Logo

Hvide Roser - Jomfruroser - Rosa x Alba

Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder
Tip en venFacebook

Albaroserne, som er vildtvoksende i Kaukasus og på Krimhalvøen, kan være opstået gennem en naturlig hybridisering mellem en Rosa damasce­na og en hvidblomstret Rosa canina ...

RØDMENDE JOMFRUER - Billede af 'Mme Plantier'

 

Albaroserne, som er vildtvoksende i Kaukasus og på Krimhalvøen, kan være opstået gennem en naturlig hybridisering mellem en Rosa damasce­na og en hvidblomstret Rosa canina. Man ved det ikke helt sikkert. Rosa gallica nævnes også i den sammen­hæng. Man har heller ikke kunnet fastslå alderen på albaroserne, men man regner med, at de fandtes i antikken. Det kan have været ro­merne, der bragte dem til England, hvor man altid har taget sig ekstra godt af dem, og Plinius skriver, at der voksede masser af hvide roser der.

At der blev dyrket hvide roser i middelalderen, har »doctor univer­salis« Albertus Magnus dokumen­teret, og der er også belæg for det i malerkunsten. Bl.a. regnes de hvi­de roser i Schongauers Madonna i rosenhaven, som hænger i domkir­ken i Colmar, for at være albaro­ser, måske Rosa x alba 'Semiplena' ('Suaveolens'). I det hele taget af­bildedes jomfru Maria ofte med en hvid albarose, hvilket har givet an­ledning til navnet jomfruroser. De hvide albaroser sås som et talende symbol for det jomfrueligt rene, og at de lidt efter lidt har fået rosa nu­ancer - gennem hybridiseringer med rosa roser fra andre grupper, først og fremmest damascena ­gør, at betegnelsen albarose, som egentlig betyder hvid rose, føles lidt forkert. Uden tvivl har det rosa ind­slag imidlertid tilført gruppen både variation og skønhed. Det uskyldsre­ne er gået over i let rødmende ungpigecharme, undertiden med sensuelt touch. Hvad det var for roser, renæssance kunstneren Sandro Botticelli havde for øje, da han malede kærlighedsgudinden Venus' fødsel, er vel ikke helt klarlagt, men de ser da ud som rosa albaroser med udstråling og symbolik langt fra middelalderens sakrale tankegange. Da den flam­ske maler Jan Brueghel d.æ. derimod ca. 100 år senere malede sine blom­sterbilleder, var roserne roser og ikke andet. De er så naturtro, at Gra­ham Stuart Thomas kunne fastslå, at det bl.a. drejer sig om Rosa x alba 'Maxima'. Det er ikke kun centifolieroser, som værdsættes af kunstner­ne!

Albarosen nævnes også gerne som den hvide rose i Rosekrigen 1455-1485, en blodig engelsk borgerkrig, hvor kampen om kronen stod mel­lem slægterne Lancaster og York, som havde en rød hhv. hvid rose i de­res våben. Først da Henrik Tudor, Henrik VII, som hørte til en af Lan­casters sidelinjer, giftede sig med prinsesse Elisabet af York, blev der fred. Skønt stridighederne er på sin vis ikke rigtigt forbi endnu. Rosen­eksperterne er nemlig ikke enige om, hvad det er for en hvid albarose, York har i sit våben. Rosa x alba 'Semiplena' ('Suaveolens') har det sy­nonyme navn 'The White Rose of York', men der er en skole, der i stedet holder på Rosa x alba 'Simplex'. Måske har de allermest ret, som hæv­der, at det er vildrosen Rosa arvensis, der har været forlæg for våbenro­sen. (Den røde rose i Lancasters våben angives oftest at være en Rosa gallica 'Officinalis'.)

Albaroser, som findes i alle gamle haver, plejes af nutidens rosenven­ner som de fineste slægtsklenodier. Undertiden ved man ikke, hvad det er for en rose, men kalder den slet og ret for gammeldags rose. Det, der gør albaroserne så yndede, er nok først og fremmest duften. Mange af dem kan konkurrere med damascenerne om betegnelsen »mest duftende ro­se«, og nogle sorter benyttes også ved fremstilling af rosenolie. Desuden er de fordringsløse og nemme at passe, og de fleste klarer vintrene langt op i Norrland. De er højere end andre gamle roser og blev engang kaldt »treeroses- i England. Den kraftige vækst, som egentlig rimer dårligt med de yndefulde blomster, gør dem velegnede som solitærplanter, men de kan også blive en smuk afslutning af haven i en fritvoksende, høj hæk. En del af dem gør sig udmærket i espalier, og det går også fint på en nordvæg. Vil man plante en rose, hvor der er lidt skygge, bør man gå ef­ter albaroserne. De er mere tolerante sådanne steder end de fleste andre roser.

Farven holder sig inden for registret hvid-lysrosa-dybt rosa. Jo flere damascenagener der er i rosen, desto kraftigere er den rosa tone. Til ken­detegnene hører kraftige torne såvel som de lange, elegant fligede bæger­blade.

 

Andre albaroser: 'Blanche de Bel­gigue', billede herunder, hvid, fyldt (Vi­bert 1817); 'Blush Hip', rosa, tætfyldt (1840); 'Chloris', lysrosa, tætfyldt (Prevost 1835); 'Josephine de Beau­harnais', rosa, tætfyldt (Vibert 1823); 'La Virginale', hvid, fyldt (Moreau­Robert 1840); 'Pompon Blanc Par­fait', rosa-hvid, tætfyldt (Verdier 1876).

 

Artikel billede

En næsten helt hvid rosenhave med bl.a. slyngrosen 'Seagull' og albarosen 'Blanche de Belgique'. En fantastisk oplevelse i lyse sommernætter!

--

Opret din egen Havebog
Klik på den smiley du vil give denne side 
Brugernes vurdering 5,0 (3 stemmer)
Siden er blevet set 3.520 gange - Se og skriv kommentarer herunder.
• Fellemberg - La Belle MarseillaiseEn bedårende rose, som spreder glæde langt ud på høsten, hvor løvet er lige så frisk grønt...
• Rose de Meaux - De MeauxSiges at være fundet i haven hos bi­skoppen i Meaux, som elskede roser. Ingen typisk...
Afstemning
Hvilken blomst er kønnest i haven?







Afstemning
Hvilken frugt er bedst i haven?



Afstemning
Hvilke bær er bedst i haven?








Kommentarer og debat mellem læsere

Din e-mail bliver ikke vist på sitet.

Afstemning
Hvad har du i din have?







Fortæl dine venner om os