Enkim­bladede

De dækfrøede planter deles i to store klasser, der har navn efter antallet af blade på deres kimplanter, nemlig de enkimbladede og de tokimbladede. Til de enkimbladede hører bl.a. palmer, græsser, liljer og orkidéer.

Kimblade. Kimbladene er de første blade, der dannes på en plante. Hos de enkimbladede sidder det enlige kim­blad for enden af det, der en gang skal blive stænglen. Mærkelig nok er det som regel den nederste del af kimbla­det, der giver sig til at vokse og derved skubber stænglen og den lille kimrod ud af frøet. Spidsen af kimbladet bliver derimod liggende i frøet, hvor det suger næring fra frøhviden.

Stængel. Stænglen hos enkimbladede planter grener sig meget lidt, og ofte er den ganske kort. Den kan fx danne basis i et løg som hos tulipaner og rødløg. En anden speciel ting ved de fleste enkimbladede s stængel er, at den ikke vokser i tykkelse, når den først er dannet. Kun nogle få træagtige planter, fx drageblodstræet, bliver ved at vokse i tykkelse. De tykke palme­stammer er derimod anlagt som tykke lige fra starten; andre palmestammer er kun tilsyneladende tykke. I virkelig­heden er det de nederste, visne dele af bladstilkene, der bliver siddende og får stammen til at se tyk ud. Det samme gælder for bananplanternes stængler. Blade. Også bladene er karakteristiske for de enkimbladede planter. Ofte om­fatter de stænglen med deres nederste del, bladgrunden. Hos mange græsser danner bladgrunden ligefrem en skede omkring stænglen. Selve bladpladen er tit lang og smal som hos græsserne, med lige eller bueformede nerver og hele bladrande.

Men der findes også hjerteformede eller spydformede blade, og hos pal­merne er bladpladen splittet op i smal­le afsnit langs ribberne (nerverne). Løget, som er specielt for mange en­kimbladede planter, er et overvin­tringsorgan, som dannes ved, at der ophobes næring i den nederste del af nogle meget tætsiddende blade på den ekstremt korte stængel.

Paphiopedilum spicerianum, en orkidé af fruesko-slægten.

Lilium 'Golden Splendour'. Liljerne hører til de enkimbladede.

Paradisfugl (Stretitzia reginae) hører til ba­nanfamilien.

Blomster. Før i tiden kaldte man tit enkimbladede for tretalsplanter. Det skyldes, at bladene i deres blomster sidder tre og tre i kranse, yderst to tretallige kranse af blosterblade, så to tretallige kranse af støvblade og in­derst en tretallig krans af frugtblade. Denne bladstilling ses meget tydeligt i en tulipan eller i de små blomster hos brudelys. Hos orkidéer og græsser er den derimod meget sværere at få øje på. Det skyldes, at der ofte kan mangle et eller flere blosterblade og at nogle af de mest fantastiske kronformer optræ­der hos disse enkimbladede planter.

Pampasgræs (Cortaderia), et prægtigt enkimbladet prydgræs.

Græsblomsten. Græsserne er tilpasset til vindbestøvning. Derfor er deres blomster ganske uanselige og sidder oftest i tætte stande. Blosteret er redu­ceret til to bittesmå skæl; ofte er der kun to eller tre støvblade, og der er kun et frugtblad. Støvbladene består af en lang, tynd støvtråd, som er hæftet fast midt bag på støvknappen. Derfor kan vinden nemt vippe blomsterstøvet ud. Selvom der kun er et frugtblad, er der to grifler. De har lange fanghår, som let kan gribe støvkornene, når de kommer sejlende med vinden. Vore kornsorter er græsser, og når kornet drær, er det støvkornene, der rystes ud af tusinder af små støvknapper og driver af sted med vinden.

Orkidéblomsten. En anden højt speci­aliseret enkimbladet blomstertype fin­des hos orkidéerne. I en orkidéblomst kan man som regel se, at der er 6 blosterblade i to kranse. Det ene af blosterbladene danner meget tit en stor læbe, der kan have talrige forskel­lige former. Af støvblade er der der­imod kun et tilbage. Det er vokset sammen med frugtbladets griffeldel til en søjle midt i blomsten. Denne søjle kaldes en griffelstøtte. Selve støvknap­pen er også mærkelig. Den kan være delt i op til 8 rum. Inde i disse rum ligger pollenkornene som regel i små klumper, der bliver holdt sammen i såkaldte støvkøller af tråde eller voks. Støvkøller kan ved hjælp af nogle klæ­beskiver fra griffelstøtten hænge fast i panden på de insekter, der besøger blomsten, og på den måde blive over­ført til en anden blomst. De tre frugtblade i orkidéblomsten er sammenvok­set til en frugtknude. I den dannes tusindvis af små frø, som spredes med vinden. De fleste mennesker kender en orkidéfrugt og dens små frø vældig godt: vaniljestænger er nemlig frugter af en orkidé, Vanilla planifolia, og de små korn, man skraber ud af vanilje­stængerne, er frøene. Også ingefærfa­milien (Zingiberaceae) hører til de en­kimbladedes klasse og har meget ure­gelmæssige blomster, hvori et af støv­bladene er omdannet til en kronblad­agtig læbe. Mange medlemmer af denne familie er aromatiske; både ingefær, gurkemeje, kardemomme og galanga­rod hører til eller stammer fra ingefær­familien.

Trachycarpus fortunei hører som alle palmer til de enkimbladede.

Venussko (Paphiopedilum) er som alle orkidéer enkimbladede.

Tulipanerne hører til liljefamilien og er derfor enkimbladede.

Præstehavre (Billbergia nutans), en stue­plante af ananasfamilien.

De fantastiske og ofte meget farvestrå­lende blomster hos de enkimbladede har gjort, at mange af dem bruges som prydplanter. Fra liljefamilien kan for­uden de velkendte liljer nævnes hya­cint, skilla, perlehyacint og tulipan, fra konvalfamilien liljekonval og fra ama­ryllisfamilien vintergæk, påske- og pin­seliljer; fra irisfamilien kommer iris, krokus og gladiolus, fra bananfamilien kommer paradisfugl.

De enkimbladede er langtfra så talrige som de tokimbladede. Men de omfatter mange af vore skønneste prydplanter.