Logo

- Aztekerne, inkaerne og kaktusserne

Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder
Tip en venFacebook

- Aztekerne, inkaerne og kaktusserne

Alkaloiderne i nogle kak­tus har hallu­cinogene egenskaber. De er derfor blevet brugt i religiøse ce­remonier.

 

Det er ikke alle myter om kaktus, der er moderne. Nogle er meget gamle. Kaktussen var et vigtigt symbol for både aztekerne i Mexico og inkaerne i Peru, og dens billede, der står for helbredelse og spådomme, kan stadig ses på mange af deres bygninger, pottemagerarbejder og andre genstande. I Codex Magliabecchi, der stammer fra lige ef­ter europæernes erobring, ses Mayahuel, aztekernes gud­inde for pulque (den fattige mands berusende drik, der minder om tequila, og som også laves af maquey-kaktussen eller agaven), siddende på en skal med en slange og en skildpadde. Bag dem rejser en blomstrende plante sig.

Et andet træk ved nogle af disse kaktus var endnu mere vigtigt. Nogle af dem indeholder hallucinogene alkaloider, narkotika, som endte med at blive brugt i religiøse ceremonier. Den lille søjleformede peyotekak­tus Lophophora williamsii, som man udtrækker meskalin af, kunne øge opfattelsesevnen og dermed gøre kontak­ten med guderne hurtigere og mere intensiv. Eftersom præsterne vidste, hvordan de skulle håndtere disse og andre visionsinducerende stoffer, havde de stor magt.

Kaktus havde en særlig betydning for disse gamle civi­lisationer, som ophøjede dem til hellige og gudgivne planter. Nogle amerikanske indianere bruger stadig visse kaktus på den måde. Huichol-indianerne fra det vestlige Mexico opfatter peyotekaktussen som guddom­melig og foretager stadig pilgrimsrejser for at finde den.

 

Nogle af de amerikanske indianerstammer, som levede i Sonora, var afhængige af frugterne fra Carnegia gigantea som en vigtig fødekilde.

 

Legender og vandrehistorier?

Kaktus har været genstand for falske rygter og legender helt op til nutiden. Interessant nok ser nogle myter ud til at vække en dybtliggende skræk i mennesker, mens andre præsenterer kaktus i en beskyttende rolle. Disse myter danner ofte basis for en række spørgsmål, vi ofte bliver stillet.

 

»Kaktus blomstrer kun en gang hvert syvende år«

Det er den mest almindelige udtalelse, og det er det rene vrøvl. Den er muligvis opstået som en kombina­tion af flere forskellige fakta. Nogle kaktus skal være ret store, før de vil blomstre, og kaktus, som dyrkes i skyg­ge, er ikke meget for at blomstre. På grund af kaktus og sukkulenters meget eksotiske natur, og fordi de ligeledes meget eksotiske orkideer er mange år om at nå moden­hed og dermed blomstring, er de to familier på en eller anden måde blevet slået sammen.

Ligesom de fleste andre planter blomstrer kaktus kun, når de er fuldt udvoksede. Derefter vil de imidlertid blomstre en gang om året, eller i nogle tilfælde flere gange om året. Den tid, det tager at nå modenhed, kan være så lidt som to år for nogle af de rigtblomstrende rebutiaer og helt op til 40 år for nogle af de trælignende arter.

For et mindre antal arter er det meget svært at skabe de rigtige livsbetingelser, så man kan få planterne til at blomstre i kultur. Den mest almindelige årsag er, at arten naturligt forekommer i stor højde, hvor den er vant til meget høj lysintensitet og ekstreme forskelle mellem dag- og nattemperaturen.

En lidt større gruppe planter skal have meget gode betingelser for at blomstre, betingelser, som man kan opfylde nogle år, men ikke i andre. Disse planter vil blomstre af og til i kultur. Nogle avlere med velan bragte drivhuse vil have større succes end andre.

