Logo

Tulipan - Tulipa

Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder

Tulipan - Tulipa

Oprindelsen til ordet tulipan er ikke helt sikker; men man mener, at det kommer af »tauleban«, det gamle per­siske ord for turban, eller af det tilsva­rende tyrkiske ord, »tulband«. Vender man en tulipanblomst på hovedet, kan man med lidt god vilje få den til at ligne en turban. Der findes vildtvok­sende tulipaner i Europa og Nordafri­ka; men de er formentlig forvildede, og langt de fleste arter stammer fra et område, der strækker sig fra Lilleasien over Kaukasus og Iran til Turkestan i det sydlige Ukraine. Det er også her, man finder oprindelsen tii de nuværen­de have tulipaner. Den ældste europæi­ske omtale af tulipanen stammer fra 1554, da den flamske adelsmand Ogier Ghislain de Busbecque, som var østrigsk gesandt ved det tyrkiske hof, fortæller, at han i en dal mellem Adria­nopel og Konstantinopel har set en blomst, som tyrkerne kalder »tuli­pans«. En egentlig beskrivelse er leve­ret af den schweiziske naturforsker Konrad Gesner (1516-65); han så før­ste gang en tulipan i haven hos Augsburg-apotekeren Herwart og blev meget betaget af den. »Den har en enkel, prægtig rød blomst, stor og rund som en rød lilje, med 8 kronblade (!). Den dufter sødt og meget fint, men duften forsvinder hurtigt!« Formo­dentlig tilhørte Herwarts tulipan den art, som Linné senere gav navnet Tuli­pa gesneriana, og man mener, at nuti­dens langstilkede tulipaner hovedsage­lig nedstammer fra denne art. Der findes dog mange tulipanarter; den engelske botaniker A. D. Hall siger 72, mens andre siger 125, og da man i Persien og Tyrkiet har haft tulipaner under kultur i flere hundrede år, før de kom til Europa, er det sandsynligt, at der allerede på det tidspunkt er foreta­get en del krydsninger. Den første europæiske afbildning af en tulipan

findes i Matthiolus' »Historia planta­rum« fra 1561; men både fra Tyrkiet og Persien har man ældre afbildninger, og heraf kan man bl.a. se, at man i Orienten har foretrukket en tulipan, der var meget slank i blomsten og med spidse kronblade omtrent som de lilje­blomstrede tulipaner, mens man i Eu­ropa har sat mest pris på runde, næsten kugleformede blomster med afrundede kronblade, i begyndelsen de ensfarve­de, men senere især de flammestribede »Rembrandt«-tulipaner. Allerede i det 17. årh. kendte man også papegøjetuli­paner og tulipansorter med fyldte blomster.

 

I tulipanmarkerne betragtes alle »fremmede« tulipaner som ukrudt, der må fjernes i tide.

 

Sorter inden for gruppen »enkle, tidlige tulipaner« blomstrer allerede i april.

 

Tulipa gesneriana er uhyre formrig, og allerede Clusius (se denne artikel) skelnede mellem 34 forskellige former. Han bragte et større sortiment tulipan­løg med sig fra Tyskland; men de blev stjålet og har måske dannet grund­stammen i den senere så berømte nederlandske tulipanavl. I den første halvdel af det 17. årh., og især omkring 1635-37, led man under en alvorlig »tulipanfeber« i hele Europa, men dog først og fremmest i Nederlandene. Så eftertragtede var tulipanerne i denne periode, at enkelte løg af de sjældneste sorter blev betalt med mellem 1000 og 3000 gylden, og et løg af bijbloemen­sorten 'Semper Augustus' blev solgt for 4600 gylden plus en skimmel og en ny karet. Tulipanløget er ikke en del af roden, men de nederste dele af stæng­len. Det består af en sammentrykt løgskive. hvorpå der sidder en tæt opbygning af tykke, kødede, hvide løgskæl, der egentlig er en slags lavbla­de. De fungerer dels som lager for reservenæring, dels beskytter de termi­nalknoppen i midten, hvorfra blom­sterstænglen skyder frem. I bladhjør­nerne mellem skællene fremkommer yngle knopper , som danner et eller fle­re nye løg under og efter moderløgets blomstring. Hele løget er omgivet af en tynd, brun løghinde. I løbet af sommeren tørrer det gamle løg ind efter at have overført al sin kraft til yngelen. Den 10-60 cm høje blomsterstængel bærer 2-3 lancetformede, grønne bla­de, men i reglen kun en enkelt blomst; hos nogle få arter og hybrider er stæng­len dog grenet og bærer flere blomster. Blomsten har normalt 6 farvede kron­blade i to kredse, 6 støvdragere og en stor, grøn frugtknude, som modnes til en trerummet kapsel. Blomsten har intet honninggemme.

