Logo

Gammeldags roser

Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder
Tip en venFacebook

Gammeldags roser

Dronningen af Danmark

 

Lidt botanik og historie

I vore oldeforældres haver var teroserne og remontantroserne de dominerende haveroser. Før dem dyrkede man bourbonroser og noisetteroser og en lang række andre typer, som her er slået sammen under fællesbetegnelsen 'gammeldags roser'. I denne gruppe finder vi planter med lav, stiv og opret vækst, men også planter med kraftige, næsten klatrende ranker. Blomsterne er oftest fyldte, men af stærkt va­rierende størrelse. De fleste har en fin duft. Farverne er i reglen lyserøde og mørkerøde, ofte med et blåligt eller lilla skær. Hvide former findes også, mens den gule farve er uhyre sjælden.

I afsnittet om de storblomstrede roser vil der nærmere blive gjort rede for slægt­skabsforholdet inden for denne gruppe haveroser. For de gammeldags roser er problemet mere kompliceret. Ofte er roserne slet ikke i nærmere slægt med hinan­den. I andre tilfælde har det ikke været muligt at opspore de enkelte arters indbyrdes opståen og krydsning.

 

Hvid rose (Rosa alba) har tætfyldte, flade blomster med en fornem duft. Dens forældre er muligvis Rosa corymbifera x Rosa gallica. Det er Englands nationale rose, og en form af den dyrkes i hundredtusindvis i Rumænien og Bulgarien under navnet Kazanlikro­sen til udvinding af rosenolie. I danske haver plantes oftest sorterne 'Maidens' Blush' og 'Mme Plantier'.

 

Bourbonrosen (Rosa borboniana) er opstået på Øen Bourbon (som nu hedder Reunion) i Det indiske Ocean som krydsning mellem damascenerrosen 'Rose des Quatre Saisons' og bengalrosen Rosa chinensis semperflorens, der begge blev anvendt til indhegning af Øens marker. Bourbonroserne har en meget lang blomstringstid, og de blev benyttet til et utal af rosenkrydsninger. De moderne haveroser har arvet mange af bourbon­rosernes gode egenskaber. Blandt de mange sorter bourbonroser, som stadig findes i handelen, er 'Mme Pierre Oger' og 'Zepherine Drouhin' et par af de mest værdifulde.

 

Centifolierosen (Rosa centifolia) betyder hundredbladsrosen. Dens blomster er da også

tætfyldte, og de har en pragtfuld duft. I flere århundreder har den været et yndet motiv for malere og kaldes tit 'Rose des Peintres', malernes rose.

 

Mosrosen (Rosa centifolia muscosa) er en særpræget form af centifolierosen med mærke­lige, mos-agtige udvækster på stilke og bægerblade, som har en stærk duft af balsam. Hverken centifolierosen eller mosrosen bliver mere end knap 150 cm høj.

 

Månedsrosen eller den ægte bengalrose (Rosa chinensis semperflorens) blomstrer næsten hele sommeren, som det populære, danske navn månedsrosen antyder. Blomsterne sidder samlet i klaser som hos buketroserne, og farven falmer ikke, selv i stærk sol. De er nemme at formere ved stiklinger og anvendtes tidligere meget som potteroser i vindueskarmen. 'Cecile Brunner' og 'Hermosa' er sorter, som stadig dyrkes.

 

Damascenerrosen (Rosa damascena) menes opstået ved krydsninger mellem fransk rose (Rosa gallica) og centifolierose (Rosa centifolia). Dens blomster er flade, hvide eller lyserøde, sjældent blåligrøde som hos mange af de øvrige, gammeldags roser. Stadig kend te sorter er 'Hebe's Lip' og 'York and Lancaster Rose'.

 

Fransk rose (Rose gallica) er den ældst kendte gruppe af de gammeldags roser, men dens nærmere oprindelse, både botanisk og geografisk, unddrager sig forskernes viden. Dens mange sorter er fortrinlige haveroser, hvis underjordiske udløbere sikrer plantens eksistens, selv på tør og mager jord. I gamle dage var tofarvede eller flerfarvede blomster meget populære, og derfor findes også en række sorter, hvis blomster er stribede eller plettede i mørkerødt og hvidt, i lyserødt og hvidt eller andre kombinationer - egenskaber, som man i dag snarere betegner som morsomme end egentlig smukke.

 

Moskusrosen (Rosa moschata) er en amerikansk rose med rankende vækst og sen blomstring. Dens hvide blomster sidder i små klaser og har en ejendommelig, fin duft af moskus. Ved krydsning mellem moskusrosen og bengalrosen opstod de første noisetteroser. I moderne tid har den engelske rosenforædler J. H. Pemberton tiltruk­ket et stort antal moskushybrider, hvoraf flere er omtalt og afbildet i dette site.

 

Buff Beauty

 

Dyrkning af gammeldags roser

Det volder ikke større problemer at dyrke de gammeldags roser i haven. De stiller nogenlunde de samme krav til klima og jordbund som de øvrige haveroser. Nogle af dem er endda meget hårdføre, ikke mindst de mange former og sorter af fransk rose og hvid rose. Flere af dem breder sig ved hjælp af underjordiske udløbere, så de er lette at tage' aflæggere' af. Det største problem med de gammeldags roser er nok at få fat i dem. Forbavsende få af dem dyrkes i de moderne planteskoler, som af økonomi­ske og praktiske grunde tilrettelægger deres produktion på forholdsvis få og gængse sorter. Det er klart, at gamle sorter som enten er vanskelige at formere eller er modtagelige for sygdomme og skadedyr - eller som kun blomstrer med få blomster en gang i sæsonen, vil glide ud af sortimentet til fordel for moderne roser. I de danske planteskolers fælleskatalog findes således kun 3 gammeldags roser optaget. Enkelte specialgartnerier formerer dog stadig de gamle roser, og kun efterspørgslen fra interesserede kunder kan få en øget produktion i gang af disse værdifulde have plan­ter.

