Logo

Juli i haven

Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder
Tip en venFacebook

Juli i haven

 

Uanset om vejret i juli byder på sol eller nedbør, så står haven i fuldt flor, og grønsager, blomster og plæne viser sig fra deres fineste side. Men pas på med at hvile for længe på laurbærrene i liggestolen – der skal både vandes, gødes og bygges skyggelæ. Vi giver dig her et par haveideer til juli måned.

Ærter er en favorit hos både store og små, og de er hyggelige at gå og smånippe af. Og så smager de af sommer.

 

Oversigt for juli (klik på det du ønsker)

Træer og buske

Oprindelse og ordsprog

Blomsterhaven

Græsplænen

Frugthaven

Køkkenhaven

Drivhuset

Altanen

Ekstra

 

Træer og buske

Nyplantede træer og buske bør du holde fri af ukrudt og vande jævnligt.

En overbrusning med haveslangen kan i mange tilfælde gøre det ud for kemiske midler, når du vil have bugt med skadedyr på frugter og grønsager.

Du kan nu se dine træer i fuldt flor og dermed vurdere, hvor de trænger til beskæring. Skær dem til inden august og gerne her i juli, hvor træsåret heler hurtigt.

 

Oprindelse og ordsprog

Navnets oprindelse

I år 46 før kristi fødsel blev denne måned opkaldt efter den romerske hersker, Julius Cæsar. Før denne tid hed måneden Quinctilis, hvilket henviser til, at juli er den femte måned i romernes gamle kalender.

 

Gamle ordsprog

”Hvis St. Swithin (15. juli red.) regner ned, i fyrre dage bliver det ved. Hvis St. Swithinsdag er klar, i fyrre dage sol vi har”

”En bisværm i maj er nok et hølæs værd, en bisværm i juni er nok en sølvske værd, en bisværm i juli er ej en flue værd”

 

Blomsterhaven

Nyd farver, former og dufte. Pynt sommergrillbordet og vindueskarme med afskårne blomster.'

Fjern løbende visne blade og blomster, men lad dog løgblomster visne helt ned.

Vanding er nøgleordet i denne tid – forsømmer du, dør blomsterhavet relativt hurtigt ud.

Bind høje blomster, fx stauder, op, så de ikke falder sammen.

 

Græsplænen

Trænger plænen til næring, kan du gøde med fx kalksalpeter eller en organisk gødning, dog højst 1-2 kg pr. 100 m².

Slå plænen mindst en gang om ugen, og kom det afklippede græs i komposten. Bland det med den øvrige kompost, inden du spreder det i bedene i køkkenhaven.

 

Frugthaven

Æble-, pære- og blommetræer kan have tendens til at sætte flere frugter end nødvendigt. Træerne
er færdige med at blomstre midt i maj, og du skal vente med at tynde ud i ubrugelige frugter til efter det, man kalder junifaldet, hvor træerne selv afstøder de frugter, der ikke kan modnes.

Nogle træer støder ikke nok frugt af, og så skal du tynde ud. Men først når træerne selv har smidt det, de vil.

 

Klip sammenklumpede skud og småfrugter væk for at give lys til de øvrige æbler. Gå efter dem, der er angrebet af utøj eller er smårådne.

Beskyt sødkirsebær mod fugle ved at spænde et net ud over træet.

Pluk altid kirsebær med stilk. Kan du ikke nå toppen, kan de nederste grene skæres ned, så bærrene kan plukkes af ved et bord. Grenene i toppen kan du slå til med en rive, hvilket får de modne bær til at falde.

 

Jordbærplanterne står flot, men husk at vande dem jævnligt. Stærke planter kan du tage op og plante andre steder. Husk aldrig at tage den grønne blomst af bærret, før efter du har skyllet jordbærrene forsigtigt i en si. Og opbevar altid jordbær ved stuetemperatur.

 

Bind hindbærbuskenes bærende grene op, så de ikke ’dør’ i første sommerblæst. Bærbuskene, og især hindbærbuskene, må ikke under nogen omstændigheder mangle vand. Læg evt. en siveslange ud i en begrænset periode.

 

Du må dog kun vande om aftenen, eller når det er overskyet. Ellers kan du skade bladene, da små vanddråber kan virke som brændglas på bladene. Desuden fordamper vandet for hurtigt, hvis du vander midt på dagen.

