Alle græsarter hører til græsfamilien (Gramineae), som er nærbeslægtet med halvgræsfamilien (Cyperaceae) og sivfamilien (Juneaceae). De er alle enkimbladede planter, hvis frø efter spiring kun udvikler et kimblad og en kimrod, som kort efter erstattes af en trævlerod. Græsarternes stængler er hule strå, opdelt i flere led ved de såkaldte knæ. Herfra udgår bladene, hvis nederste del, bladskeden, omslutter stråene. Bladpladen er lang og smal og har parallelle nerver. Blomsterne er små og uanselige og består af støvdragere, støvvej og nogle støtte avner. Støvknapperne sidder og vipper på en spinkel stilk, så at pollenkornene (blomsterstøvet) let kan drysse ud. På en enkelt rugplante udvikles under blomstringen op til 4 mill. pollenkorn. Støvvejen består af en frugtknude, to grifler og et håret støvfang, velegnet til at opfange det blomsterstøv, som vinden fører med sig. Frugten er en nød (»korn«) og består af en skal, frøhvide og kim. Blomsterne er samlet i blomsterstande af forskellig bygning. Havre og engrapgræs har en top, hvis småaks sidder spredt på forholdsvis lange stilke. Gulaks og rævehale har en dusk med meget kortstilkede småaks, der sidder ganske tæt sammen. Blomsterstanden hos kvikgræs kaldes et aks, hvor småaksene sidder direkte på blomsterstandens hovedakse .
Græs i naturen. Verden over findes der over 10.000 forskellige græsarter. De trives under vidt forskellige vækstbetingelser og er repræsenteret i alle Jordens klimabælter. I den danske natur træffer vi græsplanter på udyrkede marker, i eng og mose, på skrænter og i skovbunden. I kulturlandskabet er græsserne langt de vigtigste og talrigeste planter, både på dyrkede marker og på overdrev. I landskabsplejen lægger planlæggerne stor vægt på anvendelsen af græs til jordbinding på lette jorder og skråninger samt til bunddække mellem træagtige planter. Langs grøfter, stier og veje er græs arterne dominerende som grøn islæt.
På græsklædte skråninger har ukrudtsplanter mulighed for at udvikle deres smukke blomster.
I Græsningsarealer til heste og kreaturer udvikles ofte en farverig flora af vilde engblomster som f.eks. ranunkel og vild kørvel.
Græs i landbruget.
I agerbruget anvendes græs til høslæt og på græsningsarealer, ligesom alle vore kornsorter hører til græsfamilien.
Græssorterne på landmandens marker er forædlet til at give størst muligt udbytte. Den samlede årlige længdetilvækst hos rajgræs er således 180 cm. Indtil for få år siden havde man ingen egentlige havegræsser, men anvendte landbrugets sorter, som i haven gav et kolossalt klippearbejde, når man ønskede en lav, tætklippet plæne. Nu har man imidlertid udviklet en mængde typer med kort, tæt vækst, de såkaldte turfgræsser (se artiklen Græsfrø).
Græs i landskabsplejen. Til »jorddækning« langs stier, landeveje og motorveje anvendes ofte samme græstyper som i havebruget. Også her lægger man vægt på så lidt vedligeholdelsesarbejde som muligt. En eller to slåninger om året er normen. Græsserne blandes ofte ved såningen med andre, vilde planter, som i øvrigt selv vil indvandre med de arter, der passer til de enkelte lokaliteter.
Plænen kræver samme omhu og pasning som plantebedene, hvis den skal holde sig smuk året rundt - men det betaler sig.
Græs i haver og parker.
Der findes næppe en have eller park her i landet, hvor græsplanter ikke er anvendt under en eller anden form. I naturhaven anvendes græsset som bundplantning og mellemplantning i blomsterengen (se denne artikel), i skovbunden (se artiklerne Bunddække, Bunddækkeplanter og Skovbund) samt på skråninger. I den dyrkede have indgår græsplænen som pynt og rekreationsareal (se artiklen Græsplæner). Endelig anvendes en lang række enårige og flerårige græsser i staudebedet, atriumhaven, på terrassen og stengærdet samt i sumpbedet (se artiklen Prydgræsser). Både i prydhave og køkkenhave er de vilde græsarter ofte ret besværlige ukrudtsplanter, ikke mindst de flerårige med vidt forgrenet rodnet som f.eks. kvikgræs. Disse græsarter må omhyggelig fjernes før ethvert plantearbejde og holdes nede ved hyppige lugninger sommeren igennem.