Logo

Gøgeurt - Dactylorhiza og Orchis

Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder
Tip en venFacebook

Gøgeurt - Dactylorhiza og Orchis

Gøgeurterne blomstrer samtidig med gøgens komme, og begge parter har spillet en rolle i folke-erotikken. Gøge­urternes testikelformede rodknolde er blevet anvendt som elskovsmiddel; det botaniske navn Orchis er det græske ord for testikel.

Botanikerne har nu opdelt gøgeurter­ne i to slægter, Orchis og Dactylorhiza; det sidste navn betyder »fingerrod« efter denne slægts hånddelte eller fin­gerdelte rodknolde. De botaniske ken­detegn på de to slægter er, at Orchis har udelte rodknolde, næsten bladløse stængler og bladene samlet i en roset. Dactylorhiza har hånddelte rodknolde, løvblade op ad stænglerne og grønne støtteblade ved blomsterne.

 

Bladene er aflange, elliptiske og bue­nervede. Blomsterne sidder i aks; de har en tydelig spore, og læben er indskåren på forskellig vis, afhængigt af arten. Frøene er meget små og indeholder overhovedet ingen oplags­næring. De er derfor ikke i stand til at spire ved egen kraft, men får tilført den nødvendige plantenæring fra nogle svampe, som bogstavelig talt vokser ind i gøgeurtens frø; dette forhold kaldes mykorrhiza eller svamprod, se artiklen Svamprod. Ved spiringen dan­nes først en ormeagtig stængel (protokorm = førstestængel). Dens yderste cellelag er helt gennemvokset af svam­petråde. Det tager flere år, før proto­kormen har dannet rødder, og så først sendes de bladbærende skud opad. Der kan derfor gå mange år mellem frøspiring og blomstring hos gøgeurt og mange af de øvrige orkideer. På grund af den langsommelige spiring foretrækker avlerne vegetativ forme­ring, oftest en deling af knoldene.

 

Vækstkrav: De fleste gøgeurter fore­trækker kalkrig og veldrænet jord. Jor­den skal helst have en vis fugtigheds­grad, hvorfor planterne i vild tilstand oftest forekommer i enge, skovbryn eller skovlysninger , hvor de findes på græsbevoksede arealer. De blomstrer bedst i fuld sol.

 

Pleje: Gøgeurter formeres som nævnt ved deling af rodknoldene. Knoldene lægges om efteråret eller tidligt om foråret, før væksten går i gang. Bedet må tilberedes omhyggeligt. Først bort­graves den eksisterende jord i 60 cm's dybde, svarende til to spadestik. Ne­derst i denne udgravning lægges et 20 cm tykt drænlag af singels, små mur­brokker eller potteskår. Dette lag sør­ger for, at overflødigt vand bortledes, så at rodknoldene ikke rådner væk om efteråret og vinteren. Oven på drænla­get fyldes op med græstørv, som lægges med oversiden nedad og rødderne opad; øverst lægges et 10 cm tykt lag af kalkholdig havejord. Knoldene læg­ges, så de er dækket af 5 cm jord. I tørre perioder sørges der for omhygge­lig vanding; men efter afblomstring og nedvisnen behøver gøgeurterne ingen pleje. De har nu en hvileperiode, der varer til vækstsæsonen det følgende forår. Man kan komme ud for, at gøgeurter »glemmer« at spire frem et givet år; men det behøver ikke at betyde, at de er døde. Knoldene lever  videre i jorden og spirer først det følgende år.

 

Anvendelse: Gøgeurter er så sjældne og specielle planter, at de må placeres med omtanke i haven. De hører i virkeligheden kun hjemme i blomster­engen eller naturhaven, hvor vækst­betingelserne nærmer sig de naturlige. Plantesamlere kan lade gøgeurter og andre jordorkideer indgå i en plant­ning langs et »kunstigt skovbryn«. En­kelte planteskoler forhandler gøgeur­ter og andre frilandsorkideer som pot­teplanter. Man skal aldrig hente gøge­urter i naturen. For det første gør man naturen fattigere ved at fjerne disse spændende planter, og for det andet kan de »vilde« gøgeurter sjældent overleve flytningen fra naturengen til havebedet. Endelig er en lang række jordorkideer fredet; de må hverken plukkes eller opgraves på deres natur­lige voksested.

