Formering: Uldkaktus stammer fra Peru, og det er sandsynligvis derfor, at den har fået sit navn efter den peruanske botaniker Nicolas E. Esposto. Planten er, som det danske navn antyder, forsynet med en mængde hår, der får planten til at se ud, som om den er dækket af uld. Der findes forholdsvis mange former og varianter, som i naturen kan blive op til 4 m høje; også i vinterhaver og væksthuse skyder planten kraftigt i vejret. Stammen er ca. 15 cm i diameter. Blomsterne er rosa til hvide, men udvikles sjældent under stuebetingelser; de er kun åbne om natten. Tornene er op til 2 cm lange og bliver grå, når planten bliver ældre.
Pleje: Uldkaktus kan om sommeren anbringes direkte i solen. Da den imidlertid også skal have forholdsvis fugtig luft for at trives, må man i denne periode overbruse den regelmæssigt. Om vinteren anbringes den forholdsvis tørt og holdes ved en temperatur omkring 15°C. I denne periode er det vigtigt, at hårbeklædningen ikke bliver fugtig.
Formering: Da det kan være svært at få fat i frø, fordi uldkaktus sjældent blomstrer i kultur, er det mest almindelige at bruge stiklinger. Stiklingerne skal efter skæringen tørre på snitfladen, før de stikkes i en fugtig jord. Rodnettet er ret følsomt over for fugtighed, og det kan derfor være en fordel at formere uldkaktus ved podning. Det sker på stammer af Trichocereus spachianus.
Andre arter: Espostoa guentheri er rigt forgrenet, og skuddene har op til 25 ribber. Areolerne og de børsteagtige torne er guldgule. Arten er meget langsomtvoksende.