Pindene bruges til støtte for høje planter, penslen til at rense hårede blade med. En lille ske og en gaffel er nyttige - udrangeret køkkengrej kan bruges.
Høje eller klatrende planter skal have støtte. Stammen kan fastgøres til plantepinde eller stativer med »vridere«, ringe eller bast, men må aldrig fast· gøres så stramt, at de kvæles.
Beskærerværktøj. Knive og sakse må altid holdes skarpe, da en sløv kniv vil beskadige planten. Brug et barberblad til blødt plantemateriale og en saks eller kniv til træagtige stammer. En almindelig saks kan anvendes til at fjerne visne blomster og beskadigede blade med.
Ikke alle planter skal have samme kompost(jord) for at trives.
Skåle. Frøplanter og stiklinge startes i såskåle eller -bakker for senere at plantes ud i små· potter. Efterhånden som de vokser kræver de større potter. Potteskjulere giver mulighed for dekoration og fugtighed. Underskåle beskytter vindues· karme og møbler og giver mulighed for at vande planten fra bunden.
Brug skår af urtepotter eller porcelæn til dræn i bunden af potter og trug. Trækul hindrer at vandet rådner og kommer til at lugte. Brug det i hænge. kurve, containere uden hul i bunden, og når stiklinge skal rodslå i vand.
Pinde omviklet med mos støt· ter større planter og tilfører luftrødder ekstra fugtighed.
Vandkandens lange tud kan nå ind mellem bladene til pottejorden og letter arbejdet ved vanding af ampelplanter og planter på højtsiddende hylder.
Visse planter angribes af skadedyr og sygdomme, de må behandles med sprøjtemidler. Næsten alle har gavn af gødning under væksten. Hormonpudder fremmer rodsætning på stiklinge. Alle sprøjtemidler skal opbevares aflåst.
Bladene skal holdes rene, så de får mest muligt lys. Man har olie til at rense dem med, men find først ud af om den pågældende plante tåler midlet. Visse planter kan skades af det.
Indendørs planter
I vore dage ses planter inden døre overalt. Ikke alene som overdådige panoramaer i hotelvestibuler, banker og kontorer, men også plejet og pas· set enkeltvis i nydelige potte skjulere på skrivebordet, i køkkenets vinduesniche, på badeværelsehylden og i lægens venteværelse. De giver tilværelsen en kvalitet, vi bør være meget taknemmelige for.
Hvorfor er de blevet så populære? Der er sikkert flere grunde. Bymennesker lever i en verden af trængsel og travlhed, med plastic, engangsemballage og fjernsynets letfordøjelige underholdning. Planter repræsenterer ro; de fortsætter væksten i deres eget tempo, og vi har ikke mange muligheder for at skynde på dem; det eneste, vi kan gøre, er at forsyne dem med deres livsfornødenheder. De er en slags levende indbo, en dekoration, som medvirker til at gøre vore omgivelser mere behagelige, mere indbydende og mindre stive. Vi synes vi har udrettet noget, når nye blade folder sig ud eller en plante blomstrer for første gang. Planterne er for mange en dyrebar ejendom - ofte tilknyttet glade minder om venner, steder eller om den stikling man modtog og fik held med.
Det, at dyrke planter indendørs eller i potter
tæt ved boligen, er på ingen måde et nyt tidsfordriv. For at finde den første viden om stueplanter, må vi mindst 4.000 år tilbage i tiden til de kinesere, som dyrkede planter i elegante skåle i deres paladser. Der er beviser i form af relieffer fra 1400 f. Kr. på, at egypterne var plantesamlere. Babylons hængende haver var opbygget i terrasser med potteplanter, og vi ved med sikkerhed, at man dyrkede stueplanter under den romerske og græske civilisation og tillige i den mørke middelalder. Klostrene gjorde meget ud af denne dyrkningsform, selvom det må indrømmes, at de interesserede sig mere for sjældne urter og medicinske planter end for de dekorative.
Det 19. århundrede var plantesamlernes og planteformeringens blomstringstid. Fr'il da af udvikledes kunsten at bygge opvarmede drivhuse og vinterhaver. Aristokratiet og rigmændene kappedes om at have de mest eksotiske og sjældne planter i drivhusene til at imponere deres gæster med. Planteskolefolk som Veitch og Sanders sendte plantesamlere ud i hele verden for at finde nye arter og varieteter. Nathaniel Wards opfindelse i 1834 af den såkaldte »Wardians Rejsekasse« betød uhyre meget for transporten af sjældne planter. Den var nærmest et transportabelt lille drivhus, som ydede planterne en beskyttet atmosfære under skibsrejsen.