Gode naboplanter til gøgeurter og an­dre jordorkideer er akeleje, bregner, skovgræsser og turbanlilje.

 

Riddergøgeurt (Orchis militaris) bliver indtil 50 cm høj.

 

Plettet gøgeurt (Dactylorhiza maculata) har kraftige blomsterstande af varierende farve.

 

Arter: Gøgeurterne er nedenfor om­talt under deres danske navne, men opdelt i de to botaniske grupper, Dac­tylorhiza og Orchis.

 

Dac­tylorhiza

Dactylorhiza har to hånddelte eller lappede knolde. Blomsterne er rød­spraglede, gule eller hvide og er samlet i aks med urteagtige, ofte farvede støtteblade. De har en tydelig spore, og læben er indskåren. Bladene sidder spredt op ad stænglen.

 

Hyldegøgeurt (Dactylorhiza sambuci­na) er 10-30 cm høj. Bladene sidder spredt op ad den robuste stængel. Støttebladene (højbladene) er hindeagtige og blomsterne kødfarvede eller hvidgule med svag, hyldeblomstagtig duft. Den er vildtvoksende og almin­delig i Alperne, men efterhånden me­get sjælden i Danmark, ikke mindst p.gr. af tilgroning, opdyrkning og be­plantning af de naturlige voksesteder.

 

Kødfarvet gøgeurt (Dactylorhiza in­carnata) er en meget variabel art, 15­35 cm høj. Bladene er smalle og blom­sterne små og kødfarvede. Den findes vildtvoksende i moser, enge og på strandenge. Der findes en række un­derarter i Danmark, bl.a. hvidgul gø­geurt (ssp. ochroleuca) med hvidgule kroner og lysegule læber uden tegnin­ger, og blodplettet gøgeurt (ssp. cruen­ta) med purpurrøde blomster med fine tegninger og sortbrune pletter på beg­ge sider af løvbladene.

 

Majgøgeurt (Dactylorhiza majalis) har en hul stængel og er 15-30 cm høj. Bladene er brunplettede og aksene tætblomstrede og valseformede. Blom­sterne er ret store, lillarøde, med far­vede prikker og pletter på læben. I Danmark vokser den i fugtige enge, hvor den præger blomsterfloret sam­men med kødfarvet gøgeurt. Den blomstrer fra maj til juli.

 

Plettet gøgeurt (Dactylorhiza macula­ta) har en 20-50 cm høj, tynd stængel med smalle, lancetformede blade med brune pletter. Akset er tætblomstret og valseformet; blomsterne er hvidlig­-rødlilla; læben har mørkerøde pletter og striber. Den findes især i hedemoser i Jylland.

 

Purpurgøgeurt (Dactylorhiza purpurel­la) er en sjælden plante, som i Dan­mark kun findes i nordjyske vældmo­ser og klitlavninger. Den er 10-25 cm høj, bladene lancetformede, mørke­grønne med små pletter ud mod spid­sen af bladene. Blomsterakset er kort og bredt, blomsterne små og mørkt purpur.

 

Hyldegøgeurt (Dactylorhiza sambuci­na)

 

Orchis

Slægten Orchis har to kugleformede, ovale eller ægformede rodknolde. Blomsterne er rødspraglede, samlet i aks med små hindeagtige støtteblade, tydelig spore og trelappet underlæbe. Bladene sidder oftest som en roset nederst på planten.

 

Abegøgeurt (Orchis simia) er 20-40 cm høj. Bladene er samlet i en roset ved basis. Blomsterakset er kort og næsten kugleformet; de enkelte blom­ster er 20-25 mm store og ligner lyserø­de aber med mørkrosa arme, ben og hale, heraf det danske og det botaniske navn; simia er latin og betyder abe. Planten vokser på solstegte, tørre skrå­ninger i de sydeuropæiske bjerge og er vanskelig at dyrke her i landet, selv i et morænebed.

