Melbærris - Arctostaphylos

Melbærris har fået sit danske navn af frugterne, der ved modenhed er me­lede. Det botaniske navn Arctostaphy­los fortæller, at bjørne gerne æder frugterne. Slægten består af arter med hele blade og krukke- eller klokkefor­mede blomster i klaser eller toppe. Blomsterfarven er hvid eller lyserød, og frugten er en rød eller sort stenfrugt med få sten.

Hede-melbærris (Arctostaphylos uvaursi) har tyttebærlignende, stedsegrønne blade og krukkeformede, lyserøde blomster.

Anvendelse: Melbærris-arterne kan plantes i havens lyngbed i mager jord og formeres ved deling eller ved aflæg­gere.

Hede-melbærris har ligesom tyttebær røde frugter; men disse er tørre og melede.

Arter:

Bjerg-melbærris (Arctostaphy­los alpina) er vildtvoksende i højfjelde på den nordlige halvkugle samt i Ark­tis. Planten er krybende. Bladene far­ves om efteråret røde og forbliver således på planten, til de det følgende forår bliver grå og visner for til sidst at falde af planten. Blomsterknopperne udvikles om efteråret, og planten blomstrer det følgende forår i maj-juni med hvide, hængende blomster. Frug­terne er sorte, modner i august og er uden smag.

Hede-melbærris (Arctostaphylos uva­ursi) er udbredt på den nordlige halv­kugle og har en vid udbredelse i Euro­pa, hvor den mod syd vokser i bjergeg­ne. I Danmark er den almindelig i magre egne i Jylland, i øvrigt sjælden. Planten er krybende med stedsegrøn­ne, på oversiden svagt rynkede blade. Blomsterne er lyserøde og frugterne røde med tørt, melet frugtkød. Hede-melbærris er en gammel læge­plante, hvis blade indeholder et glyko­sid, arbutin, der tidligere blev anvendt som middel mod blære- og nyrebæk­kenbetændelse. Bladene indeholder desuden garvestoffer og har været an­vendt til garvning.