De forskellige arter af fjergræs har alle meget elegante, fjerformede aks. Det botaniske navn Stipa kan have forbindelse med det latinske ord for halmstrå, stipula. Fjergræsset hører bl.a. hjemme på de nordamerikanske prærier, hvor det mange steder er det dominerende græs. De forskellige arter varierer fra 40 til i højden. Planterne vokser i tætte tuer med lange og smalle blade.
Vækstkrav: Fjergræs er ret tørketålende og stiller ingen større krav til jordbunden. Arterne udvikler de smukkeste blomsteraks, når de står i fuld sol. Enkelte arter er ikke helt hårdføre i vort klima, fordi vinteren er for fugtig for deres rødder.
Pleje: Fjergræs formeres let ved frøudsæd eller ved deling af ældre planter i det tidlige forår. Når de plantes på en tør, veldrænet, kalkholdig jord, kræver de ingen særlig pleje. Den visne top bør aldrig skæres bort om efteråret, 'men skal have lov at stå vinteren over, selvom den måske bliver lidt pjusket i vinterblæsten. Nedskæring skal ske i det tidlige forår, inden de nye skud kommer frem.
Anvendelse: Fjergræs kan anvendes på stenbede, lyngbede eller til beklædning af sydvendte skråninger og er velegnet på stengærder eller på støttemure af knækfliser, hvor der er godt afløb for overflødigt vand.
Fjergræs (Stipa pennata) er smukkest som solitærplante, omgivet af bjørnegræs og andre pudeplanter.
Arter: Stipa capillata er måske den smukkeste af de dyrkede fjergræsarter. Alt efter voksested bliver den mellem 40 og høj. Den danner tætte tuer med smalle, grågrønne blade. I juni og juli udvikles blomsterstænglerne med de lange, let drejede aks. Arten hører hjemme på de russiske stepper.
Stipa gigantea er den største og kraftigste art. Den hører hjemme i Pyrenæerne og bliver indtil høj. Bladene er blågrønne med indrullet rand og små hår på ydersiden. Blomsteraksene kan blive indtil lange. Planten bør dækkes mod vintervæde for at undgå forrådnelse af rødderne. Den er velegnet som solitærplante.
Stipa pennata bærer allerede i maj lange, bløde, hårede blomsteraks. Hele planten bliver høj og er ligeledes velegnet som solitærplante, eventuelt omgivet af lave pudeplanter eller bjørnegræs. Stipa pennata hører hjemme i Sydøst europa og Centralasien. I øvrigt findes den vildtvoksende enkelte steder i Mellemeuropa og i Falbygden i Vastergotland i Sverige, hvor den er fredet.