Logo

Hebe - salicfolia

Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder
Tip en venFacebook

Hebe - salicfolia

Tidligere henregnedes disse planter til slægten Veronica, der nu overvejende

omfatter de urteagtige planter, mens arterne i Hebe-slægten er træagtige; den afgørende botaniske forskel ligger dog i frøkapslerne. De dyrkede arter af Hebe-slægten stammer alle fra New Zealand. De fleste er lave småbuske med små skællignende blade. De er stedsegrønne, og enkelte arter er rime­ligt hårdføre herhjemme; men i reglen er det sikrest at vinterdække med grangrene eller lignende, især når det drejer sig om unge planter. Blomster­ne er ofte ret uanselige, men hos nogle arter - især dem, der anvendes som stueplanter - er blomsterstandene store og har stærke farver.

 

Vækstkrav: På friland kræver Hebe først og fremmest sol og veldrænet jord, men stiller i øvrigt ikke særlige krav til voksestedet. De trives således udmærket på sandbund.

 

Formering: Hebe formeres ved stiklin­ger, som afskæres om efteråret og stikkes indendørs i potter eller kasser med let, næringsrig jord. De passes med vand, men de må ikke overvan­des. Om foråret, når stiklingerne har dannet rødder, kan de udplantes på friland og udvikler sig allerede samme år til pæne planter.

 

Hebe salicfolia 'Eclatante'.

 

Hebe salicifolia 'Midsummer Beauty' kan ikke overvintre på friland, men er anvendelig i vinterhaven.

 

Arter:

Hebe armstrongii er en af de mest dyrkede arter, en smuk og sirlig lille plante, som tillige er ret hårdfør. Væksten er flad og ofte noget vifteformet. Bladene er små, skælagtige og brunlige; men om foråret sætter planten olivengule, thujalignende skud og om sommeren kan den blive helt dæk­ket af de små hvide blomster. Den er meget anvendelig til et stenbed, hvor ældre eksemplarer kan blive op til 50 cm høje.

 

Hebe buxifolia har små mørkegrønne og meget tætsiddende blade. Planten minder om buksbom, men bliver sjæl­dent mere end 30-40 cm høj. Den overvintrer ikke alt for sikkert på fri­land og må i hvert fald dækkes godt med grangrene eller lignende; den er velegnet til koldhus.

 

Hebe cupressoides har skællignende, friskgrønne blade og bred, tæt, rund vækst; den kan blive omkring 60 cm høj. Blomsterne, der fremkommer tid­ligt på sommeren, er hvide eller lyse­blå, men ret uanselige. Bedst i koldhus.

 

Hebe glauco-caerulea har små tykke, runde, blågrønne taglagte blade og stærkt forgrenet vækst. Blomsterne, der fremkommer i august, er mørke­blå, men blomstringen er som regel sparsom. Koldhus.

 

Hebe hectoris har små skælagtige bla­de, som sidder tæt ind til de grønne grene. Blomsterne, der fremkommer i august, er hvide eller rødlige, men blomstringen er ofte sparsom. Koldhus.

 

Hebe pinguifolia er en af slægten s smukkeste arter og tillige ret hårdfør. Den har ovale, læderagtige, mat blå­grønne blade, der ofte har et rødligt skær i randen. Blomsterne, der frem­kommer tidligt på sommeren, er hvide med lange støvdragere. Velegnet til stenbed.

 

Hebe traversii er kraftigt voksende og bliver noget højere end de andre arter, men særlig hårdfør er den ikke. De grønne blade er små og aflange. Blom­sterne, der fremkommer midt på som­meren, er hvide. Koldhus.

 

Andre arter af Hebe er af danske plantesamlere bragt til Danmark og Færøerne, hvor deres evne til at trives undersøges i forsøgshaver og arbore­ter.

 

Stueplanter:

Nogle arter af Hebe egner sig især som stueplanter. De blomstrer om efteråret og kræver en lys vokse­plads, men ikke alt for megen varme. Efter afblomstringen skæres de noget tilbage. De overvintres køligt og kan om foråret udplantes på en varm og solrig plads i haven.

 

Hebe andersonii findes i flere sorter, der er fremkommet ved krydsning mel­lem Hebe speciosa, Hebe elliptica og Hebe salicifolia. De kan ikke overvin­tre på friland, men anvendes en del som udplantningsplanter, stueplanter og i vinterhaver. De har store blanke, lancetformede blade og som regel blå­violette blomster i en akslignende stand.

'Variegata' har hvidbrogede blade. Den anvendtes især i såkaldte tæppebede i klunketidens haver.

Hebe salicifolia har lange, smalle, blanke blade, og blomsterne sidder i tætte klaser. Der findes flere sorter; 'Eclatante' har røde blomster, 'Mid­summer Beauty' violette.

Hebe speciosa findes ligeledes i flere sorter, der har røde, blå eller violette blomster i tætte, akslignende stande. De har store, ovale, blanke, læderagti­ge blade.

'Rubra' har mørkt lillarøde blomster.

Opret din egen Havebog
Klik på den smiley du vil give denne side 
Brugernes vurdering 4,5 (21 stemmer)
Siden er blevet set 10.935 gange - Se og skriv kommentarer herunder.
Afstemning
Hvilken blomst er kønnest i haven?







Afstemning
Hvilken frugt er bedst i haven?



Afstemning
Hvilke bær er bedst i haven?








Kommentarer og debat mellem læsere

Din e-mail bliver ikke vist på sitet.
109530-08-2014 10:57:53 ejvind ahrens
hvis man vil plante en række eller et bed af hebe hvor stor skal afstanden så være.

Afstemning
Hvad har du i din have?







Smæk insektet!