Bunddække­planter

I skyggebedet er skovmærke (Asperula odorata) og bregner selvskrevne bundplanter.

Bunddækkeplanter er forholdsvis lavt voksende planter med evne til i løbet af en eller to vækstsæsoner helt at dække jorden med deres stængler og blade, noget afhængigt af den valgte plantearts væksthastighed og afstanden mellem planterne. Ved valg af bund­dækkeplanter må der tages særligt hen­syn til arealets klimaforhold, jord­bundsforhold og øvrige planter på are­alet. Mange bundplanter egner sig kun til plantning i fuld sol, andre udeluk­kende i skygge. Men enkelte arter er indifferente, det vil sige, at de trives lige godt i sol og skygge; med andre ord er det de ideelle bundplanter for en ukyndig haveejer eller en nybegyn­der på området.

På fugtig jord, på tør jord, i fuld sol og i skygge er den krybende fredløs (Lysi­machia nummularia) en glimrende bund­plante.

Primula vialii er en elegant, men ikke helt hårdfør bundplante i en lys skovbund, her sammen med bregner og hasselurt (Asarum europaeum).

Skovbund: I naturen er de fleste bund­planter såkaldte skyggeplanter, der trives i skyggen af højere træer og buske. Mange er stedsegrønne, andre er stauder med en hurtig udvikling og tidlig bortvisnen. De fleste bundplanter er lave eller krybende planter, der sjældent bliver højere end ca. 30 cm. Enkelte arter er dog kraftigere som nyserod (rød julerose) på 50 cm, kæm­pesten bræk på 60 cm og funkia på 70 cm. Blandt de stedsegrønne skov­bundsplanter finder vi en række af de allerbedste haveplanter som hasselurt, nyserod, vedbend, vinterglans og vin­tergrøn. 

Den gule stenurt (Sedum karntschaticurn) er en god bundplante i fuld sol.

Bunddække i sol: I haven er det lige så vigtigt at anvende en grøn eller blom­strende bund i de solbelyste bede som i havens skovbund. De solelskende bundplanter kan anvendes mellem an­dre stauder, mellem roser og omkring fritstående prydbuske. Især i stenbe­det, på terrassen og på større mure er disse bundplanter velegnede. Mange alpeplanter og stenhøjsplanter funge­rer udmærket som bunddække i sol, ikke mindst blåpude, kalkkarse, klok­keblomster, stenurt og timian.

Bunddække i rosenbedet: Rosenplan­terne er smukkest i blomstringstiden, men fra november til april er de ofte stive og kedelige, uden blade og med nøgen jord forneden. En plantning af krybende bundplanter kan gøre under­værker i et sådant bed. Man skal blot undgå alt for kraftigt voksende bund­planter, som vil klatre op i rosenbuske­ne og næsten helt skjule dem. Især guldnælde og vintergrøn kan på næ­ringsrig jord tit blive for voldsomme. Plantning af bundplanter kræver en ret stor indbyrdes afstand mellem rosen­planterne, dels af praktiske grunde ved selve plantningen, dels af hensyn til vedligeholdelsen med beskæring og af­pudsningen af roserne. Bundplanterne kan desuden være til besvær, hvis sarte roser skal vinterdækkes eller ved top­dressing af jorden.

Som bundplanter i rosenhaven kan følgende anbefales: lave brudeslør, krybeklokke, lammeøre, stenurt, timi­an, vinterglans, vintergrøn (kun på let jord) og waldsteinia.

Bundplantning af bakkenellike (Dianthus deltoides), enkelte galtetand (Stachys grandiflora), pileurt (Polygonum affine), nøgleblomstret klokke (Campanula glomerata) og løvefod (Alchemilla alpina). I midten nogle blade af bronzeblad (Rodgersia pinnata).

Bunddække i staudebedet: Det gam­meldags engelske staudebed har så tæt en plantebestand, at bundplantning er unødvendig eller umulig. I moderne staudehaver vil lave bundplanter der­imod kunne fremhæve den elegante vækst hos solitærstauder , og de kan bryde ensformigheden i store staude­grupper med ensartede vækstformer og farver. Mellem kraftige stauder kan man anvende en kraftig bundvegetation, uden at det går ud over helheden. Lave stauder vil således være et godt supplement til kæmpestauder som rid­derspore, hjortetrøst, gyldenris og høstasters. Som bundstauder kan bl. a. anvendes bakkestjerne, brudeslør, natlys, skønhedsøje og salvie.

Foran de violette salvie (Salvia nernorosa) et tæppebed af tornnød (Acaena buchananii), fyldt med morgenstjerneagtige frugter.

Bunddække i rododendronbedet: Ro­dodendron trives bedst i en humusrig, sur jord, og derfor må bundplanterne på en sådan lokalitet have samme krav til jordbund og næring. Her kan hede­lyng, klokkelyng, høstlyng, gaultheria, myrtekrukke, blåbær og tyttebær an­vendes. Efter få år vil de fleste rodo­dendron have bredt sig så meget, at deres vintergrønne blade helt lukker for lys og luft, og så vil underplantnin­gen ikke længere have en chance for at overleve.

Blomsterplænen: Græsplænen i sig selv er blot en tætplantning af ensartede bundplanter, der er særlig velegnet til at tåle færdsel, leg og boldspil. For at trives skal plænen blot til stadighed klippes, gødes og vandes. Men andre planter end de ret ensformige græs­planter er velegnede til plæner. Til en blomsterplæne kan man vælge en ræk­ke helt lave, krybende bundplanter, som trives under tørre forhold og of­test i fuld sol. Hertil kan de forskellige former af timian anvendes. Trædepude er navnet på en glimrende plæneplan­te, der i løvet minder om bittesmå bregner. I fuld sol er planterne grønbrune, i skygge saftiggrønne. De kan slås med plæneklipper, hvis man øn­sker det. Andre trædeplanter kan også anvendes, men de to her nævnte er de sikreste og mest slidstærke. Til havens solbadeplads er de begge velegnede bundplanter.

I øvrigt gælder det også her, at man skal gøre jorden pinligt ren for u­krudtsplanter før plantning af bund­planterne. Når disse først har bredt sig som et tæt tæppe, er det næsten umu­ligt at fjerne rapgræs og andre ukrudts­planter, som skyder op mellem blom­sterplanterne.

Se: Planteskemaer - Bunddækkeplanter