Naturhaven

I naturhaven hersker den stærkeres ret. Blot bør man bevare et par gangstier for selv at kunne nyde vegetationen.

Naturhaven er oprindelig et kulturhi­storisk begreb inden for havekunsten, sandsynligvis udsprunget af den land­skabelige have omkring midten af for­rige årh. Rester af arkitektoniske ha­ver lader sig næsten altid genkende og retablere, selv efter mange års forfald; men naturhaven, der er anlagt bevidst efter naturens egne principper, lader al identifikation ude af betragtning. Gan­ske enkelte litterære spor antyder imidlertid, at naturhaver allerede j old­tiden fandtes i både Orienten og Europa. Ligeledes har det været mu­ligt, på baggrund ,af gamle tegninger, at genkende nogle enkelte af naturha­vens elementer i andre haver. Det drejer sig om lunde og blomsterenge, der har fungeret som naturafsnit i arkitektoniske haver.

I dag fremtræder naturhaven stadig som begreb i moderne haver, dog snarere som mere eller mindre utilsig­tede økologiske haver. Men elemen­terne er de samme, og de kræfter, der virker i dem, er stadig naturens egne. De stærkeste plantearter overlever, og haven kræver derfor kun ringe vedlige­holdelse, idet den samtidig virker som et uberørt stykke natur. Helt uden vedligeholdelse genskabes på få år ste­dets oprindelige vegetation. Fritidsgrunde eller naturgrunde må og­så betragtes som et nutidigt kulturhi­storisk begreb, men kan næppe kaldes naturhaver. Ofte er det servitutmæssi­ge begrænsninger eller fredningsmæssi­ge restriktioner, der sikrer den oprin­delige beplantning i området.

Se også artiklerne Blomstereng, Fri­tidshave og Strandhave.