Slægten omfatter ca. 100 forskellige arter af træer eller buske med spredte, fjernervede blade, der hos nogle arter er lappede eller fligede, hos andre uligefinnede.
Hvor røn har plads til at udvikle sig, får den en bred og dekorativ krone.
Kronen består af både kort- og langskud med store vinter knopper. Blomsterne er hvide eller hvidgule, ret små og samlet i store sammensatte, halvskærmlignende stande; de er tvekønnede med 5 bægerblade, 5 kronblade og talrige støvdragere. Under blomstringen udsender de en ubehagelig duft ligesom hvidtjørn. Frugten er en kødet kernefrugt, dvs. en bærlignende falsk frugt, hvor den saftige del udgøres af blomsterbunden, mens frugtbladenes vægge danner kernehuset omkring frøene.
De tunge bærklaser hos almindelig røn (Sorbus aucuparia).
Vækstkrav: Røn trives bedst på en mager, sandet muldjord i fuld sol. Den findes overalt i landet i skove, krat og hegn, ofte på meget vindudsatte steder, og dyrkes desuden i vid udstrækning i haver og parker som prydtræ samt som læhegn i markskel og lignende steder.
Almindelig røn (Sorbus aucuparia) er særlig smuk om efteråret med de røde bær og gyldne blade.
Røn stiller kun små krav til klima og jordbund. Den tager kun lidt plads og er derfor velegnet til småhaver.
Arter:
Akselrøn (Sorbus aria) er egentlig en samleart, omtalt i artiklen Akselrøn.
Almindelig røn (Sorbus aucuparia) er et lille træ, der sjældent bliver over 10 m højt. Barken er blank og glat, og bladene er spredte, uligefinnede, med 5-8 par aflangt lancetformede, savtakkede småblade. Blomsterne er svagt gullighvide, ret små og sidder i tætte halvskærmlignende stande; de fremkommer i slutningen af maj eller begyndelsen af juni. Frugterne er koralrøde og næsten kuglerunde; smagen er sur, men aromatisk, og de anvendes i vid udstrækning i husholdningen, Almindelig røn er som de fleste andre arter et udpræget lystræ, der anvendes i mange haver, hvor fuglene holder af at spise frugterne om efteråret. Træet er både vind- og hårdført.
Amerikansk røn (Sorbus americana) minder meget om almindelig røn, men er større og kraftigere, Grenene er rødbrune; bladene er 25 cm lange med 13-17 småblade af en friskgrøn farve, som i oktober ændres til en smukt gyldengul farvetone. De skarlagenrøde frugter er ret små, 6 mm i diameter, og sidder samlet i store, dekorative klaser. Planten har en opret vækst og er velegnet i både mindre og større haver samt som vejtræ.
Bredbladet røn (Sorbus latifolia) har brune frugter med korkporer. Bredbladet røn minder meget om tarmvridrøn. Den bliver indtil 18 m høj med hvide blomster i maj og brune frugter med korkporer i september.
Finsk røn (Sorbus hybrida) ligner seljerøn en del og er formentlig en krydsning mellem almindelig røn og akselrøn. Planten bliver op til 5-8 m høj, har tæt, rundagtig krone og lyse blade; disse har forneden 1-3 par frie flige, mens resten af bladpladen er fjerfliget til fjerlappet med groft savtakket rand. Blomsterne er hvidgule, samlet i halvskærm lignende stande, der fremkommer i maj eller begyndelsen af juni. Frugterne er kuglerunde, ca. 10-12 mm, og kraftigt røde.
Hvid røn (Sorbus koehneana) er en opretvoksende busk, der bliver omkring 3 m høj med let overhængende grene. Barken på de yngre skud er rødbrun, glat og bliver senere mørkere med korte barkfurer. Bladene er sammensat af 17-25 aflange småblade; bladranden er skarpt savtakket. Blomsterne er samlet i 4-8 cm brede, overhængende toppe og udfoldes i maj-juni. Frugterne er runde, 6-7 mm i diameter, og hvide med en rødlig frugtstilk. Trives bedst på en noget mager muldbund i fuld sol og bliver særdeles smuk om efteråret p.gr. af de hvide frugter, der tegner sig mod løvets rødlige høstfarve.
Seljerøn eller bornholmsk røn (Sorbus intermedia) er et ret stort træ, omkring 20 m højt, med fjerlappede, ægformede og savtakkede blade, hvis underside er gråfiltet. Blomsterne er hvide til gullighvide og en smule større end hos almindelig røn. Frugterne er orangerøde og forsynet med spredte korkporer; de fremkommer uden forudgående befrugtning, Seljerøn trives bedst på en mager muldbund i fuld sol. Den er vildtvoksende på Bornholm og kaldes derfor undertiden bornholmsk røn. Plantes ofte som vejtræ og finder desuden stor anvendelse som læplante i større hegn i markskel.
Tarmvridrøn (Sorbus torminalis) ligner slet ikke de øvrige arter af røn. Dens bark er først glat og gråsort, senere skælagtig, omtrent som hos hvidtjørn. De unge grene er hårede, de ældre glatte og rødbrune. Knopperne er klart grønne, let afrundede, Bladene er brede med 5-7 flige og kan minde lidt om ahornens løv. Bladenes overside er friskgren. undersiden lysegrøn med hvide hår; om efteråret får løvet en pragtfuld rød høstfarve. Blomsterne er hvide og sidder i løse, åbne skærme. Frugterne er runde eller en smule aflange med en mærkelig læderbrun farve og besat med lyse korkporer; smagen er meget syrlig. Bærrene blev allerede i oldtidens Rom anvendt som lægemiddel mod kolik, og både det danske og det botaniske navn (tormina = mavesmerter) hentyder til denne egenskab. I Danmark er træet vildtvoksende bl. a. på Bornholm.