 

Triumph-tulipan 'Lustige Witwe' er en stivstilket, tidligtblomstrende tulipan.

 

Havetulipaner

I: Tidligtblomstrende tulipaner (lave tulipaner, som står i blomst inden

    udgangen af april)

1.  Duc van Tol-tulipaner.             

2.  Enkelte tidlige tulipaner.

3.  Dobbelte tidlige tulipaner.

                               

II: Middeltidlige tulipaner

4.  Mendel-tulipaner (Duc van Tol x Darwin).

5.  Triumph-tulipaner (enkelte tidlige x sene tulipaner).                                

6.  Darwin-hybrider (Darwin x Tulipa fosteriana).                                          

 

III: Sene tulipaner (majblomstrende)

7.  Darwin-tulipaner.                    

8.  Liljeblomstrede tulipaner.

9.  Cottage-tulipaner (= enkle, sene).                                                           

10. Rembrandt-tulipaner (flammede tulipaner som følge af virus, herunder

      også bijbloemen og bizarre tulipaner.

11. Papegøje-tulipaner.                

12. Dobbelte sene tulipaner (= pæonblomstrede tulipaner).

 

IV: Arter - eller »botanlske« tulipaner

13. Tulipa kaufmanniana

14. Tulipa fosteriana

15. Tulipa greigii

16. Diverse (alle andre arter og varieteter)

 

Langt de fleste af de dyrkede tulipaner er krydsninger, i reglen mellem flere forskellige arter og udviklet gennem en lang årrække. Det kongelige hollandske selskab for blomsterløgkultur, De Koninklijke Algemene Vereniging voor Bloembollencultuur, har i samarbejde med det kongelige engelske haveselskab, The Royal Horticultural Society, påtaget sig at registrere og beskrive hybriderne og inddele dem i sektioner. For øjeblikket er der registreret i nærheden af 5000, og man har, fortrinsvis efter deres afstamning, inddelt dem i 4 grupper og 16 sektioner.

 

Darwin-hybrider er krydsninger mellem darwin-tulipaner og Tulipa fosleriana. Her den stivstilkede, holdbare, farveprægtige 'Apeldoorn'.

 

