Logo

Pileurt - Polygonum

Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder
Tip en venFacebook

Pileurt - Polygonum

Slægten Polygonum udgøres overvej­ende af urter, sjældnere vedplanter, med slyngende eller opret vækst. Blomsterne er små og regelmæssige med 5 hvidliggrønne eller rødlige blo­sterblade og 5-8 støvdragere. Frugten er en nød, der omsluttes af det vedva­rende bloster. Er den dannet af en tobladet støvvej, bliver den sammen­trykt; er den dannet af en trebladet støvvej, bliver den trekantet. Nogle af slægtens arter har stærkt farvede blom­ster, der indeholder honning og bliver insektbestøvet, mens de fleste af arter­ne er selvbestøvende. Slægten omfat­ter i alt ca. 175 arter, hvoraf ca. 12 er vildtvoksende eller dyrkes som kultur­planter i Danmark.

 

Vækstkrav: Se arterne.

 

Arter:

Bleg pileurt (Polygonum lapa­thifolium) er en 25-60 cm høj, enårig plante med rigt grenede stængler, der er opsvulmede ved grunden af ledde­ne, så at der dannes tydelige knæ. Bladene er lancetformede, svagt håre­de på oversiden og forsynet med gulli­ge kirtelprikker på undersiden. Blom­sterne er bleggrønne. sjældnere lyserø­de, og samlet i tykke, afrundede klaser for enden af skuddene. Frugten er en sammentrykt nød. Arten er en almin­delig ukrudtsplante, der især forekom­mer på lave og fugtige marker, men kun sjældent bliver besværlig.

 

Fersken-pileurt (Polygonum persicaria) er meget almindelig som ukrudtsplante på næ­ringsrig, fugtig jordbund. Fersken-pileurt ligner meget bleg pileurt, men kendes let på de tiltrykte, hårede kræmmer­husdannelser ved knæene. Desuden mangler den kirtler på blade og blom­sterstilke. Blomsterne er blegrøde, og frugten er en but, trekantet, glinsende sort nød. Arten er almindelig på fugti­ge, næringsrige humusjorder i hele Danmark.

 

Japanpileurt (Polygonum cuspidatum, nu Reynoutria japonica) har en kraftig rodstok og lange udløbere. Stænglerne er kraftige, op til 250 cm, med en elegant, let overhængende vækst. I september får den et væld af blomster, der udvikles fra bladhjørnerne. På næ­ringsrig, fugtig jord breder den sig som det værste ukrudt, mens den på let jord er nemmere at holde under kontrol. Den er fornem i grupper på store plæner eller i busketter, hvor den kan få lov at brede sig uhindret. Hvis den plantes i en nedgravet brønd ring eller i en plantekumme, sikrer man sig mod, at den breder sig ud i haven, og den vil pynte på alle årstider. Se nedenfor om dens nære slægtning kæmpepileurt.

 

Kæmpepileurt (Polygonum sachalinen­se, nu Reynoutria sachalinensis) er en statelig plante, der kræver god plads. Kæmpepileurt er den kraftigste af alle pileurter. Den breder sig stærkt ved rodskud, som kan blive voldsomme konkurrenter for nabo­planterne og som er i stand til at forskubbe fliserne på havegang og ter­rasse. Planten er absolut ikke velegnet i småhaver; men i store haver og i parker er den en værdifuld prydplante, hvis 3 m høje stængler hurtigt danner tætte bevoksninger. Bladene er 20-30 cm lange og ægformede; de ubetydeli­ge blomster er grønliggule og næsten skjult mellem bladene. Den blomstrer i september. Denne pileurt trives på selv mager sandjord; den er vindfør og giver allerede ved midsommer godt læ. De visne stængler bør overvintre på planten og først nedskæres om foråret.

 

Kærtepileurt (Polygonum amplexicaule) er en pragtfuld staude mellem prydbuske eller i naturhaven. Kærtepileurt bliver ca. 100 cm høj. Den har hjerteformede blade, hvis nederste del omfatter stænglen. Den slanke blomsterstand har blodrøde blomster fra august til oktober. En fornem plante i større stenpartier eller i forgrunden af busketter.

