Navnet oksetunge sigter til de ru, aflange blades lighed med tungen hos en okse. Både de syd- og nordeuropæiske arter trives bedst på en let jord og er på grund af deres oftest himmelblå blomster meget iøjnefaldende. De har stive stængler og ruhårede blade. De regelmæssige, femtallige blomster er samlet i gaffeldelte kvaste, såkaldte svikler. Der findes både en-, to- og flerårige arter.
Vækstkrav: Alle oksetunger trives bedst på en veldrænet, let jord i fuld sol. De fleste typer har svært ved at overleve en fugtig vinter; derfor dyrkes nogle af de flerårige oftest som enårige blomsterplanter.
Pleje: Oksetunge kan formeres ved frøudsæd i drivbænk i det tidlige forår med påfølgende udplantning i maj. Det gælder bl.a. enårig oksetunge og tæppe-oksetunge. Italiensk oksetunge formeres i reglen ved rodstiklinger om foråret. Ved udplantning i haven er det bedst at anvende så små planter som muligt, idet de lidt træagtige rødder hos ældre planter har svært ved at få fat. Som andre sommerblomster er de nemme at have med at gøre; de kræver hverken vanding, gødskning eller opbinding. Efter afblomstring kan en kraftig nedskæring give planterne større mulighed for at overvintre og give en rig blomstring det følgende år.
Anvendelse: Oksetunge kan anvendes i blandede blomsterbede, i en tør blomstereng og på tørmure.
Arter:
Enårig oksetunge (Anchusa capensis) hører hjemme i Sydafrika. Den er egentlig toårig, men dyrkes hos os udelukkende som enårig sommerblomst. Den bliver 60 cm høj og har en meget stor og fyldig blomsterstand; blomsterne er rent indigoblå med hvidt øje. Sorten 'Blue Bird' er den mest anvendte.
Italiensk oksetunge (Anchusa italica) er den kraftigste af arterne; den kan blive mellem 100 og 125 cm høj. Bladene er lancetformede og indtil 30 cm lange. De himmelblå blomster er tydeligt stilkede og samlet i ensidige svikler. Den mest dyrkede sort er 'Dropmore' , der bliver 125 cm høj. 'Littie John' er kun 40 cm høj, mens de øvrige sorter alle er godt meterhøje: 'Loddon Royalist', ensianblå; 'Morning Glory' , dybblå; 'Opal', himmelblå; 'Pride of Dover' og 'Royal Blue ', begge ensianblå. De formeres ved rodstiklinger, men kan også brede sig ved selvsåning. De er så høje, at de på udsatte voksesteder behøver afstivning; men de er vanskelige at binde op, uden at det går ud over vækstformen.
Lægeoksetunge (Anchusa officinalis) er en gammellægeurt, som findes vildtvoksende mange steder i Danmark. Den har 60 cm høje, stivhårede stængler og lancetformede, ligeledes stivhårede blade. Blomsterne er først rødlige, senere blåviolette.
Tæppe-oksetunge (Anchusa caespitosa) er en rosetdannende plante, der hører hjemme på Kreta og i Lilleasien. Den bærer et utal af lysende himmelblå blomster fra maj til september. Den er smuk på stenbede og tørmure. men kræver beskyttelse mod vintervæde og februarsol for at kunne overvintre. Kan eventuelt plantes i potter, som om vinteren flyttes ind i et koldhus eller et alpinum.
Kærmindesøster er en nærstående art, som tidligere kaldtes Anchusa myosotidiflora, men er omdøbt til Brunnera macrophylla. Se artiklen Kærmindesøster.