Vækstkrav: Det er nemt at dyrke tuli­paner. Man behøver blot at lægge et stort og sundt tulipanløg i 10-20 cm's dybde i sin have engang i løbet af efteråret, så er man næsten 100% sik­ker på, at tulipanen vil blomstre i løbet af foråret, uanset vejret, uanset jorden og uanset om den får lys eller skygge. Vil man have det bedst mulige ud af sine tulipaner, er det lidt mere besvær­ligt; men til gengæld får man hvert år store, farvestrålende blomster på lan­ge, ranke stilke, og man kan bevare sine løg fra år til år. Tulipanen er ikke blot en af vore nemmeste og smukke­ste blomsterplanter; den er også en af de mest anvendelige. Den er god til afskæring, god til drivning, og om foråret fylder den haven med farver. Ligesom mange andre planter sætter tulipanen pris på frisk jord, dvs. en jord, hvor der ikke umiddelbart forud har vokset tulipaner. Har der det, bør man nedfælde 50 g 20% Brassicol i 15- 20 cm's dybde før udplantningen. I øvrigt bør jorden være porøs, veldrænet, kalkholdig og næringsrig; meget stiv lerjord er ikke velegnet og bør opblandes med en stor mængde sand eller grus, og sur jord tåler tulipaner slet ikke. Reaktionen skal være 7, gerne lidt højere, og er det ikke tilfæl­det, bør man tilføre kalk. For at sikre, at jorden er passende næringsrig i den første tid, kan det ligeledes være nyt­tigt at opblande ca. 100 g blandings­gødning pr. m² i det øverste jordlag. Før man lægger sine tulipanløg i sep­tember-oktober, bør man undersøge, om der er sygdomstegn på dem. De må ikke være bløde i bunden eller i spid­sen, løgskællene skal være hvide, og der må ikke være sorte belægninger på eller under løghinden, ligesom de skal være fri for de små, vandklare løgmi­der; eventuelt kan man før lægningen afsvampe dem med 5 g Brassicol pr. kg løg. Tulipaner bør plantes i grupper eller hele bede, og man bør ikke lave et plantehul til hvert løg; derved risike­rer man at presse jorden sammen og lave en luftlomme under løget. Det er bedre at grave et passende stort og dybt plante hul til en hel gruppe løg og eventuelt drysse et lag sand eller grus i bunden af hullet, før man anbringer løgene og fylder efter med den opgra­vede jord. I græsplænen kan man fjer­ne en eller flere hele græstørv, som efter lægningen af løgene kan bringes på plads igen og derefter hurtigt vokser sammen. Tulipaner sætter pris på lys, luft og varme, og især arterne, de »botaniske« tulipaner, er lidt mere krævende i denne henseende end de fleste havesorter, der er bedre tilpasset til vort barske klima. Fuld sol og en veldrænet jord er derfor en betingelse for et vellykket resultat. Ingen tulipa­ner tåler stående vand i jorden, hver­ken sommer eller vinter. Hvis man opdager, at der er syge eller »aparte« planter mellem tulipanerne, bør man straks grave dem op og kassere dem. Husk, at man anbringer syge løgplan­ter i skraldeposen og ikke i kompost­bunken for ikke at overføre smitte. Vil man dyrke virussyge tulipaner i sin have, bør det ske meget langt fra andre løgplanter, og man må holde dem pinligt fri for bladlus og passe på ikke at overføre plantesaft fra de virussmit­tede til ikke-angrebne planter med et knivsblad eller en saks. Når blomstrin­gen er forbi, fjerner man den grønne frøkapsel fra stilkene og lader resten af planten visne ned, så at de nye løg får de bedst mulige betingelser for at sam­le kraft til blomstringen det følgende år. Tulipanløg er så forholdsvis billige, at mange haveejere lader dem passe sig selv år efter år og køber nye løg, når blomstringen hos de gamle er gået for meget tilbage. Der er dog ingen tvivl om, at løgene har bedre af at komme op en gang imellem, helst hvert 3. år, for at blive delt, sorteret og lagt på ny i frisk jord. Det er lettest at finde løgene, lige før de slipper stænglen; når man har renset jorden af, lader man dem tørre i 3-4 uger på et lunt, men skyggefuldt sted. Derefter afpud­ser man dem for jord og løse løghin­der, undersøger, om de er sunde, og sorterer dem efter størrelse. De aller­største kan eventuelt bruges til driv­ning, de næststørste, ned til et par cm i diameter, er også blomstredygtige og kan bruges i haven, mens de mindste får lov til at vokse sig store på et bed i køkkenhaven. Efter sorteringen opbe­vares løgene tørt og køligt til septem­ber-oktober, da man lægger dem i jorden igen.

 

'Golden Apeldoorn' er en gylden varietet af den almindelige røde 'Apeldoorn'.

 

Anvendelse: Tulipaner kan anvendes overalt i haven, hvor der er tilstrække­ligt med lys. De er selvskrevne i forha­ven, gerne mellem lave stedsegrønne, og som regel planter man dem i grup­per af samme sort; men hvis man vil forlænge blomstringen, kan det have en udmærket virkning at plante to sorter i samme gruppe, en meget tidlig og en meget sen; den tidlige skal helst være afblomstret, før den sene begynder. Normalt er planteafstanden ca. 20 cm; men med to sorter i en gruppe kan man godt plante lidt tætte­re. Liljeblomstrede tulipaner virker meget fornemme mellem stedsegrøn­ne, men har også en god virkning i forgrunden af et buskads, i græsplænen eller som små grupper i staudebedet. Tulipaner er i det hele taget meget velkomne i staudebedet, fordi de blomstrer på en tid, da der ikke er ret mange andre blomster. I græsplænen skal man helst bruge høje, ranke tuli­paner, og det er nødvendigt at gøde dem godt og eventuelt udskifte dem med friske løg en gang imellem; de nye løg skal dog altid lægges et andet sted i plænen, så at de får frisk jord. I stenbedet er især de »botaniske« tuli­paner velegnede. Deres vækst er sjæl­dent så ret som havesorternes; men de har strålende smukke farver og virker af begge disse årsager rigtige i et sten­bed; desuden klarer de sig i reglen længe uden nogen særlig pasning.

