Logo

Spørgsmål og svar om dræbersnegle - Iberiske Skovsnegle

Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder
Tip en venFacebook

Spørgsmål og svar om dræbersnegle - Iberiske Skovsnegle

Her er en liste over nogle af de spørgsmål, der oftest bliver stillet angående Iberiske Skovsnegle med tilhørende svar.

 

Hvordan ved jeg om det er Dræbersnegle jeg har fundet?
Er de fundne snegle brunlige, har orange fodbræmme med mørk regelmæssig tværstribning og forekommer de i stort antal er det overvejende sandsynligt, at det er Iberiske Skovsnegle. For en mere sikker bestemmelse: prøv sneglenøglen.
 

Jeg vil gerne have en kompostbunke, men har hørt, at det er et godt levested for Dræbersnegle. Hvad gør jeg?
Det er rigtigt at kompostbunker er gode levesteder for Iberiske Skovsnegle, idet der både er fugtigt og masser af mad.
Ønsker man en åben kompostbunke er man nødt til at sikre sig, at der ikke er hverken snegle eller snegleæg, der hvor man vil anlægge sin bunke. Når man har gjort dette kan man opsætte et sneglehegn rundt om det pågældende område. Det kan enten være et fysisk eller et elektrisk hegn.
En anden mulighed er at anvende lukkede kompostbeholdere.
Inden du smider noget på kompostbunken så kig efter om der skulle sidde små snegle eller æg fast på materialet. Det kunne fx være i jorden omkring rødder.

Jeg har aldrig tidligere haft Iberiske Skovsnegle i min have, men nu er de dukket op. Hvor kommer de fra?
De Iberiske Skovsnegle bliver typisk spredt ved køb og bytte af planter. Små snegle og æg kan følge med i den jord, der omgiver plantens rødder. Det kan enten være dig selv, der har fået sneglene med ved køb/bytte af planter eller en af dine naboer. Sneglene kan sagtens kravle fra den ene have til den anden. Endelig kan det også være, at den er kommet kravlende til i nattens løb. En Iberisk Skovsnegl kan kravle op til 9 meter i timen, hvilket gør at bestanden kan flytte sig op til ½ km på en sæson.
 

Jeg har en stor grund, der er invaderet af snegle. Jeg kan derfor ikke overskue at skulle ud hver aften og indsamle snegle, så findes der andre muligheder?
Har man mulighed for det, er noget af det bedste og mest effektive formentlig at holde visse arter af ænder, der gladelig spiser sneglene. Det drejer sig især om Moskusænder, men også Khaki-Campell-ænder og Indiske Løbeænder skulle være velegnede. Der er dog det lille men, at ænder sviner temmelig meget og også gerne spiser nytte-og prydplanter. En mulighed kunne være at anlægge en andegård på den del af grunden der er mest plaget, eller som støder op til områder hvorfra indvandringen til ens have er massiv. Ølfælder og sneglegift er andre muligheder. Ølfælderne skal dog tjekkes og tømmes jævnligt. Det er dog stadig en god ide at indsamle snegle i det omfang man nu kan overkomme det.

Vi påtænker at købe hus, men der er Dræbersnegle på grunden. Hvad skal vi gøre?
Der er efterhånden Iberiske Skovsnegle i store dele af landet, og der er derfor en risiko for, at der også vil være snegle på en evt. anden grund. At en grund er sneglefri på købstidspunktet er desværre ingen garanti for at den vedbliver med at være dette. Vælger man at købe en grund, hvor der er forekomster af Iberiske Skovsnegle, skal man være indstillet på at skulle ud og bekæmpe dem hvert år. En ihærdig og vedholdende indsats kan få antallet af snegle bragt ned på et acceptabelt niveau, så de ikke er til den store gene, men forvent ikke helt at komme af med dem. Spørg til om naboerne i området aktivt bekæmper sneglene eller i hvert fald er indstillet på at skulle gøre det, ellers vil det være en håbløs kamp.
Hvis naboerne ikke allerede bekæmper sneglen kan du her hente en side, der oplyser om bekæmpelse af sneglene og som du evt. kan dele ud i nabolaget.

