Dræning

Dræning er afvanding af jord ved hjælp af åbne grøfter eller underjordiske ledninger. Til drænledninger anvendes enten rør (rørdræn), plantemateriale eller sten lagt i lag (faskindræn). For­målet med dræning af et jordstykke, en plantebeholder, tagterrasse o.lign. er at øge luftindholdet i jorden af hensyn til plantevækst eller til jordens bære­dygtighed for fx trafik. Hovedparten af de dyrkede planter tåler hverken, at rødderne står i vand, eller at de tørrer ud. Derfor kan det være nødvendigt på en gang at afvande og vande det samme jordstykke. Af­vanding bevirker, at luften får lettere adgang til jordens porer, hvorved jor­dens mikroliv og planternes rodudvik­ling fremmes, og endvidere, at rødder­ne vokser ned til dybden af det sænke­de grundvandspejl. Rødderne udnytter dermed et større område end ellers og er bedre i stand til at modstå sommer­tørke. Dræning bevirker tillige, at jor­den opvarmes hurtigere af solen, hvor­for den kan tilplantes tidligere om foråret. Jorden er mere bæredygtig, jo mindre vand den indeholder. Derfor kan det være nødvendigt at dræne under bygningsanlæg, støttemure, ind­kørsler, pladser, stier, veje o.lign., hvor der er belastning fra hyppig eller tung trafik. Betingelsen for at kunne udføre afvanding er, at der er mulig­hed for at lede vandet bort til et lavere liggende område, fx en grøft, en sø eller en å (en såkaldt recipient: modtager). Forinden vandet ledes til recipienten, kræves det normalt, at vandet passerer en rensebrønd.

Ved afvanding af jorden skelnes der mellem hovedafvanding og detailaf­vanding. Hovedafvanding har til for­mål at sænke grundvandspejlet i et større landområde ved hjælp af vand­løb eller store lukkede ledninger. Re­guleringen af Skjern Å er den hidtil største gennemførte hovedafvanding i Danmark. Detailafvanding har til for­mål på grundlag af en hovedafvanding at sænke grundvandspejlet lokalt, hvor grundvandspejlet står højt eller hvor nedbøren har svært ved at sive ned i undergrunden.

Normalt foretages detailafvanding ved hjælp af drænrør, men på jordstykker, der er næsten vandrette eller hvor der er mulighed for tilstopning af drænrør med planterødder, anvendes faskiner eller grøfter. Så vidt muligt anvendes drænledninger fremfor åbne grøfter, fordi drænledningerne ikke giver ulem­per ved jordbearbejdning eller færdsel. Hvorvidt et jordstykke trænger til af­vanding og herunder dræning, afhæn­ger af formålet med jordstykket. Normalt betegnes et jordstykke som vandlidende, hvis det p.gr. af grund­vandsforholdene eller jordens ringe evne til bortledning eller nedsivning af overfladevand (nedbør) er uegnet til bebyggelse eller trafik eller ikke er tjenligt til dyrkning af normale afgrø­der som fx korn eller grønsager. Hvor der foretages dræning, griber man ind i den stedlige økologiske ba­lance. Det vil sige, at sammensætnin­gen af dyre- og plantesamfundene på et givet jordareal ændres, hvis grund­vandsforholdene ændres.

På vandlidende jord gror oftest planter som gåsepotentil, agerpadderok, føl­fod, agermynte, tudsesiv og pileurt. På arealer, der ikke alene er vandlidende, men også ligger lavt, gror oftest star, siv, sødgræs, knæbøjet rævehale og mosebunke. Sådanne planter kaldes indikatorplanter, fordi de fortæller no­get væsentligt om jorden.

Hvis man ønsker, at et jordstykke netop skal henligge i »naturtilstand« som vandlidende areal, kan det være nødvendigt at ødelægge de dræn, der findes på jordstykket. Ødelæggelse af dræn udføres undertiden på naturfre­dede arealer.

På parcelhusgrunde og sommerhus­grunde er der normalt udlagt dræn. Drænet kan imidlertid være utilstræk­keligt, eller det kan være forstoppet. Det er da en opgave for den lokale grundejerforening at råde bod herpå, fx ved henvendelse til en land­skabsarkitekt.

Som hovedregel bør et større dræ­ningsarbejde overlades til sagkyndige, dels fordi dræning kræver teknisk ind­sigt, dels fordi et dræningsprojekt nor­malt kræver myndigheders godkendel­se med hensyn til afledning af vandet. Forud for iværksættelse af et drænings­arbejde bør der foretages en forunder­søgelse. Det bedste tidspunkt på året til forundersøgelsen er det tidlige for­år, hvor det især vil vise sig, hvilke partier af et jordstykke der trænger til dræning. Hvor jorden er vandlidende, holder den sig længere mørk, end hvor den ikke er vandlidende. På vandliden­de græsplæner vil græsset holde sig gulligt længere end på de veldrænede dele, der allerede er blevet grønne. Hvor man har mistanke om, at et jordstykke trænger til dræning, graves et hul ned til 1,5 m's dybde, eller indtil man støder på grundvand. Den følgen­de dag ser man efter, om der står vand i hullet. Er der ikke vand i hullet, skulle der ikke være behov for dræ­ning. Er der mindre end 0,5 m ned til vandoverfladen, vil der være behov for dræning, hvis man ønsker, at have­planterne skal have en kraftig og frodig vækst. For træer og buske regnes med en grundvandstand på mindst 1,5 m; for de fleste stauder regnes med en grundvand s tand på ca. 1 m.