Under de urolige tider i det 20. århundrede blev store private samlinger spredt eller ødelagt. Mode og levevis ændredes, og i mellemkrigstiden forsvandt mange planter. Dog - ikke alt gik tabt, fordi det allerede var blevet populært i alle samfundslag at dyrke planter i stuen. Sidst i halvtredserne og i begyndelsen af tresserne sattes modens pendul igen i svingninger, og planterne dukkede op i stadig større antal - først i hjemmene, senere på kontorer, i banker, restauranter og hoteller. I dag er de en værdsat og naturlig del af vor tilværelse.
Hvad forstår man ved en stueplante.
Hvordan skal man definere indendørs planter? Det er planter, som dyrkes inde - enten på grund af bladenes ornamentale virkning eller på grund af deres blomster eller af begge årsager. De skal ikke alene kunne overleve, men også udvikle sig under de forhold, hvor vi selv færdes og arbejder, uden hensyn til at disse forhold varierer stærkt og ikke først og fremmest er indrettet efter planternes behov.
Hvad behøver planter for at leve og gro? En plante kræver i første række et kraftigt dagslys (det kan suppleres eller skaffes kunstigt ved hjælp af specielle lamper eller lysstofrør). De fleste stueplanter tåler dog ikke direkte sollys midt på dagen om sommeren, da det kan svide bladene. Jo mere dybt grønne, de er, des større er chancen for, at de kan trives i mindre kraftigt lys i stuen. Brogetbladede planter og planter med lyst grønne blade skal anbringes så lyst som muligt. De holder af luftfornyelse uden træk, derfor bør de ikke stå i et lukket rum, der er ude af brug. De bryder sig ikke om for store temperatursvingninger, og det kan volde kvaler at undgå i dag, hvor der dæmpes for varmen i nattetimerne. Nogle planter er mere tolerante for centralvarme end andre, men lav luftfugtighed er noget, de lider under. Vandfordampere på radiatoren hjælper noget. Er det muligt, stilles urtepotterne på små· sten eller Leca, der holdes fugtig, eller deres potte pakkes i vådt mos eller spagnum i en urtepotteskjuler.
Ligegyldigt om de dyrkes inde eller ude, skal alle planter have vand af og til. Det er vigtigt at kende den enkelte plantes vandbehov, og kun vande den, når det er absolut nødvendigt.
De fleste planter (bortset fra bregner og nogle få andre vandelskende) overlever ganske godt tørre perioder, og flertallet af stueplanter dør hyppigere af overvanding end af nogen anden grund. Er planten blevet overvandet, må den have lov at tørre naturligt i et velventileret rum. Prøv ikke at fremme processen ved at stille den varmt.
Blomstrende planter - med få vigtige undtagelser - må betragtes som gæster i hjemmet. Efter afblomstringen må de enten smides ud som Cineraria, eller flyttes ud i drivhuset, hvor de pas· ses til næste blomstringssæson, f.eks. Azalea. Mange af vore stueplanter har både smukke blomster og smukke blade.
Pasning af planter
Husk at ingen planter er skabt til at gro i potte el· ler beholder. Der er visse ting, der må foretages fra tid til anden, for både at holde planterne sunde og under kontrol.
Det første er ompotning. Den udføres for at bevare et sundt rodsystem. Undersøg om planten er trængt, dvs. om pottens indhold består af sammenklemte rødder næsten uden jord imellem. Er det tilfældet, vil man tit opdage det ved at iagttage planten: den kan virke for stor til potten; den kan have svært ved at komme i vækst om foråret; eller rødderne vokser måske ud gennem dræn· hullet i pottens bund. Men den sikreste måde at konstatere det på består i at vende bunden i vej· ret på planten, banke potteranden mod bordpladen, så potteklumpen løsnes og kan tages ud, hvorefter rødderne undersøges. Gennemvand al· tid før ompotning, men lad overskudsvandet dræne fra. Planten skal helst ikke vandes straks ef· ter ompotningen, vent 2-3 dage; det tvinger rødderne til at søge ud i den ny jord (kompost) efter vand. Stil den aldrig i solen efter en ompotning, skyg eventuelt med et stykke papir.
Trods ompotning er der nogle planter - især de hurtigt voksende - som ikke rar tilstrækkelig næring fra jorden i potten; eller måske er de så store, at de ikke kan pottes om. Derfor må de have gødningstilskud under væksten og blomstringen. Den nemmeste måde at tilføre dem næring er gennem vandingsvandet, og der findes mange slags flydende gødninger på markedet, netop tilpasset de fleste stueplanter. Man kan også tilføre gødning via bladene, når de overbruses. Lav aldrig opløsningen kraftigere end foreskrevet; undertiden er det bedre at tilsætte mindre.
De fleste planter bør beskæres med regelmæssige mellemrum. Hvor det først og fremmest er et spørgsmål om udseende og hygiejne, består det ofte blot i at fjerne visne blomster og beskadigede blade.
