Kæmpebjørnekloen er en dekorativ prydplante, som imidlertid på forbavsende kort tid breder sig som det værste ukrudt. Den bør aldrig sås eller plantes, hverken i små eller store haver. Den er næsten umulig at udrydde, og for øjeblikket breder den sig nærmest som en pest over det meste af landet, langs veje, i levende hegn, i plantager og skove. Landboforeninger, statsskovvæsenet og andre forsøger at hindre yderligere udbredelse og gør alt for at slå den ned.
Der er flere grunde til denne heksejagt på den smukke, imponerende og dekorative plante. For det første er dens vækstkraft så stor, at den breder sig på dyrkede planters bekostning og tager lys og næring og vand fra dem. For det andet er plantens saft så giftig, at mange mennesker får ubehagelig, smertende og langvarig eksem ved berøring.
Bjørnekloen bliver to til tre meter høj. Stænglerne er hule, kraftige og furede. Bladene er meget store, fjersnitdelte. Blomsterne er hvide eller grønlige og samlet i en stor, hvælvet skærm. Frøene er ovale og fladtrykte. Hele planten har en ubehagelig lugt.
De tørrede frøstande anvendes i stor udstrækning til indendørs pynt i vintertiden. Ved transporten af frøstandene er det umuligt at undgå spredning af frøene. Første sommer dannes en rosetagtig plante, som blomstrer det følgende år.
Ved hyppig nedhugning med le kan man holde planterne nogenlunde i ave, så man undgår blomstring. Men efter gentagne nedhugninger danner planten ganske korte blomsterstængler, som især i tætte bevoksninger mellem buske og lignende ubemærket kan udvikle spiredygtige frø.
Opgravning af hele den kødfulde og forgrenede rod er en effektiv, men næsten uoverkommelig metode.
--