Logo

Lav

Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder
Tip en venFacebook

Lav

Lav er en dobbeltorganisme, der be­står af en såkaldt svampepartner og en algepartner. Svampen udgør som regel den største del af løvet; men algen har en betydelig indflydelse på dets form. Man kender eksempler på, at den samme svamp udvikler helt forskellige løvformer med forskellige algepartne­re. Algerne er oftest grønalger, mens svampepartneren næsten altid tilhører sæksporesvampenes orden (Ascomyce­les). Næsten halvdelen af alle kendte sæksporesvampe danner laver, men findes ikke fritlevende i naturen. Hvis man prøver at dyrke dem, udvikler de sig blot til uformelige masser af svam­petråde.

Lavernes løver enten bladformet, buskformet eller skorpeformet. En velkendt skorpelav er landkortlav; is­landsk mos er derimod bladformet, og rensdyrlav (Cladonia), som bruges til kranse og juledekorationer, er busk­formet.

 

Rensdyrlav (Cladonia alpestris} har buskformet løv og er velegnet til juledekorationer.

Tilsyneladende ældes laver ikke; til gengæld vokser de uhyre langsomt. Derfor er de afhængige af, at deres vokseunderlag, substratet, er stabilt, og selvom laver blot er løst hæftet til underlaget og ikke har rødder, der suger næring fra det, er de fint tilpasse­de til deres voksested. Hvis det forandres, kan det betyde lavens død. Laver er utrolig modstandsdygtige over for udtørring, og mange arter gror på meget udsatte steder, f.eks. på sten i havsprøjtet eller på åbne hedeflader. Laverne har ingen aktiv vandoptagel­se, men fungerer i bogstavelig forstand som svampe. Når omgivelserne er fug­tige, optager de væde fra dem, og når omgivelserne er tørre, tørrer de ud, og algernes fotosyntese går i stå. Den passive vandoptagelse medfører, at la­verne også passivt optager alle de stof­fer, der er opløst i vandet. Laverne har udviklet specielle evner til at ophobe f. eks. giftige tungmetaller uden at tage skade af det, men der er dog nogle stoffer, som de ikke tåler, bl.a. svovl­dioxid, der findes i store mængder i luften over by- og industriområder. Derfor er laver i vort århundrede ble­vet sjældnere i byerne, med en undta­gelse, »forureningslav« (Lecanora co­nizaeoides). Andre laver er følsomme for svovldioxidforureningen; nogle tå­ler den lige akkurat, mens andre for­svinder fra forurenede områder. Den­ne varierende følsomhed over for svovldioxid har man udnyttet til at måle forureningen i forskellige områ­der; man bruger laverne som biologi­ske forureningsindikatorer.

I havebruget er laver ikke så velkom­ne, selvom de altså ikke snylter på deres vokseunderlag. Deres eventuelle skadevirkning består i, at de i en fugtig periode kan holde på væden på udsatte murflader. Hvis man har mulighed for at skåne sine laver, bør man gøre det; laverne i Vesteuropa er i dag en truet plantegruppe.

Enkelte lav-arter har i årtusinder været anvendt som føde for dyr og menne­sker, især mannalav (Lecanora escu­lenta), som danner grågrønne lag i udstrakte områder i vestasiatiske og nordafrikanske ørkener. I tørret stand kan de af vinden flyttes over store afstande og kaldes i folkemunde man­naregn, himmelbrød eller jordbrød.

I Japan betragtes lavarten Umbillicaria esculenta stadig som en delikatesse.

Se også artiklen Renlav.

Klik på den smiley du vil give denne side 
Brugernes vurdering 5,0 (3 stemmer)
Siden er blevet set 1.520 gange - Se og skriv kommentarer herunder.

Kommentarer og debat mellem læsere

Din e-mail bliver ikke vist på sitet.

Fortæl dine venner om os