Logo

Bekæmpelses­midler

Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder
Tip en venFacebook

Bekæmpelses­midler

Forebyggelse og bekæmpelse af plan­tesygdomme og skadedyr i private ha­ver er klart forskellig fra plantebeskyt­telsen i det erhvervsmæssige jordbrug. Selvom det naturligvis er tilfredsstil­lende, at planterne trives godt, er ha­vedyrkeren ikke økonomisk afhængig af, at planterne er sygdomsfri, og kan derfor i højere grad prøve sig frem blandt de bekæmpelsesmetoder, der kan gennemføres og synes fornuftige i en privat have.

 

 

De kendte bekæmpelsesmetoder om­fatter:

A. fysisk bekæmpelse

B. kemisk bekæmpelse

C. bioteknisk bekæmpelse

D. biologisk bekæmpelse

 

A. Fysiske bekæmpelsesmetoder er of­te meget simple og lette at udføre og er meget anvendelige, hvor planter som i haver dyrkes i mindre målestok. Eks­empler er indsamling og tilintetgørelse af sygdomsangrebne planter eller af skadedyr, ihjelklemning af lus eller larver på fx roser og spuling af bladluskolonier på frugttræer med en hård vandstråle, indfangning af øren­tviste ved roden af klematis osv. Dette er alle metoder, der kun rammer den faktiske skadevolder uden at medføre uønskede virkninger på planter og nyt­tige dyr.

 

B. Kemisk bekæmpelse foregår ved hjælp af de såkaldte pesticider, dvs. kemiske forbindelser, som enten vir­ker forebyggende eller bekæmper et påbegyndt sygdoms- eller skadedyrs­angreb. Da størstedelen af alle kemi­ske midler er giftige for dyr og menne­sker, opdeles de af Giftnævnet i fire fa­reklasser. Fareklasse X og A omfatter stærke og meget farlige gifte, der kun må anvendes i erhvervsbedrifter. Brug af midler i fareklasse B og C er tilladt i privathaver, men midlerne skal omgås med stor varsomhed p.gr. af forgift­ningsfaren. Behandlingsfristen (ka­renstiden), som er det tidsrum, der skal gå mellem påførsel af bekæmpel­sesmidlet og høst, angives sammen med den korrekte dosering på etiket­ten, og begge skal ifølge loven altid nøje overholdes. På etiketten kan end­videre ses, om midlet er farligt for bier. Er dette tilfældet, må det under ingen omstændigheder komme i berøring med planter, der er nær ved eller i blomstring. Alle kemiske bekæmpel­sesmidler skal opbevares i aflåst rum, må aldrig hældes på andre flasker og skal efterses jævnlig. Ved udbringning bør man beskytte sig med gummihand­sker og sprøjtemaske samt være iført

tøj, der kun bruges til dette formål. Ved sprøjtning kan selv små vindpust have uforudset virkning, især hvis man behandler prydplanter, der står tæt ved køkkenurterne. De kemiske midler, der anvendes mod svampesygdomme, kaldes fungicider og anvendes ofte fo­rebyggende. I privathaver drejer det sig om kobbermidler (fx mod æble­skurv og kartoffelskimmel) og svovl­midler (fx mod meldug) samt om midler, der indeholder captan, som er virksomt mod en lang række svampe­sygdomme.

Insektmidlerne (insecticider) kan deles i tre grupper: a) »de klorerede kulbrin­ter«, som er karakteriseret ved at være af ret ringe umiddelbar giftighed for mennesker, men som p.gr. af deres langsomme nedbrydning ophobes i større eller mindre grad i de dyr, der kommer i kontakt med dem. Brug af DDT, som hører til denne gruppe, er nu forbudt i Danmark, men det be­slægtede stof lindan bruges endnu i stor udstrækning. b) »de organiske fosforforbindelser«, som generelt er meget giftige for mennesker, men som ikke ophobes. Hertil hører det meget anvendte og alsidige malathion, som bruges mod æble- og blomme hvepsen og mod bladlus. c) »de naturlige plan­tegifte«, fremstillet ved udtræk af for­skellige planter. Disse nedbrydes of­test meget hurtigt og skal derfor ram­me skadedyrene direkte. Pyrethrum­og derrismidler er begge næsten ugifti­ge for mennesker og virker over for en del fluer, myg og unge larver af biller, bladhvepse og sommerfugle. Skadedy­rene har vist sig at kunne udvikle resistens over for mange af de kemiske midler, dvs. at der ved gentagne sprøjtninger hver gang overlever stam­mer, der er modstandsdygtige over for bekæmpelsesmidlet, således at dette efterhånden er virkningsløst. Resistens ses her i landet hos stuefluen, som nu er resistent over for næsten alle insekt­midler, og hos spindemider.