Hvor og hvornår kan man finde snegle og snegleæg?
Det er nemmest at finde sneglene, når det er fugtigt. Det kan derfor enten være på regnvejrsdage, om aftenen eller om morgenen. De kommer frem om foråret omkring marts/april/maj når temperaturen når op omkring 8-10° C og de voksne dør fra ca. midten af oktober, mens små individer fra sæsonen graver sig ned og gemmer sig for at overvintre. Det er altid en god ide at lede efter både snegle og snegleæg på fugtige steder. Det kan fx være under mos, græs, blade, gamle brædder, plastsække, aviser, affaldsbunker, i komposten eller skyggefulde dele af haven. Æggene kan også findes i forladte musegange. Da man ikke mener æggene kan klare sig gennem vinteren, skulle det ikke være nødvendigt at lede efter æg fra ca. 1. november. Det tager 3½ til 5 uger for æggene at klække, og de burde da, under normale omstændigheder, ikke kunne nå at udvikle sig inden de går til grunde pga. kulden. Er det dog meget mildt, som i efteråret 2006 kan det være en god ide at fortsætte med at lede lidt længere.
  

Hvordan ser æggene ud?
Æggene er kuglerunde, ca. 4 mm i diameter, og først glasklare, men efter et par dage mælkehvide. 

 

 

   

 

Hvordan afliver jeg bedst sneglene og hvad gør jeg med de døde snegle?
Man kan klippe/hakke sneglene over med en saks eller spade. Man bør klippe/hakke lige omkring åndehullet, for at sikre at sneglen dør hurtigt. Man kan også indsamle sneglene i en beholder og overhælde dem med rigelige mængder kogende vand. De døde snegle graves ned for at undgå at de tiltrækker flere snegle, eller bruges aktivt som lokkemad. 

 

Er dræbersnegle giftige?
Sneglen er ikke giftig i sig selv, heller ikke for dyr.
Alle snegle udsondrer en klistret slim. Da dræbersneglene spiser mange forskellige slags affaldsprodukter, inklusive ådsler og ekskrementer, kan denne slim indeholde fx E. coli bakterier. E. coli bakterier findes dog også mange andre steder og er sjældent skadelige. Vi har ikke kendskab til, at mennesker er blevet syge efter kontakt med snegleslim – men vi anbefaler for en sikkerheds skyld, at man undlader at røre direkte ved sneglene.   

 

Sneglenøgle - er det en dræbersnegl?  Start nøglen

 

Sneglehegn

Sneglehegn kan være anvendelige til at beskytte et afgrænset område af haven fx køkkenhaven eller kompostbunken. Er ens grund beliggende op til halvnaturarealer eller braklagte marker, hvor sneglene kan trives i fred, kan man placere et sneglehegn ud mod det pågældende område. Da der er mulighed for at sneglene kan kravle udenom hegnet, kan det ikke fuldstændig forhindre snegle i haven, men det kan tage det værste tryk. Der findes forskellige former for sneglehegn.

 

Fysiske
Sneglehegn kan enten købes færdiglavet eller man kan selv lave et. Man kan enten gøre som på billedet ovenfor, hvor der er brugt trælægter og plastikdug eller man kan anvende tynde metalplader. Ved brug af tynde metalplader, skal disse bukkes i en vinkel på 45-55°, så det kommer til at ligne et 1-tal fra siden. Det lille tag skal være ca. 6 cm og vende mod det sted sneglene kommer fra. Hegnet skal være ca. 30 cm. højt, heraf graves 10 cm. ned i jorden. De enkelte elementer placeres så de overlapper hinanden med ca. 10-20 cm. Vær særligt opmærksom på hjørnerne så der ikke opstår indgange. Det er muligt at købe hjørner enkeltvis til ens sneglehegn. Ideen bag hegnet er, at sneglene ikke kan krumme sig op over taget, fordi de kommer til at hænge frit i
luften.
Det er derfor også vigtigt at græsstrå eller andet ikke vokser op og kan danne en bro over hegnet. Lidt brun sæbe i selve knækket skulle øge effektiviteten af hegnet mod de helt små snegle.

 

Elektriske
Der findes flere typer elektriske sneglehegn på markedet. De er efter sigende effektive, og hvilken type man vælger er nok mest en smagssag.

 

Høns og ænder

Høns og måske især ænder er formentlig en af de bedste løsninger, hvis man har en stor grund på landet og er plaget af Iberiske Skovsnegle.

Høns dræber især de små snegle, mens flere typer af ænder æder Iberiske Skovsnegle i alle størrelser. Det drejer sig om Moskusænder, Khaki-Campell-ænder, Indiske Løbeænder samt Store Landænder. Især Moskusænder skulle være effektive, men nogle erfaringer viser, at der i visse tilfælde kan være behov for en tilvænningsperiode inden ænderne vil acceptere sneglene som fødekilde. Andre erfaringer viser, at ællingerne gerne tager sneglene, mens de voksne ænder hovedsagligt tager små snegle samt snegleæg. Det er en rigtig god ide at have en havedam eller en form for vandbassin, da ænderne gerne vasker sneglene inden de spiser dem.