 

Anvendelse i haven

De gamle roser kan anvendes i enhver have, stor eller lille. Man kan tilplante hele busketter med de gammeldags roser, eller de kan indgå som et led i et blandet busket af prydroser og andre prydbuske. Et godt forbillede kan man finde i de udstrakte, cirkelformede busketter uden om Rosenhaven i Valbyparken i København. Former af hvid rose og fransk rose kan anvendes som hegnsplante eller uklippet hæk, både i fritidshaven, i landhaven og i byhaven. Fransk rose breder sig som nævnt ved udløbere og kan hurtigt danne en bred og uigennemtrængelig bevoksning.

Som solitærplante kan de gamle roser anvendes som havens seværdighed, som man hæger om, og som i blomstringstiden stolt kan vises frem for besøgende. Deres prydværdi uden for blomstringstiden kan diskuteres, hvorfor placeringen spiller en vis rolle. Efter afblomstringen må rosenbusken godt 'forsvinde' i det øvrige, grønne havebillede.

Flere af de gamle roser kan anbringes op ad en mur eller et raftehegn. For at undgå angreb af især meldug og rosenrust bør man dog aldrig anbringe dem op ad en sydmur, men hellere mod sydøst eller sydvest, hvor den voldsomme middagssol undgås.

Visse former af de gamle roser har en ret stiv og opret vækst - dem kan man eventuelt 'forvise' til snithaven eller snitbedet, hvor man kan have glæde af et væld af snitblomster i blomstringstiden, men undgår synet af den risede busk i prydhaven resten af året. Alle de gamle roser er glimrende egnet til afskæring, blot er det sjældent muligt at få blomster med særlig lang stilk.

Et minus ved blandt andet sorterne af hvid rose (Rosa alba) er, at kronbladene bliver siddende på planten, når de er visnet, og således skæmmer udseendet ret betydeligt. De kan naturligvis fjernes med saksen efter afblomstringen, men det kan være et stort eller næsten uoverkommeligt arbejde, når det drejer sig om mange og store buske.

 

Louise Odier

 

Månedsroserne og bourbonroserne kan anvendes i egentlige rosenbede, som man gjorde for 50 eller 100 år siden. Her kræver de samme pasning som de øvrige rabatroser med vanding, gødskning og sundhedspleje. Beskæringen kan i reglen indskrænkes til bortskæring af døde og meget svage skud, samt en let beskæring i buskens top. I reglen bør man ikke blande disse gamle roser med moderne haveroser, hvis livskraft og ofte alt for kraftige signalfarver helt kan tage vejret fra de gode, gamle roser.

 

En gammeldags rosenhave

Hvis man har interesse for det og plads til det, vil det være en god ide at indrette en særlig lille rosenhave, helt tilplantet med gammeldags roser. Man kan begynde med nogle få af de mest livskraftige ('Dronningen af Danmark', 'Louise Odier', 'Maidens' Blush' og 'Zepherine Drouhin'). Så vil interessen hurtigt vækkes, og man vil begynde at samle på gamle roser. De fleste af disse roser har en historie bag sig. Den kan efterforskes ved studier i gamle rosenbøger, af hvilke der findes et utal. Også rosennavnene er spændende at undersøge oprindelsen til, og man kan få et indblik i både verdenshistorie, kulturhistorie og personalhistorie.

De gamle roser bør omgives med andre gamle haveplanter, som trives under samme kulturforhold. Lavendler, buxbom, vedbend og salvia anvendtes i de gamle haver som bundplanter og kantplanter i rosenparterret. I moderne haver vil ikke mindst lavendel være en udmærket kantplante om roserne, samtidig med, at lavend­lerne kan danne en god overgang til den øvrige have. Den almindelige lavendel er i reglen for høj til de fleste roser, hvorfor de moderne, lave typer som f. eks. 'Hideote' og 'Munstead' bør foretrækkes.  

Bundplanter kan anvendes i et bed med gammeldags roser, men har man plantet sartere sorter, bør bund plantning undgås af hensyn til den nødvendige grandæk­ning hen på senvinteren. I stedet kan man anvende en bund plantning af enårige blomsterplanter som biblomme (Lobularia maritima), dusksalvie (Salvia viridis hormi­num), dugsalvie (Salvia farinacea), blå salvie (Salviapatens) og jernurt (Verbena hybrida).

Opret din egen Havebog
Klik på den smiley du vil give denne side 
Brugernes vurdering 4,3 (14 stemmer)
Siden er blevet set 5.240 gange - Se og skriv kommentarer herunder.
Afstemning
Hvilken blomst er kønnest i haven?







Afstemning
Hvilken frugt er bedst i haven?



Afstemning
Hvilke bær er bedst i haven?








Kommentarer og debat mellem læsere

Din e-mail bliver ikke vist på sitet.

Afstemning
Hvad har du i din have?







Fortæl dine venner om os