 

Jordbær og kartofler skal du derimod vande om morgenen eller i solskin, så planterne ikke er fugtige for længe, da fugt kan risikere at få gråskimmel (jordbær) eller kartoffelskimmel (kartofler og tomater) til at sprede sig meget hurtigt.

 

Køkkenhaven

Pluk og nyd de forskellige vækster, når de er klar.

Høst alle løg sidst på måneden, når alle løgtoppe ligger ned – både hvidløg, skalotteløg og zittauerløg.

 

Hæng løgene til tørre under et tagudhæng eller i skuret.

Når kartoffelplanternes størrelse er tilfredsstillende, og toppen er visnet ned, så vent endnu 14 dage med at grave dem op. Kartoffelskindet skal hærdes, så de kan tåle opgravning og lagring. Nogle venter helt til september med at grave dem op.

 

Høst de første spidskål og sommerhvidkål, og hold øje med kållarver på dem, der bliver i jorden.

Sæt net over broccoli og blomkål, før de sætter hoved. Overdæk også nyplantede kålplanter med insektnet.

 

Smid alt overskydende fra planter og vækster på kompostbunken – og den skal du også vande, så processen går i gang.

Bind bønner, ærter og andre ’høje’ planter op på et hegn af snore.

Plant krydderurter i nærheden af roserne, da de tiltrækker svirrefluer, der spiser bladlusene på roserne.

 

Vand alle planter – især dem i højbede, da de tørrer hurtigere ud.

Undgå brug af plantebeskyttelsesmidler, da naturen selv ’regulerer’ bestanden af skadedyr – det sørger de såkaldte nyttedyr for.

 

Skal du på ferie, skal du ikke være bange for, at alt er dødt, når du kommer hjem. Grundvand de områder, der skal bruge meget vand, med 30 mm vand per m² (3 store kander vand pr. m²), løsn jorden, så vandet trænger ned, og spred derefter et jorddække på jorden om planterne af et organisk materiale eller skrald fra kompostbunken. Planterne kan klare sig nogen lunde i to uger på denne måde.

 

Det er sidste chance for at så bønner og gulerødder sidst i juli og orientalske bladgrønsager midt i juli. Kinakål, salat, radiser og spinat kan du også stadig nå at plante.

 

Drivhuset

Hold øje med temperaturen i drivhuset – bliver der for varmt, kan planterne blive slatne og måske dø. Byg evt. skyggelæ uden for huset og husk at lufte ud.

Pluk agurker og peberfrugter, når de har en fin størrelse. De bør ikke sidde for længe på planten.

Høst ikke tomater, før de er helt modne, og lad de nederste blade blive på planten, selvom de bliver gule.

 

Høst tomater (og aubergine) sidst på måneden.

Vinranker og ferskenplanter udtyndes og beskæres løbende.

Husk rigeligt med vand, næring, skygge og frisk luft til planterne i drivhuset. Et jorddække forhindrer for meget fordampning, og du sparer dermed på vandet.

 

Altanen

Vand, gød og fjern døde blade. Hver dag.

Skal du på ferie, så lav en aftale med naboen, eller tag planterne indenfor i skyggen og placer dem i en balje med vand (et badekar), så de selv kan suge vand til sig.

 

Ekstra

Se også Haven i juli

 


 

Opret din egen Havebog
Klik på den smiley du vil give denne side 
Brugernes vurdering 0,0 (0 stemmer)
Siden er blevet set 201 gange - Se og skriv kommentarer herunder.
• Haven i juliRosen er den mest populære haveblomst. I juli har den sin højsæson. Prøv at samle de...
• Haven i juliRosen er den mest populære haveblomst. I juli har den sin højsæson. Prøv at samle de...
• Haven i juliRosen er den mest populære haveblomst. I juli har den sin højsæson. Prøv at samle de...
Afstemning
Hvilken blomst er kønnest i haven?







Afstemning
Hvilken frugt er bedst i haven?



Afstemning
Hvilke bær er bedst i haven?








Kommentarer og debat mellem læsere

Din e-mail bliver ikke vist på sitet.

Afstemning
Hvad har du i din have?







Fortæl dine venner om os