Granslægten omfatter ca. 40 arter, der alle vokser i de nordlige tempererede egne og ofte i bjerge. Det er stedsegrønne nåletræer med langskud, hvis nåle efterlader et kantet og fremtrædende ar. Han- og hunblomsterstande udvikles på samme plante; de sidder enten nær spidsen af foregående års skud eller er endestillede. De hængende kogler modnes det første år og falder af som et samlet hele. Gran er nær beslægtet med ædelgran, nordmannsgran, kæmpegran og sølvgran, der alle har det botaniske slægtsnavn Abies. Man kan adskille Abies-arterne fra Picea-arterne ved følgende kendetegn: Abies har oprette kogler, som ved modning taber frø, dækskæl og kogleskæl, så kun den træagtige koglestok i midten bliver siddende. Nålene er blødere og fladere end hos Picea, og de efterlader et aflangt ar.
Der findes ingen vildtvoksende arter af Picea i Danmark, men rødgran og sitkagran plantes i skovene og er af stor betydning for skovbruget. Veddet er af mere ensartet opbygning end løvtræernes. Rødgranens bark bruges til fremstilling af garve-ekstrakter. Desuden anvendes barken i findelt form til jorddækning under rododendron og andre surbundsplanter. I læhegn plantes mange hvidgran, medens andre arter anvendes som prydplanter i parker og haver.
Arter:
Blågran (Picea pungens) har stikkende nåle.
Blågran (Picea pungens), engelmannsgran (Picea engelmannii), himalayagran (Picea smithiana), hvidgran (Picea glauca), orientalsk gran (Picea orientalis), rødgran (Picea abies), serbisk gran (Picea omorika), sitkagran (Picea sitehensis), sortgran (Picea mariana), sørge gran (Picea breweriana) og tigerhalegran (Picea torano). Alle disse arter er omtalt i særlige artikler under deres respektive danske navne.
Gran har hængende kogler med blivende kogleskæl.