 

Bakkegøgeurt (Orchis ustulata) er 10­25 cm høj. Den er spinkel og har smalle blade, samlet i en roset. Blom­sterne ligner miniatureudgaver af den kendte store gøgeurts blomster. Den øverste del af blomsterstanden er sort­agtig (ustulata = sveden); blomsterne har en sød duft. Den vokser i kalkhol­dig jord på skrænter og bakker. I Danmark findes den nu kun i Himmer­land og Hornsherred.

 

Mosegøgeurt (Orchis palustris) er en spinkel plante, der bliver 25-35 cm høj. Bladene ligner græsblade. Blom­sterstanden er stor og elegant med lysende purpurrøde blomster. Den vokser på fugtige enge, i Norden dog kun på Gotland. Hvis man vil studere vilde gøgeurter, kan det bedst ske på Gotland og Oland, som er et eldorado for orkide interesserede.

 

Riddergøgeurt (Orchis militaris) har både sit danske og sit botaniske navn efter de bajonetformede blade og de øverste blomsterblades lighed med en ridderhjelm. Den bliver 30-50 cm høj og vokser i krat og lyse skove. Den er ret almindelig i Mellemeuropas kalkbjerge; i Norden findes den i Skåne og Blekinge samt på Oland og Gotland. De kraftigt karminrøde blomster er i fuldt flor i juni.

 

Salepgøgeurt (Orchis morio) har kugle­runde rodknolde. Stænglen er 10-25 cm høj med små løvblade. Der er ret stor afstand mellem de enkelte blom­ster i akset. Det øverste af blomsten er hætteformet samlet, purpurrødt med grønne årer; det kan minde om en narrehætte (morio = nar). Plantens danske navn hentyder til den tidligere medicinske brug af de tørrede knolde mod diarre. Salepgøgeurt er sjælden i Danmark, men træffes nu og da på strandoverdrev og skrænter.

 

Spitzels gøgeurt (Orchis spitzelii) er en 15-25 cm høj, robust plante med brun­grønt anløbne blomsterblade foroven og røde, brede læber med nedadrettet spore. Den vokser på kalkbjerge i Mellemeuropa, hvor den bl.a. træffes ved Gardasøen. På Gotland findes den på en enkelt lokalitet.

 

Stor gøgeurt (Orchis purpurea) er den største af vore vilde gøgeurter; dens stængler kan opnå en højde på 60 cm. Blomsterne er store, lyst purpurfarve­de med en bred underlæbe. Den hører hjemme på kalkholdig jord i skovbryn og skovlysninger. I Danmark er dens udbredelse indskrænket til Treide og Rosenvold i Jylland, Vejlby Skov og Røjle Klint på Fyn, Hesnæs på Falster samt Møns Klint.

 

Tyndakset gøgeurt (Orchis mascula) har ovale knolde, 20-35 cm høje stængler og et åbent, valseformet blomsteraks. Blomsterne er violetrøde med farvede, hindeagtige støtte blade. Bladene er grønne eller brunprikkede. Den vokser vildt hist og her på de danske øer og i Østjylland, hvor den findes på fugtig muldjord i skove og krat.

 

Andre slægter: Udover gøgeurt findes en række vildtvoksende orkideer, der med vekslende held kan dyrkes i ha­ver. Se artiklerne Fruesko, Gøgelilje, Hullæbe, Japanorkidé, Rederod, Skovlilje og Tibetorkidé.

Klik på den smiley du vil give denne side 
Brugernes vurdering 4,0 (12 stemmer)
Siden er blevet set 3.918 gange - Se og skriv kommentarer herunder.

Kommentarer og debat mellem læsere

Din e-mail bliver ikke vist på sitet.

Fortæl dine venner om os