Logo

Meldug

Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder

Meldug

Meldug på melon i drivhus; tørke og træk fremmer angreb. Meldug er det folkelige navn på en række skimmelsvampearter, der angri­ber planter. Angrebet ser ud, som var der drysset mel ud over planten. Man skelner mellem ægte meldug, frem­kaldt af sæksporesvampe, der spirer direkte på bladene, selv under tørre og blæsende forhold, og uægte meldug, fremkaldt af algesvampe, hvis selvbe­vægelige zoosporer kræver stor fugtig­hed for at smitte.

Ægte meldug er meget almindelig, og næsten alle planteslægter og -arter bli­ver angrebet. Nogle af meldugtyperne er så specialiserede, at de kun angriber en slægt; således har rug, hvede, havre og byg hver sin smitterace, der ikke smitter de andre; af ydre er de dog ikke forskellige. Andre meldugarter er så »altædende«, at de kan angribe flere hundrede forskellige plantearter. Meldug er en obligat parasit, dvs. at den kun kan leve (snylte) på levende planter. Snylteren kan kun selv eksi­stere, så længe planten er i live, hvor­for den ikke må suge mere af plantens celler, end at planten overlever. Ved sporespiring sendes der en borehyfe  (svampetråd) ind i en overhudscelle, hvor der dannes et sugeorgan, som kan suge næring fra cellen, uden at denne dør. Hovedparten af svampens hyfer forbliver dog på bladets overflade, hvor de danner et tæt mycelie-net. Mindre end en uge efter spiringen dannes der ukønnede sporer, idet en række hyfer vokser op mellem myce­liet, hvor det falder hen i småstykker, der hver kan spire op til en ny plante på kort tid. Meldug optræder af denne grund ofte epidemisk under forhold, der er gunstige for svampen. Senere dannes brunlige, kugleformede sæk­sporehuse, der fremkommer efter en befrugtning. De kaldes peritecier og indeholder en til flere sporesække, hver med otte sporer. Sporerne spirer tit samme år, og svampen overvintrer som mycelium i knopper og på skud, for enårige græssers vedkommende dog på nyspirede kimplanter; hos an­dre enårige overvintrer periteciet på døde stængler og blade, hvorfra sporer afkastes det følgende år. Peritecierne er så store, at de lige netop kan ses med det blotte øje. Under lup ser man nogle vedhæng, der kan være trådfor­mede, gaffelgrenede, indrullede eller nåleformede og bærer et karakteristisk antal sporesække; de forskellige slæg­ter bestemmes efter disse kendetegn.

 

 

 

Meldugtyper:

Almindelig meldug (Ery­siphe) forekommer på en lang række enårige planter og stauder af de kors­blomstrede, bælgplanter, kurvblomster m. fl. Svampen overvintrer på stængler og blade, der derfor bør fjer­nes og brændes.

Rosen-meldug (Sphaerotheca pannosa] og stikkelsbærdræberen (Sphaerotheca mors-uvae) danner et sekundært mycelium, der nærmest virker skindagtig.

 

Æblemeldug (Podosphaera leucotri­cha) kan få bladene til at rulle sam­men, og her dræbes topskuddet ofte. Ved bekæmpelse er det vigtigt at fjer­ne angrebne skudspidser og brænde disse, da svampen overvintrer i dem. På agurk og krysantemum findes en meldug, som slet ikke danner den kønnede form og som derfor må over­vintre som ukønnede sporer.

 

Bekæmpelse: Det er vigtigt at fjerne syge plantedele, vaske drivhuse osv. for at forebygge det følgende års infek­tioner. Lykkes forebyggelsen ikke, er det muligt at beskyttelsessprøjte med et svovlmiddel, der forhindrer meldug­sporerne i at spire og angribe planter­ne. Kommer man for sent med fore­byggelsen, er der endnu en chance, idet de såkaldte systemiske svampe­midler kan anvendes, da de optages i planterne, hvor de transporteres rundt med saftstrømmen og standser mel­dugsvampens vækst. Den bedste form for forebyggelse er dog den såkaldte resistensforædling, hvor modstands­dygtige planter af en art indkrydses i plantesorter, der er kendt for at give et godt udbytte.

Der optræder aldrig meldug på rosen­sorten 'Peace ', mens nogle af de gamle poulsenroser kunne være helt hvide af meldug. I dag er de sidstnævnte roser

udgået af handelen, selvom de var særdeles smukke. Blandt æblerne er sorten 'Cortland' kendt for at være meldugmodtagelig, medens 'Gråsten' og 'Ingrid Marie' derimod er mod­standsdygtige.

 

Rosen-skimmel / uægte meldug. På en lang række plan­ter udvikles en meldugagtig belægning på undersiden af bladene; farven kan være hvid over grålig til violet, og samtidig dannes pletter på oversiden af bladene. Uægte meldug skyldes en algesvamp, hvis danske navn er blad­skimmel og det videnskabelige Perono­spora. Det kønnede ægsporestadium overvintrer i det visne løv; om foråret spirer nogle arter med selvbevægelige sporer (zoosporer), der kan svømme frit i vand; andre udvikler luftbårne sporer, der angriber unge blade. Svam­pens mycelium udvikles i løvet. Fra myceliet, som danner sugeorganer (haustorier), der suger næring fra cel­lerne, udvikles senere sporer, som vokser ind gennem bladenes spalteåb­ninger, og herfra spreder svampen sig yderligere i løbet af sommeren. Den synlige skimmelbelægning udgøres af sporebærerne.

Bladskimmel er almindelig på roser, latyrus, ært, løg, spinat og mange an­dre planter; hver planteslægt har sin særlige bladskimmelart.

Bladskimmel forebygges ved indsam­ling og afbrænding af smittede blade samt ved sædskifte og ved at udvælge tørre arealer. Svampeangreb forebyg­ges tillige ved beskyttelsessprøjtning med kobber, captan og zinebmidler.

Facebook
Opret din egen Havebog Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder
Klik på den smiley du vil give denne side 
Brugernes vurdering 4,6 (8 stemmer)
Siden er blevet set 11.536 gange - Se og skriv kommentarer herunder.

Kommentarer og debat mellem læsere

Din e-mail bliver ikke vist på sitet.

Vi benytter cookies til at gøre din oplevelse af sitet så god som mulig. Ved at fortsætte med at bruge sitet accepterer du cookies.
Afstemning
Hvad har du i din have?