 

Triumph-tulipanerne har darwin-tulipanernes kraftige, stive stilke, men blomstrer noget tidligere. Her sorten 'Paul Richter'.

 

Cottage-tulipaner er enkelt blomstrede, stivstilkede sorter, som har en sen blom­string.

 

Drivning: Man kan drive de fleste tulipansorter; men vil man have tulipaner i blomst til jul, er man nødt til at anvende de såkaldte »juletulipaner «, f.eks. 'Brilliant Star' eller 'Joffre'. Man vælger de største løg, helst ikke under 4 cm i diameter, og lægger dem i 8-10 cm sandblandet havejord, kompost el­ler enhedsjord i potter eller kasser med løgspidsen lige i jordskorpen. De van­des igennem, nedgraves i haven og dækkes med sand eller grus og gran­grene. De må gerne få frost, men må ikke fryse så fast, at man ikke kan få dem op. Juletulipanerne tages ind sidst i november, hvor de allerede har små spirer. Man vander dem og anbringer dem på et mørkt sted ved 18-20°C. En halv snes dage senere sættes de frem i lyset, stadig ved 18-20°C. Jorden må aldrig tørre ud, og man kan give et tilskud af flydende gødning. Andre tulipaner tages først ind i begyndelsen af januar og drives ved lavere tempera­tur; Darwin-tulipaner tåler ikke mere end en halv snes grader de første 14 dage i mørke og drives derefter i lys ved 18-20°C.

 

Af gamle tegninger kan man se, at man i Orienten har foretrukket slanke tulipan­blomster med tilspidsede kronblade som hos disse liljeblomstrede, mens man på samme tid i Europa foretrak mere kuglefor­mede blomster.

 

Papegøjetulipaner har blomster med en monstrøs form og usædvanlige farvesam­mensætninger. Bedre egnet til afskæring end til havens blomsterbede. Og nej, de siger ikke noget hele tiden.

 

Tulipa fosteriana er en såkaldt botanisk tulipan med usædvanlig store og velformede blomster. Her ses sorten 'Pink Emperor'.

 

Tulipa greigii 'Red Riding Hood' er en lav, tidlig tulipan med rent røde, veldrejede blomster og brune striber på løvbladene.

 

Havetulipaner:

1. Duc van Tol-tulipaner er lave, tidli­ge tulipaner, som formentlig nedstam­mer fra arten Tulipa suaveolens. Der findes hvide, orange, rosa, røde og violette sorter, som tidligere anvendtes til drivning som »juletulipaner«; de er nu afløst af de enkle, tidlige tulipaner i gruppe 2, især den røde 'Brilliant Star' og den gule 'Joffre'.

 

2. Enkle, tidlige tulipaner bliver 20-40 cm høje og egner sig både til drivning og i haven, hvor de blomstrer i april. 'Brilliant Star' og 'Couleur Cardi­nal' er røde, 'Joffre' og 'Mon Tresor' gule, 'Bellona' varmt gul, 'General de Wet' orange, 'Prins Carnaval' gul med røde tegninger og 'Keizerskroon' rød med gule kanter.

 

3. Dobbelte tidlige tulipaner bærer deres forholdsvis store, fyldte blomster på ca. 30 cm høje, stive stængler i sidste halvdel af april. 'Murillo' er hvid med rosa tegninger, 'Peach Blossom' mørkrosa. 'Oranje Nassau' orangerød mens 'Mareehal Niel' er gylden med orange.

 

4. Mendel-tulipaner er opstået ved krydsning mellem Duc van Tol- og Darwin-tulipaner, idet man har forsøgt at kombinere de førstes tidlige blom­string med Darwin-tulipanernes høje stængler og kraftige vækst. Mendel­tulipanerne blomstrer i slutningen af april og har også Darwin-tulipanernes højde, men er dog noget spinklere og kan undertiden nikke lidt. De kan drives. 'Orange Wonder', 'Prof. Zee­man' og 'John Gay' er orange, 'Inter­national' orangerød, 'Pink Trophy' ro­sa, , Apricot Beauty' abrikosfarvet og 'Imperator' rødlilla.

