Pontederia er opkaldt efter den italienske botaniker Giulio Pontedera (1688-1757). På dansk kaldes den ofte fejlagtigt vandhyacint, som imidlertid er navnet på en anden vandplante, Eichhornia crassipes. Navnet vandkærte beskriver plantens festlige, kornblomstblå blomsteraks, som hæver sig 1 m op over de opadstræbende, spidst hjerteformede blade. Planterne har lange, krybende rodstængler (rhizomer), som altid skal være under vand; de tåler ikke udtørring.
Vandkærte (Pontederia cordata) vokser kun på ganske lavt vand.
Vækstkrav: Pontederia stammer fra Mellemamerika og det sydlige USA, men er rimeligt hårdfør her i landet. Den blomstrer bedst i fuld sol på en vanddybde mellem 20 og 40 cm; på udsatte steder og i kolde vintre bør den dog overvintre indendørs.
Pleje: Vand kærte formeres lettest ved deling af rodstænglerne, inden væksten rigtig kommer i gang om foråret. Hvis den udplantes på 40 cm's vanddybde, kan den overvintre uden at skades af frosten. Dens blade og stængler udvikles ret sent på foråret, ofte først i begyndelsen af juni. Har man kun en vanddybde på 20 cm til rådighed, bør planterne anbringes i næringsrig muldjord i flade skåle, som nedgraves i
bassinbunden og eventuelt skjules ved en beplantning af kabbeleje og andre lave, tætte sumpplanter rundt om. Sent på efteråret graves disse skåle op og overvintres frostfrit indendørs og således, at jord og planter hele tiden er jævnt fugtige.
Vandkærte er plantet sammen med nøkkerose og vandspir i et lavt bødkerkar.
Anvendelse: Vandkærte er en smuk sumpplante, der med sine blå blomster giver havens vandbassin en særlig charme. Den kan også plantes i et bødkerkar, en oversavet vintønde eller en vandtæt beholder af keramik sammen med dværgformerne af nøkkerose og ægte vandhyacint.
Arter:
Pontederia cordata har hjerteformede blade og indtil 1 m høje blomsteraks. Hovedblomstringen finder sted i juli-august; men der forekommer ofte en efterblomstring senere på sommeren. Blomsterne tiltrækker honningbier og andre insekter i stort tal.
Pontederia lanceolata med lancetformede blade og lyseblå, indtil 120 cm høje blomsteraks er knap så hårdfør som den førstnævnte art, og den bør derfor flyttes indendørs i vinterhalvåret. Eventuelt kan den dyrkes i et lavvandet bassin i en vinterhave eller et koldhus.