Logo

Vibefedt - Pinguicula vulgaris

Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder

Vibefedt - Pinguicula vulgaris

Vibefedt er en insektædende plante, der supplerer sin forsyning af kvælstof ved at opløse bløddelene af insekter, der indfanges på de fedtede, klæbrige blade. Der er mange teorier om plan­tens navn. Første led kan enten være brugt i nedsættende betydning, eller fordi blomstersporen minder om en vibetop, eller måske fordi planten vok­ser på de steder, hvor viberne indfin­der sig. Sidste led af navnet hentyder naturligvis til bladenes fedtede overfla­de. På svensk hedder planten tatort, fordi bladene, eventuelt i knust til­stand, får mælk til at løbe sammen og danne tykmælk (tåtmjolk); pinguicula er et formindskelsesord af pinguis = fedt, altså »den lille fedtede«. 

 

Vibefedt (Pinguicula vulgaris) er en spændende insektædende plante, som er vanskelig at dyrke.

 

Vibefedt (Pinguicula vulgaris) har klæbrige blade, hvis rande ruller sammen om insek­ter, som er uheldige at krybe ind over bladet.

Bladene er rosetstillede, stilkløse og ægformede med indrullet rand og besat med kirtelhår; de er skinnende lyse­grønne. Blomsterne. sidder enkeltvis på 5-15 cm høje stængler og er violet­te, læbeformede og forsynet med en spore. Insekterne bliver lokket til af bladenes søde slim, hvori de bliver hængende; ved deres kamp for at slip­pe fri pirre s bladrandene til at rulle sig sammen. Fra bitte små kirtler udskilles et mavesyrelignende enzym, som oplø­ser de æggehvideholdige dele af insek­tet; derefter åbner bladet sig på ny, og kun de ufordøjelige, tørre dele som vinger o.lign. er tilbage.

 

Vækstkrav: Vibefedt trives kun på me­get fugtig jord, men uden stående vand. Efter afblomstringen udvikles frugter med støvfine frø, som af vinden kan føres langt bort. Om efteråret dør bladene, og planten overvintrer som rodløse knopper, der fortsætter væk­sten det følgende forår. Hos nogle udenlandske arter dannes der dog yng­leknopper på bladene, der som grønne knappenålshoveder driver omkring på vandet for muligvis at lande på en ny vokseplads.

 

Andre arter:

Pinguicula alpina hører hjemme i Alperne; den ligner til for­veksling den almindelige vibefedt; men blomsterne er mere rødlige med hvid midte og en gullig spore.

 

Pinguicula gypsicola fra Mexico kan dyrkes i koldhus, hvor den skal holdes ret tørt i vintertiden. Det er en ejen­dommelig plante med små rosetter af talrige, smalle blade med tilbagerullet rand. Blomsten er purpurviolet med en 2,5 cm lang spore. Om efteråret dan­ner planten en fast roset af tætte, korte blade.

 

Pinguicula moranensis (eller Pinguicu­la caudata) fra Mexico har meget kød­fulde, bredt ægformede blade, der glinser smukt af tætsiddende kirtler. De 5 cm brede, langsporede blomster er rosenrøde med lyst svælg. Den kan dyrkes i koldhus eller varmhus og skulle have mulighed for at klare sig som stueplante, hvis den dyrkes i flade skåle med fugtigt mos, spagnum og sand.

Facebook
Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder
Opret din egen Havebog
Klik på den smiley du vil give denne side 
Brugernes vurdering 4,9 (7 stemmer)
Siden er blevet set 2.701 gange - Se og skriv kommentarer herunder.

Kommentarer og debat mellem læsere

Din e-mail bliver ikke vist på sitet.

Afstemning
Når du spiser take-away, hvad er det så?






Effektiv reklame - klik her