 

5. Triumph-tulipanerne er fremkom­met ved krydsning mellem enkle, tid­lige tulipaner og forskellige sentblom­strende, bl.a. Darwin-tulipaner.· De blomstrer senere end Mendel-tulipa­nerne, men dog en halv snes dage før Darwin-tulipanerne. De har kraftige, stive stilke på omkring 50 cm, og der findes en mængde sorter i gode farver. De er velegnede til såvel havebrug som drivning, men bør ikke drives for varmt. 'Lustige Witwe', den glade en­ke, er rød med hvide kanter; 'Pax' er hvid, 'Olaf' og 'Paul Richter' skarla­genrøde. 'Emmy Peeck' lillarosa og 'Ringo' rød med gule kanter.

 

6. Darwin-hybrider er krydsninger mellem Darwin-tulipaner og Tulipa 10- steriana, bl.a. 'Red Emperor' og 'Prin­ceps'; i flere tilfælde er det lykkedes at

kombinere de bedste egenskaber fra forældrene, således i 'Apeldoorn', der på en gang har Darwin-tulipanernes høje, stive stængel og kraftige vækst og losteriana-tulipanernes store blomst og smukke, silkeagtige farveskær. Tilmed er det muligt for væksthusgartnerne at drive den i blomst allerede omkring juletid. I haven bør den plantes et sted, der er beskyttet mod træk, for det tåler den dårligt. Undertiden bør man der­for anvende 'Diplomat', der har en kortere stængel, eller 'Hollands Glo­rie', der er orangerød med lange, spid­se kronblade. 'Gudoshnik' er mørke­gul med abrikosfarvede pletter.

 

7. Darwin-tulipanerne er stadig de mest dyrkede have tulipaner, og der findes over 100 sorter. De har kraftige, stive stilke, der kan blive op til 60 cm høje. Farverne er klare, blomsterne velformede og store; de kan drives; men i haven blomstrer de i maj. 'Zwa­nenburg' er hvid, 'Gander' rosa, 'Bar­tigon', 'Nobel' og 'Most Miles' røde, 'Sunkist' gul, 'Queen of Bartigons' laksrosa, 'Sweet Harmony' gul med hvide kanter, 'Niphetos' udvendig lysegul, indvendig citrongul, mens 'Queen of the Night' er tløjlspurpur, næsten sort.

 

8. Liljeblomstrede tulipaner hører utvivlsomt til blandt de mest elegante og fornemme blomster overhovedet med deres sirligt tilspidsede kronbla­de, der foroven er yndefuldt udadbøje­de. 'White Triumphator' og 'Picotee' er hvide, 'West Point' gul, 'Aladdin' orangerød med gul kant, 'Mariette' og 'China Pink' rosa, 'Queen of Sheba' orangerød med gul rand og 'Lilac Ti­me' rødviolet.

 

9. Cottage-tulipaner er enkle, sent­blomstrende tulipaner, som ikke hører til i de foregående grupper. Forbilledet er de tulipaner, som man har fundet i gamle engelske haver. De har store, ægformede blomster på stive stilke, men er alligevel i væksten noget spink­lere end Darwin-tulipanerne. ' Advan­ce' er kirsebærrød, 'Dillenburg' orange, 'Rosy Wings' rosa med hvid basis, 'Mrs. John T. Scheepers' gul og 'Ar­tist' rosa med grønne striber.

 

10. Rembrandt-tulipaner er sammen med »bijbloernen« og »bizarre« tulipa­ner stribede som følge af en virussyg­dom. De er ofte meget smukke; men almindeligvis frarådes det at dyrke dem, da man let får stribede tulipaner i hele haven, idet sygdommen smitter ved overføring af saft, f.eks. ved stik af sugende insekter eller brug af saks. Man har dog inddelt dem i »sorter« som f.eks. 'Absalon', 'Cordell Hull' og 'May Blossom'.

 

11. Papegøje-tulipaner bliver ofte be­tragtet som en nyhed; men faktisk har de været dyrket i 300 år; de har meget store blomster med stærkt frynsede og krøllede kronblade. Herunder hører også de såkaldte 'Crispa' -tulipaner, der dog kun er svagt frynsede i kanter­ne og betegnes »isblomstlignende«. 'Fantasy' er rosa med grønne stænk, 'Orange Parrot' orange og gylden, 'Karel Doorman' kirsebærrød og 'Blue Parrot' heliotropblå.