 

C. Bioteknisk bekæmpelse af skadedyr omfatter metoder, der især benytter sig af, at skadedyrene bruger lugtesansen til at finde såvel hinanden som deres værtsplanter. Metoderne er endnu un­der udvikling, men kan enkelt beskri­ves som generel forvirring af skadedy­rene, således at de har svært ved at finde værtsplanter eller ved at formere sig. Metoderne har ikke den store interesse i privathavebruget; dertil er de for krævende. Men princippet kan afprøves i mindre målestok ved at forsøge sig med plantning af stærkt duftende planter (løg, hvidløg, kryd­derurter og fløjlsblomst) i nærheden af planter, der ofte angribes af skadedyr.

D. Biologisk bekæmpelse. Skadedyr har ligesom alle andre dyr deres natur­lige fjender i form af rovdyr (prædato­rer) og snyltere (parasitter). Bladlus­prædatorer er larver og voksne af guld­øjer, svævefluer og mariehøns, mens rovbiller og løbebiller især gør det af med insekt æg i jorden. Snyltefluer og snyltehvepse lægger deres æg i mange forskellige insekter og dræber dem på denne måde, ligesom fuglene i høj grad hjælper med at holde antallet af skadedyr nede. I et varieret miljø som haven er der mange levemuligheder for skadedyrenes fjender, som i mange tilfælde el i' stand til at holde skade dy­renes antal nede på et rimeligt niveau. I erhvervet udnyttes de naturlige fjen­der mere organiseret. I mange af lan­dets tomathuse bekæmpes de små hvi­de mellus ved hjælp af en snyltehveps, der sættes ud på planterne og som ved 3-4 udsætninger i løbet af vækstsæso­nen gør kemisk bekæmpelse overflø­dig. Tilsvarende anvendes en rovmide til at bekæmpe væksthusspindemider på agurk. Insekternes bakterie-, svam­pe- og virussygdomme er også forsøgt anvendt i bekæmpelsen, men har ingen betydning i privathavebruget. Udtrykket »integreret bekæmpelse« dækker over kombinationer af alle de nævnte bekæmpelsesmetoder på en så­dan måde, at de forstærker hinanden. I integreret bekæmpelse må brugen af kemiske midler derfor ske med megen omtanke, da en sideløbende biologisk bekæmpelse ellers kan spoleres. Ud fra synspunktet, at forebyggende foran­staltninger, fysiske og biologiske meto­der er at foretrække i den private have, kan det tilrådes kun ved massive an­greb af sygdomme og skadedyr at bru­ge kemiske midler og da fortrinsvis med det formål at svække angrebet. Havedyrkeren må forsøge at forestille sig, hvilke virkninger den kemiske be­kæmpelse har på de bestøvende insek­ter og på nyttedyrene, og tage dette med i sine overvejelser. For al bekæm­pelse gælder, at man skal vide, hvad man bekæmper, og at man skal stræbe efter kun at ramme skadevolderen med sin bekæmpelse.

 

Mariehøns og deres larver kan æde kolossale mængder bladlus.

 

Kålormens værste fjende er den lillebitte snyltehveps Apanteles glomeratus, der her lægger sit æg i larven.

 

Snyltehvepselarverne borer sig ud af den dræbte larve og forpupper sig på dens hud i nydelige gule kokoner.

 

Personlig hygiejne

Nå man har værnemidler på og det samtidig er varmt (hvad det ofte er på den årstid man sprøjter) kræver det en god personlig hygiejne.

En god hygiejne er også nødvendig for ikke af omvej at få bekæmpelses midler ind på huden. Vask hænder ofte og lad være med at ryge, drikke og spise, mens du arbejder med bekæmpelsesmidler da du derved får hænderne helt op til munden.

 

Tallene angiver optagelsesniveauet for de forskellige kropsdele.
Underarmen er sat til indeks 1.

--

Opret din egen Havebog
Klik på den smiley du vil give denne side 
Brugernes vurdering 3,6 (5 stemmer)
Siden er blevet set 3.841 gange - Se og skriv kommentarer herunder.
Afstemning
Hvilken blomst er kønnest i haven?







Afstemning
Hvilken frugt er bedst i haven?



Afstemning
Hvilke bær er bedst i haven?








Kommentarer og debat mellem læsere

Din e-mail bliver ikke vist på sitet.

Afstemning
Hvad har du i din have?







Smæk insektet!