Logo

Parkroser - Vildroser, buskroser, rugosa

Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder
Tip en venFacebook

Parkroser - Vildroser, buskroser, rugosa

Rosa carolina (vildrose)

 

Parkroser, havens vilde roser

Ordetparkroser er en samlebetegnelse, der dækker over en lang række vidt forskellige rosentyper. Fælles for dem alle gælder det, at de udvikler sig til forholdsvis store buske med en eller flere blomstringer i løbet af sommeren. Langt de fleste bærer om efteråret og vinteren en overdådighed af smukke hybenfrugter, som pynter i haven og som tiltrækker mange vilde, bærædende fugle. En lang række af de her omtalte parkroser er vilde roser, botaniske arter med hjemsted i Danmark eller andre steder, både på den vestlige og østlige halvkugle. Andre er mere eller mindre forædlede roser, opstået i rosenforædlernes 'værksteder' ved krydsning med andre vilde arter eller med de arter og sorter, der har været dyrket i århundreder i Østen og i Europa. I beskrivelsen af de enkelte parkroser er der skelnet mellem 1) de egentlige vildroser,

2) buskroser, der er sorter, varieteter eller sorter af højst forskellig oprindelse, samt

3) rugosaroser, der er en af de største grupper parkroser med et kraftigt fællespræg, som skiller dem fra de fleste øvrige parkroser.

 

Vildroser.

De såkaldte vilde roser er rene, botaniske arter, som ved frøformering danner konstant afkom af fuldstændigt samme udseende og med nøjagtigt samme egenskaber som forældrene. I Danmark hører op mod en halv snes vildroser hjemme. De er alle omtalt og flere af dem afbildet. Det siger sig selv, at disse typer trives udmærket i danske haver og parker. Blot sætter de ikke pris på en lige så intensiv og gartnerisk pleje som de egentlige haveroser. I øvrigt er de meget nemme at have med at gøre. De stiller ikke større krav til voksested og jordbund, og de kræver ingen større dyrkningsindsats med gødskning, vanding eller beskæring. Der findes vildroser fra mange, fjerne himmelstrøg. Også disse arter er nemme at have med at gøre i vore haver, hvad enten de stammer fra Middelhavsegnene, Det nære østen eller fra Indien eller Kina.

De fleste vildroser besidder en stor vækstkraft, som man bør kende og erkende, før man anbringer disse roser i haven sammen med andre haveplanter. Nogle vildroser breder sig stærkt ved hjælp af underjordiske udløbere. De danner således hurtigt tætte, uigennemtrængelige krat - men det kan også gå ud over naboplanterne og

bundvegetationen. Det gælder ikke mindst karolinarosen (Rosa carolina) og glansbladet rose (Rosa virginiana).

Ved plantning på udsatte steder i blæst og på fattig, sandholdig jord bør man udsøge arter, der i naturen netop trives sådanne steder. Det gælder især klitrosen (Rosa pimpinellifolia).

 

Frühlingsanfang (buskrose)

 

Buskroser.

Begrebet buskroser omfatter så at sige alle øvrige parkroser. De udmærker sig ved at bære et kunstnavn, altså et ikke-latinsk navn. Mandarinrosen (Rosa moyesii) er en vildrose, der hører hjemme i Kina nær grænsen til Tibet. Den er omtalt som en vildrose, mens krydsninger mellem denne og andre roser er omtalt som buskroser (Rosa moyesii 'Eos', 'Fargesii' og 'Geranium'). Den tyske rosenekspert Wilhelm Kordes har indlagt sig stor fortjeneste ved et omfattende forædlingsarbejde, hvori mange 'vildroser' indgik. Blandt de mest blomsterrige og bedste parkroser bør netop Kordes' pimpinellifolia-krydsninger fremhæves. Der findes næppe bedre parkroser end de tidligtblomstrende 'Frühlingsanfang', 'Frühlingsduft', 'Frühlingsmorgen' og 'Frühlingsgold' .

Mange af buskroserne har en rankende og opret vækst. De egner sig derfor udmærket til plantning op ad lave mure eller mindre espaliers. De kunne med lige så stor ret være omtalt under afsnittet om klatreroser. Den interesserede havedyrker må derfor ikke tage sitets inddeling i de fem hovedafsnit alt for tungt. Man kan i alle hovedgrupper finde rosenarter eller rosensorter, der kan dyrkes eller anvendes som omtalt i de øvrige afsnit.

 

Rugosaroser.

Rynket rose hedder på latin Rosa rugosa. Det er altså en art, en vildrose, der formeres, anvendes og behandles lige som alle de øvrige vildroser. Men da der er opstået en lang række sorter af rynket rose med visse fælles egenskaber, har vi her valgt at rubricere dem alle som 'rugosaroser'. Det er kraftige roser med tætte torne, med udløbere og rodskud og med fintduftende blomster og meget store elegante hyben. De sætter pris på en let og veldrænet jord. Og derfor har de da også vundet stor udbredelse som 'sommerhusrose' langs Jyllands vestkyst og Sjællands nordkyst.