Hvor der er behov for dræning, be­stemmes drænsystemets udformning på grundlag af de vandmængder, der skal fjernes, terrænformen, bevægelsesretningen for grundvandet og jor­dens gennemtrængelighed for vand.

Rørdræn: Hvor man bestemmer sig for at anvende rørdræn, må drænet kunne lægges så dybt, at rørene kommer ned i frostfri dybde for at undgå, at rørene frostsprænges. Frostfri dybde ligger i Danmark i reglen ca. 1 m under jord­overfladen.

For rørdræn, der lægges i mindre dyb­de end ca. 1 m, er der udover fare for frostsprængninger også risiko for, at planterødder vokser ind i og stopper rørene. Drænet bør endvidere lægges i god afstand fra buske og træer med et stort rodnet, navnlig el, pil og poppel. Rørdræning foretages ved gravning af parallelle grøfter med passende dybde, afstand og fald. I grøfternes bund læg­ges drænrør, enten af tegl eller plast­materiale. Herefter tildækkes grøfter­ne med grus, ral eller jord. Vandet kan nu sive ind i drænrørene og flyde bort i rørenes faldretning. Herved sænkes grundvandspejlet. Når grundvandspej­let har samme dybde som den, drænrø­rene ligger i, ophører drænrørenes virkning, indtil nedbøren igen tilfører jorden et overskud af vand.

For at kunne udføre en dræning af et jordstykke er det nødvendigt at opmå­le (nivellere) terrænets højdeforhold, hvorefter et såkaldt terrænkort opteg­nes. På dette terrænkort indtegnes drænledningerne. Ved rørdræning skel­nes der mellem hovedledninger og si­deledninger. Vandet samles i lednin­gerne og løber herfra til nærmeste afløb (recipienten).

Drænledningerne skal lægges med et mindste fald på 1 m pr. 200 m for at hindre forstoppelse fra indtrængende jordpartikler. Sideledningerne lægges parallelt, enten vinkelret eller hellere i en spids vinkel på hoveddrænet. Læg­ges sideledningerne på tværs af terræ­nets højdekurver (dvs. linjer med samme terrænhøjde), taler man om læng­dedræning, modsat tværdræning, hvor ledningerne følger højdekurverne. Så vidt muligt anvendes tværdræning, der giver større muligheder for maskinel nedlægning af rørene.

Afstanden mellem drænledningerne bestemmes af jordbundens art. På san­dede jorder kan afstanden være op til 30 m. På svære lerjorder kan det være nødvendigt med en afstand mellem drænledningerne på kun 5-10 m. Drænrørenes tværmål (diameter) af­hænger bl.a. af faldet på drænlednin­gen, afstanden mellem drænledninger­ne og dermed det areal, som ledningen skal afvande. Som drænrør anvendes rør af ler (teglrør) eller rør af plastma­teriale. Teglrør er ca. 30 cm lange og lægges i forlængelse af hinanden med et lille mellemrum til indtrængning af vand. Plastrør er perforerede og kan fås i forskellige længder. Drænrørenes afvandende virkning forøges, hvis der over de lagte rør lægges et lag grus, sten, halm eller tang, inden rørene tildækkes. Hvor der skal fjernes store mængder af overfladevand, bør hele »grøften« fra drænledningen og op til jordoverfladen fyldes med ral eller meget groft grus.

Faskindræn: Faskindræn anvendes til afvanding af dynd- og tørvearealer , hvor der er fare for, at drænene synker; på arealer med busk- og træbevoks­ning, hvor der er fare for forstoppelse fra rødder, fx langs med eller under hegn; og på arealer, der ønskes drænet over frostfri dybde, idet faskindræn ikke sprænges af frost. Et faskindræn udføres på samme måde som et rør­dræn, men i stedet for rør anvendes ca. 30 cm tykke knipper eller bundter af smidige, bladløse kviste og grene fra fx elm, pil eller poppel, såkaldte risfaskiner.

Risfaskiner nedlægges ligesom dræn­rør, men skal dækkes med et lag græs­tørv med græssiden nedad, halm eller tang for at hindre tilslæmning. Stenfaskiner anvendes på samme måde som risfaskiner , men navnlig hvor ris­faskiner ville blive trykket sammen eller rådne inden for en kort årrække. Stenfaskiner består af håndstore sten, lagt i lag på ca. 30 cm. Over stenlaget lægges græstørv, halm, tang o.lign. materiale for at hindre tilslæmning af mellemrummene mellem stenene.