![Krebseklo - Stratiotes aloides Krebseklo - Stratiotes aloides](/images/articles/s13/2013/8/19/krebseklo---stratiotes-aloides.jpg)
Krebseklo har bladene samlet i tætte rosetter. Det danske navn krebseklo hentyder til de to hylsterblade, der omgiver de 1-2 blomster og som af form minder om en krebseklo, så længe blomsterne endnu er i knop.
Det er en flerårig, urteagtig vandplante, der i sommerhalvåret svømmer frit om nær vandoverfladen og i vinterhalvåret synker til bunds i dyndet. Bladene er samlet i en roset; de er stive, tykke og tornede i randen. Blomsterne er enkønnede og findes på forskellige planter; arten er tvebo. Hanblomsterne sidder flere sammen, mens hunblomsterne er enkeltvis hævet op over vandoverfladen på et tykt blomsterskaft. Planten er vildtvoksende i Danmark, men de hanlige planter vokser kun i et par søer i Sønderjylland, hvor de hunlige mangler; planterne sætter derfor ikke frugt, men formerer sig udelukkende vegetativt ved udløbere.
![](/images/itempics/16/41505588782315605.jpg)
Vækstkrav: Krebseklo vokser bedst i næringsrige, ret lavvandede damme og søer.
Anvendelse: Damme i haver, hvor den dog kan brede sig meget på bekostning af de øvrige vandplanter.
![](/images/itempics/16/6036033548024435.jpg)
Skovsøer kan i sommerhalvåret være fyldt med de fritsvømmende krebseklo (Stratiotes aloides).