Egentlig beskæring tjener to formål. For det første skal vækstformen bevares smuk og regelmæssig. Stueplanter (men også haveplanter) kan være tilbøjelige til at blive ranglede og skyde en enkelt hoved gren op. En sådan hoved gren må skæres helt ned og ranglede planter må studses ind, så de bliver smukkere i formen og opnår en mere kompakt vækst. Den anden grund til beskæring er at stimulere planten til at blomstre. Fjernes dens grenspidser, tvinges den til at samle sin energi om at blomstre i stedet for at sætte blade. Ved at lade planterne stå i lidt for små potter, kan man undertiden få samme effekt. Brug altid en skarp kniv eller saks til beskæring - og vær ikke bange for at bruge den. Bløder den beskårne gren, kan den smøres med vaseline eller plastmaling, det forsegler såret.
Valg af kompost
For en del planter er det af vital betydning, at de får den helt rigtige kompost, mens andre gror i næsten hvad som helst. Brug aldrig jord fra haven, da den indeholder ukrudtsfrø, måske sygdomskim og skadedyr og sandsynligvis dræner dårligt. Det kan altid betale sig at købe pottejorden. Traditionelt er pottekompost blevet betragtet som kunst og som lidt af et mysterium. Ældre gartnere rugede omhyggeligt over deres specielle jordblandinger til dyrkning af dette eller hint - og der findes stadig nogle, som gør det. I de gamle havebøger beskrives en særlig blanding til hver plante, og det kan godt virke forvirrende på en plantedyrker. For at bringe klarhed i spørgsmålet tog det berømte engelske jordbrugslaboratorium John Innes sagen op. Man fandt frem til en grundblanding, en slags enhedsjord, passende for de fleste almindeligt dyrkede planter. Den er sammensat af 7 rummål steril (kogt) lermuld, 3 rummål spagnum, der medvirker til at gøre den porøs og vandholdende, samt 2 rummål groft grus/skarpt sand som drænelement. Jord til såning er ikke tilsat gødning, mens nr. 1, 2 og 3 indeholder forskellige mængder af blandingsgødning. Nr. 1 er svagest gødet, nr. 2 tilsat dobbelt så meget og nr. 3 er kraftigst gødet. I tekster henvises til de blandinger, der passer for den enkelte plante, med nr. 1, 2 eller 3.
Der laves også blandinger med højere indhold af spagnum, og blandinger som ikke indeholder lermuld, og som passer til bestemte plantearter. Det er vigtigt ikke at trykke disse kompostformer for hårdt sammen, ligesom de heller aldrig må tørre ud. De muldfattige blandinger er særligt gode til f.eks. bregner, men uegnede til hurtigt· voksende planter, der må have adgang til rigelig næring. Visse planter er kalkskyende og må altså have en jord uden kalk for at trives tilfredsstillende. Det drejer sig om planter af lyngfamilien. Disse blandinger består overvejende af spagnum. Endelig er der nogle planter, især af slægten Bromelia, der omtales her i bogen, som trives bedst i en let, meget porøs blanding. Deres vækstmedium består af spagnum tilsat hvidmos (levende spagnummos) der gør den endnu lettere.
Et stort antal tropiske planter dyrkes på grund af deres smukke, grønne blade. Mange af disse populære vækster tilhører to slægter: Ficus og Philodendrun og herover Ficus diversifolia, Trillekugle. Denne slægtning til det almindelige Gummitræ har ret usædvanlige blade og sætter små frugter. Ligesom de fleste andre bladplanter klarer den sig godt i skygge. Da den har læderagtige blade, tåler den tør stueluft - ja selv tobaksrøg og anden os.
Stueplanter med brogede blade kræver som regel mere lys end deres grønne søskende. Forvises de til en mørk krog, bliver de hurtigt rent grønne. Herover en Croton pictum-sort. Alle croton-sorter kræver rigeligt sollys.
Nogle blomstrende potteplanter kan købes året rundt, andre kommer sæsonmæssigt på markedet. Herover Cyclamen persicum, Alpeviol, er uhyre populær ved juletid. Som mange andre blomsterplanter skal den stilles køligt for at blomstre godt.
Bregner, som var på mode i den viktorianske tid, har fået deres comeback. De står smukt mellem blomstrende vækster og de vil live op f.eks. i et badeværelse.
Herover et blad af Adiantum, den populære Venushår-bregne. Da hvert enkelt bladafsnit kun er få celler tykt, har de tendens til at krølle sammen i tør luft.
Klatreplanter kan bindes op til mospinde, ståltråd, bambusstativer eller snore. De kan også kravle omkring uden støtte, og mange passer smukt til at dyrkes som ampelplanter (dvs. i ophængte kurve el.lign.).Her Ficus pumilla der er den krybende Ficus.
--