 

Hamburg (Buskrose)

 

Dyrkning af parkroser

Parkroserne er robuste buske, som ikke kræver overdrevet intensiv pleje. De trives i enhver havejord, oftest bedre i en let jordtype end i den tunge lerjord. Godt gennem­trængelig jord med effektivt dræn er vigtigt. De plantes forår eller efterår som barrodede planter. Drejer det sig om større antal, kan de plantes som ganske små, toårige planter - det, som i planteskolesproget kaldes lette buske. De plantes så dybt, at rodhalsen (overgangen mellem rod og stamme) er helt dækket af jorden. De skal plantes med god afstand, da de hurtigt breder sig til alle sider. Kun en enkelt af buskroserne har en næsten dværgagtig vækst. Det er dukkerosen (Rosa nitida), som plantes med en indbyrdes afstand af 40 cm. De øvrige kan sættes med 75 til 200 cm mellem de enkelte planter. Gamle buskroser kan udtyndes, hvis man finder det rimeligt; ved simpelt hen at fjerne de ældste, mest træagtige grene helt fra basis. I øvrigt skal buskroserne aldrig beskæres.

 

Anvendelse af parkroser

Alle parkroser må betragtes som prydbuske. De kan anvendes i et busket, udelukkende sammensat af en eller flere arter af parkroser. Men også sammen med andre blomstrende prydbuske vil de danne smukke busketter. Det skal dog helst være buske, som i udseende og vækstkrav svarer nogenlunde til hinanden. Undgå derfor parkroser sammen med rhododendron, bambus og andre planter med utrerede krav og specielt udseende. Plant dem hellere sammen med buske som paradisæble (Malus), slåen (Prunus spinosa), hæg (Prunus padus), bærmispel ( Amelanchier), dværgmispel (Cotoneaster), tjørn(Crataegus}, og havtorn (Hippophae).

På fritidsgrunde er alle former for vildroser den ideelle beplantning. De hegner glimrende mod dyr og mennesker, de hindrer indsyn (men også udsyn), og de er gode tilholdssteder for redebyggende og bærædende vilde fugle. Som hækplante er mange af de vilde roser også velegnede. De skal blot have god plads og bør så vidt muligt aldrig klippes på siderne eller foroven. Som dækplante på kronen af et stengærde eller en knækflisemur er vildroser og andre parkroser udmærkede. De har her en veldrænet jord og en varm vokseplads for rødderne.

Som nævnt har mange af parkroserne kraftige ranker, der ved tornenes hjælp kan klatre op i andre buske, i træer eller op ad et espalier. De kan derfor anvendes på samme måde som mange af de egentlige klatreroser. En af vore allerkraftigste vildroser er Rosa multiflora, hvis ene danske navn oven i købet er klatrerose. Den kan nå mange meters højde og helt dække træer eller nabobuske med sine ranker og yppige blomsterflor. Som murplante kan mange af Kordes' buskroser anvendes, bedst på en østvendt eller vestvendt mur. Endelig kan mange af parkroserne anvendes som solitærplante inde i haven, på græsplænen, i et bed med lave bundplanter, ved husets terrasse eller i atriumgården. Hertil bør man dog foretrække parkroser med moderat vækst som fx de mange sorter af klitrose (Rosa pimpinellifolia), samt 'Bonn', 'Cappa Magna', 'Goldbusch' og den noget større kobberrose (Rosa rubrifolia).

Ganske enkelte af vore vildroser anvendes som underlag, som grundstammer, ved forædling af vore lave haveroser. Det gælder især hunderosen (Rosa canina), rynket rose (Rosa rugosa) og klatrerose (Rosa multiflora). Efter okuleringen lever de ædle roser videre på den vilde rod. Af og til skyder der vildskud op fra denne. Hvis man ikke i rette tid fjerner vildskuddene ved at rive dem af ved deres udspring nede ved roden, tager vildskuddene hurtigt magten fra ædelrosen, og rosenbedet forvandles til et busket med udelukkende vilde roser. I afsnittet om formering er det nærmere omtalt, hvordan havedyrkeren selv kan udnytte vildroser som grundstammer til forædling af egne haveroser, både tehybrider og buketroser.

 

Haveroserne som parkroser

De egentlige haveroser eller de lave roser, som de også kaldes, bliver ved de traditi­onelle dyrkningsmetoder holdt i en kunstig, lav vækstform. Hvis man dyrker dem mindre intensivt og sparer på anstrengelserne, når det gælder beskæring, vil langt de fleste af disse såkaldte lave roser udvikle sig til kraftige prydbuske, som kan fortjene betegnelsen parkroser. I den lille have ved et typehus eller et rækkehus er der sjældent plads til mange rosenbuske af stor vækstkraft - og derfor tyr man i sådanne tilfælde til de gammeldags, hårdhændede beskæringsmetoder. Men ellers kan man få de mest pragtfulde og helt overdådigt rigtblomstrende rosenbuske ud af både tehybrider og buketroser.

 

Parkroser som hybenleverandør

Rosenhyben hører til vore mest C-vitaminrige frugter. Især hyben af rynket rose (Rosa rugosa), spansk hyben (Rosa villosa) og dyrkede former af hunderose (Rosa canina). Hybenfrugterne skal høstes, når de har fået farve, men endnu mens de er helt hårde. Når frugterne først bliver bløde, vil ascorbinsyren være overgået i en form, som ikke mere spiller en rolle for den menneskelige ernæring.

--

 

Opret din egen Havebog
Klik på den smiley du vil give denne side 
Brugernes vurdering 4,3 (12 stemmer)
Siden er blevet set 7.192 gange - Se og skriv kommentarer herunder.
Afstemning
Hvilken blomst er kønnest i haven?







Afstemning
Hvilken frugt er bedst i haven?



Afstemning
Hvilke bær er bedst i haven?








Kommentarer og debat mellem læsere

Din e-mail bliver ikke vist på sitet.

Afstemning
Hvad har du i din have?







Smæk insektet!