 

12. Dobbelte, sene tulipaner blomstrer senest af alle. De har store, tunge, pæonlignende hoveder på ret spinkle, korte stængler, hvorfor de ofte knæk­ker, og de dyrkes efterhånden meget lidt. 'Eros' er gammelrosa, 'Mt. Taco­ma' hvid, 'Livingstone' og 'Symfonia' røde og 'Nizza' gul med rødt.

 

Åkandetulipan med store, åkandelignende blomster; her Tulipa kaufmanniana 'Heart's Delight'.

 

Arter:

Tulipa acuminata har lysegule blomster med smalle, røde striber; den blomstrer i april og bliver 30-40 cm høj.

 

Tulipa aitchisonii har bitte små, gule blomster i april; den er velegnet som stenbedsplante og til pottekultur.

 

Tulipa australis har gule, duftende blomster, der ofte er nikkende på de meget tynde, 10-30 cm høje stængler. Udvendigt har de ganske smalle kron­blade røde tegninger, og blomsten kan være lidt klokkeformet.

 

Tulipa batalinii er måske en form af Tulipa linifolia. Den har bleggule blomster med mørkere gule pletter ved basis. Kronbladene er brede, og der findes sorter med abrikos- og laksefar­vede blomster, f.eks. 'Bronze Charm' og 'Sunrise', Blomstrer i maj og bliver ca. 20 cm høj.

 

Tulipa biflora har som regel mellem 2 og 6 små blomster på hver af de 15-20 cm høje stængler, i begyndelsen lidt nikkende, senere oprette. Udvendig er de grønliggule, indvendig hvidlige med en gul plet ved basis. Bedst egnet som stenbedsplante.

 

Tulipa clusiana var. chrysantha bærer orangegule blomster på spinkle, ca. 30 cm høje stængler; den blomstrer i marts-april.

 

Tulipa clusiana var. clusi­ana bliver 30-40 cm høj og har spinkle stængler med smalle, grønne blade. Blomsten er slank med spidse kronbla­de, der indvendig er hvide eller svagt rosa med violet basis, udvendig kirse­bærrøde med hvide kanter; den blom­strer i april-maj.

 

Tulipa dasystemon, se Tulipa tarda. Tulipa didieri bliver 40-50 cm høj og bærer en skarlagenrød blomst, hvis kronblade er ens udvendig og indven­dig; ved basis har de en mørkeblå plet, omgivet af en gul rand. Blomstrer i april-maj.

 

Tulipa eichleri bliver 30-40 cm høj og har en stor, skarlagenrød blomst, hvis kronblade i solskin er bredt udfoldede og afslører en sortviolet plet, omgivet af en gul rand ved basis. Ydersiden har et lidt gråligt skær, som man ser, når blomsterne lukker sig i gråvejr. Almin­deligst er varieteten 'Excelsa " der har større blomster end arten og også er skarlagenrød udvendig. Den blomstrer i maj.

 

Tulipa fosteriana har de største blom­ster af alle tulipaner. Kronbladene er skinnende højrøde med en sort plet, omgivet af en gul rand, ved basis; den bliver 30-50 cm høj og blomstrer i april. Der findes en mængde variete­ter, hvoriblandt kan nævnes 'Red Em­peror'('Mme Lefeber'), der er større og tidligere end arten; 'Princeps', der er lav; 'Golden Eagle', der er gul med røde tegninger; 'Kaukasus', der er ly­sende orangerød, og 'Purissima', der har hvide blomster.

 

Tulipa gesneriana er formentlig den første tulipan, der blev indført til Vest­europa; den har kirsebærrøde kronbla­de med en sortrød plet ved basis og bliver ca. 30 cm høj. Blomstrer i maj.

 

Tulipa greigii er let kendelig på sine grønne blade, der har brunrøde striber eller pletter. Blomsten er orangerød med sort basis; den er ca. 25 cm høj og er fremme i april-maj. Der findes en del varieteter eller hybrider, bl. a. 'Al­ba', der er hvid; 'Aurea', der er gul med orange tegninger; 'Oriental Splendour', der er ravgul indvendig og citrongul med en rød tegning udven­dig; 'Red Riding Hood', der er lysende skarlagen, og 'Royal Splendour', der indvendig er ravgul, udvendig skarla­genrød.

