykt lag frostsne. Her er et af de punkter, hvor man måske kan narre naturen - enten ved at tage planterne ind i et koldt hus eller ved at dække dem med en teglsten eller et lag gran­grene, som anbringes således, at stør­stedelen af regnvandet løber af. Om foråret er alpeplanterne vant til at få masser af væde fra smeltevandet. Så vi må vande rigeligt om foråret. En del af de alpine planter foretrækker imidler­tid surbund og bryder sig derfor ikke om vort kalkholdige vandværksvand. Har man mulighed for at samle regn­vand eller skaffe overfladevand til sine alpeplanter, bør man gøre det. Man skulle tro, at alle de småplanter, der vokser i kalkstensbjerge, også fordrer kalkholdig jord. Det er imidlertid ikke altid tilfældet. Den muldjord, der er dannet i dalstrøg, på bjergskråninger eller i lokale fordybninger og enklaver i kalkbjerge, er tit sur eller neutral, og planterne har tilpasset sig herefter.

 

Det er derfor nødvendigt at undersøge den enkelte plantearts behov. Drænet er også af stor betydning for alpeplan­ternes trivsel. På dette punkt er vi imidlertid nødt til at indgå et kompro­mis og give dem en jord, som ikke alt for let slipper vandet, helst som lom­mer i et stærkt sandet eller gruset stenbed. Ellers kommer de let til at mangle vand i vækstperioden. Man kan også spare på vandet ved at an­bringe dem i pletskygge eller halvskyg­ge, selvom de fleste foretrækker fuld sol og selvom man nok også får de bedste farver frem i kraftigt lys. Vil man gøre alpeplanter til et speciale, er det en stor fordel at have en »stambesætning« i bænk eller koldhus. Mange af de vanskeligere arter kan i øvrigt ikke dyrkes med tilfredsstillende resul­tat på friland i Danmark, men det kan også udvikle sig til en spændende hob­by at opbygge en miniature-alpehave under glas. Kommer man på rejse i Alperne om foråret, kan det være en inspiration at opsøge en af de mange tilgængelige alpehaver, f.eks. Schynige Platte i Schweiz, der måske endda er den smukkeste af dem alle. Men også i Belvedereparken i Wien findes en al­pehave, som er absolut seværdig i blomstringstiden, ikke mindst fordi det her er lykkedes forbløffende godt at genskabe alpenaturen i lavlandet.

 

Her et parti fra Weissensee i Østrig. De fleste alpeplanter hører hjemme på morænejord og klippegrund over trægrænsen i Alperne og andre bjergegne.

Se Planteskemaer / Alpeplanter

--

Klik på den smiley du vil give denne side 
Brugernes vurdering 3,7 (12 stemmer)
Siden er blevet set 3.242 gange - Se og skriv kommentarer herunder.

Kommentarer og debat mellem læsere

Din e-mail bliver ikke vist på sitet.

Fortæl dine venner om os