 

Snerlepileurt (Polygonum convolvulus, nu Bilderdykia convolvulus eller Fallo­pia convolvulus) er en enårig plante med en indtil 1,5 m lang stængel, der altid slynger sig højre om de genstan­de, den snor sig op ad; hvis ikke den under sin vækst møder højere terræn­genstande, vokser den fladt ud over jordbunden. Bladene er hjerteformet langstilkede, glatte, aflangt-ægformede med rødlig-grønne blosterblade. Den vokser som almindelig ukrudtsplante over hele Danmark på både næringsri­ge og magre jorder. Snerlepileurt hø­rer til vor ældste flora, idet dens frø er fundet i aflejringer fra istidens slut­ning. Før agerbruget opstod, var den vidt udbredt, men blev fortrængt til de sandede strandarealer for senere igen at vandre ind på agerlandet, da skove­ne blev fældet og jorden opdyrket.

 

Tæppepileurt (Polygonum affine) er en ganske lav, kun 10-20 cm høj art, der ikke stiller særlige krav til jordbund eller omgivelser. Bladene er aflange til lancetformede, helrandede og næsten alle grundstillede. De hvidlige til rosa­farvede blomster sidder" i tætte, valse­formede, akslignende stande i spidsen af hver sit skaft. Blomstringen begyn­der allerede i juni og fortsætter til midt i september. Planten anvendes ofte som stenhøjsplante i haver, hvor den danner store sammenhængende be­voksninger. Af tæppepileurt kan især sorterne 'Lowndes' og 'Superbum' med mørkrosa blomster anbefales.

 

Vandpileurt (Polygonum amphibium) er en flerårig, urteagtig plante, der kan optræde som både vand- og landplan­te, hvilket har stor indflydelse på dens udseende. Som vandplante har den langstilkede, glatte, aflangt ægformede flydeblade, der sidder på indtil 80 cm lange stilke. Blomsterne er kraftigt rødfarvede og samlet i tætblomstrede aks, der rager indtil 10-15 cm op over vandoverfladen. Landplanten har kry­bende, stærkt forgrenede, underjordi­ske udløbere og opstigende, indtil 40- 60 cm lange luftskud med kortstilkede, æg-lancetformede og ru blade; den blomstrer mindre end vandformen og formerer sig hovedsagelig ved hjælp af sine udløbere. Denne pileurt ses mest som vandplante i søer, såvel nærings­fattige som næringsrige. Landplanten ses oftest på udtørrede søbredder, hvorfra den kan brede sig som et besværligt ukrudt. Den er god som dræningsindikator, idet dens tilstede­værelse fortæller om fugtig jordbund.

 

Vejpileurt (Polygonum aviculare) er en enårig sommerplante med 10-75 cm lange, forgrenede stængler, der oftest er nedliggende, sjældnere oprette. Bla­dene er ret små og smalle, og blomster­ne er uanselige, hvidliggrønne og sid­der enkeltvis eller 2-4 sammen i blad­hjørnerne. Frugterne ædes især af grå­spurve eller småfinker, der kan ses i større flokke, hvor denne art er særlig udbredt. Den kaldtes af samme årsag tidligere hønsegræs. Den er et meget almindeligt ukrudt i hele landet og forekommer hyppigt i forskellige for­mer, som henregnes til denne art, der således må betragtes som en samleart. Arten er kvælstofelskende og fore­kommer særlig i beboede områder el­ler på velgødede marker, og den er uhyre hårdfør over for færdsel af en­hver art samt for udtørring.

 

Andre arter: Nære slægtninge til pile­urterne er den kraftige slyngplante sølvregn, populært kaldt arkitektens trøst (se artiklen Sølvregn), samt slan­geurt (Polygonum bistorta), se denne artikel.

Opret din egen Havebog
Klik på den smiley du vil give denne side 
Brugernes vurdering 3,7 (3 stemmer)
Siden er blevet set 3.534 gange - Se og skriv kommentarer herunder.
Afstemning
Hvilken blomst er kønnest i haven?







Afstemning
Hvilken frugt er bedst i haven?



Afstemning
Hvilke bær er bedst i haven?








Kommentarer og debat mellem læsere

Din e-mail bliver ikke vist på sitet.

Afstemning
Hvad har du i din have?







Smæk insektet!