 

Tulipa kaufmanniana er en af de aller­tidligste tulipaner og blomstrer allere­de sidst i marts. Den er meget variabel i farven, men i reglen cremehvid og gul indvendig og rød eller rødstribet ud­vendig. Den lukker sig som regel i gråvejr, men åbner sig til gengæld næsten helt fladt ud i solskin, hvorfor man også har givet den navnet »åkan­detulipan«. Den bliver omkring 25 cm høj. Der findes en del navnesorter og hybrider, som er fremkommet ved krydsning med Tulipa greigii og derfor undertiden har denne tulipan s brun­plettede grønne blade. Det gælder f.eks. 'Alfred Cortot', der er rød med sort basis og åbner sig i stjerneform,

mens 'Cesar Franck' er gul med en orangerød stribe udvendig. 'Gaiety' er rød med hvide kanter og meget lav, 'Berlioz' gul med røde striber, 'Magni­ficent' creme hvid indvendig, rosenrød udvendig, og 'Vivaldi' lysegul med rød basis.

 

Tulipa kolpakowskiana er indvendig gul, udvendig rødlig eller rødbrun; de tre yderste kronblade har tilbagebøje­de spidser. Den er spinkel af vækst og bliver kun 20-25 cm høj; undertiden bærer den to blomster på hver stilk. De grønne blade er sammenfoldede og ligger ofte hen ad jorden. Der findes en helt rød form, 'Coccinea'. Blom­strer i april.

 

Tulipa lanata er lysende skarlagenrød med en mørk plet, omgivet af en bred, gul rand ved basis; den bliver 30-40 cm høj og blomstrer i april.

 

Tulipa linifolia fra Turkestan er en lille, lav tulipan med en opsigtsvæk­kende kraftig, rød farve. Den har en ­sort basis, og de tre yderste kronblade har en smal grønlig stribe på ydersi­den. Den blomstrer i maj og er veleg­net til stenbedet.

 

Tulipa marjolellii har en bleggul blomst med røde eller hvide kanter; den bliver ca. 30 cm høj, blomstrer i maj og er velegnet til afskæring.

 

Tulipa -oculis-solis, soløjetulipan. lig­ner Tulipa lanata, som dog bør fore­trækkes.

 

Tulipa ostrowskiana er lakrød med sort basis; den bliver omkring 25 cm høj og blomstrer i april-maj.

 

Tulipa praestans har store, lysende orangerød e kronblade uden basisplet, og i reglen bærer den 3-5 blomster på hver stilk. De grønne blade er brede og kraftige. Den bliver 30-40 cm høj og blomstrer i april. Haveformer , som er meget anbefalelsesværdige til forårs­løgbede og stenbede, er 'Fusilier' og 'Zwanenburg'.

 

Tulipa pulchella bliver kun en halv snes cm høj og lever med sin noget grumsede lilla farve ikke helt op til sit navn (pulchella = smuk). Sorten 'Vio­lacea', som er rødviolet og næsten kugleformet, er mest interessant, fordi den i reglen blomstrer først af alle tulipaner i marts.

 

Tulipa stellata er indvendig skinnende gul eller hvidgul med mørk basis, ud­vendig noget rødlig. Den udfolder sig i stjerneform og bliver 15-30 cm høj. Blomstrer i april og er velegnet til stenbedet.

 

Tulipa sylvestris er indvendig gul, ud­vendig grønlig. Den kaldes også skov­tulipan, munketulipan eller vild tuli­pan, fordi den kan findes vildtvoksen­de i den danske natur; men oprindelig er den forvildet fra haver. Den har en spinkel, ofte bugtet stængel og blom­strer i april-maj; blomsten er duftende og tit noget nikkende, men blomstrin­gen er som regel meget sparsom. Dens løg skal lægges meget dybt med mindst 20 cm jord over løget. Den breder sig også ved underjordiske udløbere. I Tyskland, hvor den kaldes Weinberg­tulpe (vinbjergstulipan), har den un­dertiden været et besværligt ukrudt i vinmarkerne. Der findes en form med citrongule blomster, som er mere vær­difuld til havebrug.