 

En ide kunne være at anlægge sin ande- eller hønsegård på den del af grunden der er værst angrebet, eller så den strækker sig langs med skellet, hvis grunden støder op til en brakmark eller et naturområde, hvorfra sneglene kommer ind.

Et par ulemper er, at både høns og ænder må holdes ude fra køkkenhaven og væk fra blomster man er øm om. De skal passes og de klatter overalt, da man jo ofte vil have dem gående løs for rigtigt at få glæde af deres evner som sneglebekæmpere. Til gengæld skulle moskusænder være fantastiske som andesteg til jul.

 

Ølfælder

Som supplement til aktivt at lede efter og indsamle snegle kan man opsætte ølfælder, som udnytter sneglenes gode lugtesans og deres præference for stærkt lugtende materiale.
 
En beholder fx en skål eller lignende graves ned i jorden, således at kanten rager et par cm op over jordoverflade. Dette er vigtigt da det forhindrer andre smådyr, fx løbebiller, i at falde ned i fælden. Når øllet er kommet i beholderen vil sneglene (evt. også naboens) blive tiltrukket af lugten, kravle ned til øllet, og drukne. Øllet bør skiftes efter behov, og fælden tjekkes og tømmes jævnligt.   

 

Kemisk bekæmpelse

Ferrifosfat
Er sneglene et vedvarende og stort problem, der ikke kan løses ved indsamlings- eller forhindringsmetoder kan man overveje at anvende kemiske bekæmpelsesmidler. Problemet ved kemiske bekæmpelsesmidler er, at de ikke kan målrettes mod enkelte arter, men rammer alle snegle.

Ferrifosfat sælges til brug i private haver og økologisk jordbrug. Det forhandles under forskellige navne fx Sneglestop og Ferramol. Stoffet er virksomt på nøgne snegle i al almindelighed, så agersnegle og skovsnegle (herunder Iberiske Skovsnegle) tiltrækkes også af sneglepillerne. Midlet bør derfor anvendes med omtanke, så den økologiske balance i haven ikke ødelægges.

For at undgå at snegle med hus rammes af giften, samt for at forlænge giftens virkning kan man placere pillerne midt på en flise. I hvert hjørne af flisen placeres en lille sten, og oven på lægges endnu en flise. Vælg sten af en størrelse så mellemrummet mellem de to fliser bliver ca. et par centimeter. Dette vil forhindre adgang til sneglepillerne for mange skalbærende snegle, men ikke for snegle uden hus. Derudover beskyttes sneglepillerne mod regn.

 

Methiocarb
Methiocarb er kun godkendt til indendørs brug i drivhuse og mistbænke, da det er giftigt for både fugle og pattedyr.

Metaldehyd
Dette stof var tidligere meget anvendt som sneglebekæmpelsesmiddel, men blev forbudt i Danmark i januar 2001. Det må dog sælges så længe restlagre haves. Det er forbudt at hente det i udlandet, samt at opbevare og/eller anvende midlet med anden etiket end dansk.
Det frarådes på det kraftigste at anvende Metaldehyd til bekæmpelse af Iberiske Skovsnegle. Stoffet er giftigt for fugle, pattedyr, fisk og andre vandlevende dyr. Pindsvin, der spiser snegle med giften i sig, dør også. Derudover skal der meget små mængder til for at midlet er dødeligt for spædbørn, hunde og katte. 

 

Nabohjælp 

Flyer om bekæmpelse af Iberisk Skovsnegl
--

Opret din egen Havebog
Klik på den smiley du vil give denne side 
Brugernes vurdering 3,6 (15 stemmer)
Siden er blevet set 6.088 gange - Se og skriv kommentarer herunder.
• Mariehøne - CoccinellidaeI nogen lande hedder de Ladybird, Lady Beetle eller Ladybug. Hvad spiser den? Kun...
Afstemning
Hvilken blomst er kønnest i haven?







Afstemning
Hvilken frugt er bedst i haven?



Afstemning
Hvilke bær er bedst i haven?








Kommentarer og debat mellem læsere

Din e-mail bliver ikke vist på sitet.
521109-05-2016 21:53:12 Lise Christensen
Den er meget lærerigt. så mange tak. Mvh. Lise Christensen
267928-06-2012 13:30:45 lone arlet
Hej Tak for oplysningerne ang snegle, jeg er desværre meget plaget at dræbersnegle, og samler hver morgen og aften, mens nu har min mand anlage et dejligt højbed en meter høj og salat og alt andet står fint, men nu er der fundet 2 dræbersnegle skal jeg kassere alle afgrøderne eller hvad gør jeg SUK
sommerthilsen Lone
268016-06-2010 09:30:00 Casper
Hvordan kommer vi af med dem????

Afstemning
Hvad har du i din have?







Fortæl dine venner om os