En anden mulig kilde til denne gamle historie er for­mentlig forbundet med de monokarpiske sukkulenter som agaver. Rosetten af blade, som før eller senere vil blomstre, kan være alt mellem 10 og 40 år om at nå modenhed. Så skyder en kolossal blomsterstand frem. Den kaldes også af og til århundrede-planten, men det er usandsynligt, at nogle af rosetterne er så gamle, før de blomstrer. Bladene dør efter blomstringen.

 

Ørnen, Slangen og Kaktussen optræder alle i mexicanske statssym­boler.

 

Tidlig illustration af slægten Opuntia.

 

»Kaktus skal ikke bruge vand«

Kaktus skal bruge vand, ligesom alle andre levende væsener. Denne ofte gen­tagne påstand går ud fra, at kaktus ikke skal bruge vand, »fordi de kommer fra ørkenen«.

For det første skal de naturligvis bruge vand. Hvordan skulle de ellers kunne leve og vokse? Deres væv består, ligesom hos mennesker, for det meste af vand.

For det andet vokser der ikke kaktus i en rigtig ørken. Kaktus kommer fra tørre områder, ikke tom­me sandørkener. I disse tørre områder regner det også ret begrænset eller kun på bestemte tidspunk­ter af året. Det ligger i en kaktus' natur, at den kan tåle ikke at få noget vand i meget lang tid, men ikke for altid. Det ligger også i dens natur, at den kan udvide sig i overflodstider og oplagre vand til de tidspunkter, hvor der er tørke. Så begynder den at bruge af sine reserver. Rib­berne i en kaktus er desig­net til netop dette formål. De gør det muligt for planten at udvide sig og trække sig sammen. Hvis forholdene er virkelig gode, danner den flere rib­ber øverst i planten.

NB: Glem ikke at man kan overvande dem.

 

»Kaktus beskytter mod strålingen fra computer­skærmene«

Dette ret besynderlige rygte er ret nyt. Vi er ikke helt sikre på, hvordan så­dan en mekanisme skulle virke. Måske skulle torne­ne indsamle ioner?

Det kan tænkes, at den­ne myte er opstået, fordi man har brugt planter til at hæve fugtigheden i meget tørre kontoromgivelser. hvilket hjælper med til at reducere effekten af den irriterende negative ioni­sering af atmosfæren. Hvis det er på den måde, myten startede, er kaktus måske de mindst sandsynlige planter, der kan være effek­tive på denne måde.

 

»En kaktus eksploderede og frigav en horde af fugle­edderkopper«

Denne mærkelige vandre­historie er dukket op på Internettet mange gange. Og den har sågar været forsidestof i forskellige aviser. Det bliver den ikke mere sand af.

Edderkopper kan gan­ske vist godt slå sig ned mellem en kaktus' torne og yngle, men vi tror alli­gevel, at denne historie må være startet som en practical joke.

 

Frugterne af Opuntia-kak­tus, også kal­det kaktusfig­ner, bliver jævnligt

spist.

 

»Kaktus-torne er giftige«

Kaktustorne er ikke giftige. Denne myte er formentlig opstået, fordi nogle men­nesker har fået en infek­tion på de steder, hvor en torn har stukket hul. Det er kun meget sjældent, at nogen har fået blodforgiftning. De burde have kon­taktet en læge eller et hospital længe før det sta­dium.

Kaktus og sukkulenters rolle i myter og legender fra de tidligste tider og helt op til i dag afspejler den dybe fascination, mennesket altid har følt over for disse bizarre plan­ter.

 

 

Klik på den smiley du vil give denne side 
Brugernes vurdering 4,3 (25 stemmer)
Siden er blevet set 5.795 gange - Se og skriv kommentarer herunder.
Afstemning
Hvilken blomst er kønnest i haven?







Afstemning
Hvilken frugt er bedst i haven?



Afstemning
Hvilke bær er bedst i haven?








Kommentarer og debat mellem læsere

Din e-mail bliver ikke vist på sitet.

Afstemning
Hvad har du i din have?







Fortæl dine venner om os