 

Tulipa tarda (Tulipa dasystemon) er indvendig gul med hvide spidser, ud­vendig grønlighvid; den bliver kun 10- 15 cm høj, men kan bære op til 6 blomster på hver stilk. Det er en af de mest velegnede arter til stenbedet og blomstrer i april.

Tulipa turkestanica bærer gerne 4-8 små, noget nikkende blomster på hver af de spinkle stilke. Den er indvendig cremehvid med orangegul basis, ud­vendig grønlig med gullige eller rosa strøg. Den blomstrer i marts-april og bliver 15-25 cm høj. Anvendelig til stenbedet.

 

Tulipa viridiflora har bleggrønne blo­sterblade med sartgul rand, og der findes sorter med spændende farve­sammensætninger i grønt, gult, hvidt og gammelrosa. Den blomstrer i maj og bliver 30-50 cm høj.

 

Tulipaner skal plantes mange sammen i et bed eller en blomstereng for rigtig at komme til deres ret.

 

Tulipa praestans er lave tulipaner med 2-4 blomster på hver stilk. Her den postkasserøde 'Fusilier'.

 

Den danske skovtulipan (Tulipa sylvestris) med klart gule, duftende, let nikkende blomster kan trives i årtier på samme voksested.

 

Tulipa viridiflora har grønne og gule blomster, en usædvanlig farvesammensætning.

 

Tulipa rarda er en dværgtulipan, som ikke bliver mere end 15 cm høj. Dens gule og hvide blomster er kun åbne i solskin.

 

Sygdomme og skadedyr:

Nogle af de fejl, der kan opstå på tulipanplanter, skyldes, at løgene har været behandlet forkert, inden man har fået dem, og det kan man kun til dels gardere sig mod ved at undersøge løgene, før man planter dem. Det er svært at se, om tilsyneladende sunde løg har været ud­sat for stærkt svingende temperaturfor­hold, tørke, forkert gødskning eller præparering. Heldigvis smitter sådan­ne løg ikke andre, selvom de måske heller ikke blomstrer så smukt, som man forventer. De fleste egentlige sygdomme har man derimod en chance for at afsløre. Man skal først og frem­mest sikre sig; at der ikke er sorte hvileknolde eller grå, støvede svampe­belægninger på eller under løghinder­ne, for så er løgene angrebet af grå­skimmel eller, sjældnere, af rodfilt­svamp. Er skællene grå eller brune og grønligt skimlede, er de angrebet af penselskimmel, som dog mest angriber beskadigede løg. Fusarium-råd viser sig ved, at løgene bliver bløde, rådne, i bunden, mens virussygdommene des­værre først viser sig, når planterne er kommet op. Den mest almindelige virussygdom er mosaiksyge, der viser sig som anderledes farvede striber på langs af kronbladene (Rembrandt-tuli­paner), mens den mere sjældne rattle­syge giver små striber på tværs af kronbladene og gule eller brunlige stri­ber på de grønne blade. I den private have bekæmpes alle sygdomme bedst ved kassation af hele planten, som anbringes i skraldeposen - ikke i kom­posten! Forebyggende kan man mod svampesygdomme anvende Brassicol, som kan nedfældes i de øverste 15-20 cm af jorden før udplantningen med 50 g pr. m² eller til afsvampning 5 g Brassicol, captan eller thiram pr. kg løg, som rystes i en plasticpose. Det må dog frarådes at afsvampe løg, der har synlige angreb af svampesygdom­me; kasser dem hellere. Mosaiksyge kan man begrænse ved at forebygge angreb af bladlus, som er smittebære­re, og ved at undgå at overføre saft fra syge planter til sunde med knivsblade eller sakse. Rattle-syge overføres ved jordsmitte og kan ikke bekæmpes i privathaver; man må plante sine tuli­paner i frisk jord et andet sted, ikke for tæt ved det besmittede.

 

Virusangrebne tulipaner får stribede og plettede blomster. Smitstoffet spredes ved bladlusestik og med haveejerens saks eller kniv.

Facebook
Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder
Opret din egen Havebog
Klik på den smiley du vil give denne side 
Brugernes vurdering 4,2 (14 stemmer)
Siden er blevet set 12.048 gange - Se og skriv kommentarer herunder.

Kommentarer og debat mellem læsere

Din e-mail bliver ikke vist på sitet.

Afstemning
Når du spiser take-away, hvad er det så?






Effektiv reklame - klik her