Logo

Pimpinelleroser, skotske roser, klitroser - Rosa pimpinellifolia

Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder
Tip en venFacebook

Pimpinelleroser dyrkedes allere­de i 1500-tallet i klosterhaverne. Det er der belæg for i urtegårds­bøger fra den tid.

Rosa pimpinellifolia 'Plena', 'Finlands hvide rose'.

 

SE, MEN IKKE RØRE

Pimpinellerosen, som trives blandt sand og sten, er vildtvoksende både i Asien og i Europa, faktisk så langt nordpå som i Island. Engang fandtes der vilde pimpinelleroser i Halland og Bohuslan i Sverige, men nu må man til de danske klitter for at studere dem. Der vokser de lige så frodigt som rynket rose (Rosa rugosa) langs de svenske strande. Interessen for de dyrkede pimpinelleroser er taget til igen efter en afmatning omkring århundredskiftet, da engangsblomstrende roser stort set blev trængt ud af remonterende sorter. Anledningen til fremgangen kan måske delvis forklares med, at der nu findes selv pimpinelleroser, som blomstrer igen, men i grunden skyldes det nok, at man har fået øjnene op for deres egenart.

Pimpinelleroser dyrkedes allere­de i 1500-tallet i klosterhaverne. Det er der belæg for i urtegårds­bøger fra den tid. At de ofte kaldes skotske roser, kommer af, at det var i Skotland, forædlingen af pim­pinelleroserne tog sin begyndelse omkring 1790. Gartneren Robert Brown i Perth krydsede vildtvok­sende Rosa pimpinellifolia med forskellige dyrkede roser, først og fremmest med sorter fra familien Pimpinellifoliae (foruden Rosa pim­pinellifolia hører Rosa foetida, Ro­sa hugonis, Rosa primula, Rosa se­ricea m.fl. til den), men også med roser fra andre grupper, fx sene damascenerroser ('Stanwell Perpe­tual'). Roserne blev hurtigt popu­lære, og Brown fik efterfølgere bå­de hjemme og i Frankrig. I den sam­menhæng må vi ikke glemme St. Peters borg i Rusland, hvor zarens gartner Karl-August Freundlich frøformerede pimpinelleroser og skabte smukke, fyldte roser, som desuden var meget hårdføre.

I begyndelsen af 1800-tallet fandtes der ca. 300 forskellige pimpinelli­foliasorter, mange af dem kun med beskrivende navne af typen 'Double Blush', 'Double White' og 'Single Red'. De dobbelte var mest populære, eftersom pimpinelleroser med mange kronblade ansås for at være mest livskraftige, men de, som hævdede det, har nok aldrig haft en 'Altaica' i deres have. Selvom den ikke når samme højder hos os som i den oprin­delige hjemstavn, Altaibjergene, så bliver den mildt sagt omfangsrig. Den er vel værd at dyrke, men sørg for at give den ordentligt med plads. Det samme gælder for resten de fleste pimpinelleroser. Ellers er der ikke me­get, man behøver at tage hensyn til, når man vælger udplantningsplads, for disse roser er meget fordringsløse med hensyn til jordbund og ikke mere kræsne med hensyn til sol. Stedet behøver heller, ikke være særlig beskyttet, for de modstå r hårdt vejr og selv frostvinde. De klarer sig langt op i Norrland. Få roser er så problemfrie. Svampesygdomme synes ikke at bide på dem. At de ældste sorter skulle være uddøde, som det si­ges, er vanskeligt at tro. Gemte og glemte måske, men med den livskraft, pimpinelleroser har, findes de sikkert et eller andet sted.

Det er først og fremmest bladene, som er forskellige på gamle, underti­den kaldt ægte, og nyere sorter. Bladene på de ældre svarer bedst til det latinske navn pimpinellifolia, eftersom de er sammensat af mange småblade og stærkt minder om bibernellen i vore krydderurtehaver, San­guisorba minor. Moderne pimpinelleroser har ofte større og færre blade. Tornetheden er imidlertid den samme, uanset om det er en gammel eller ny sort. Det synonyme latinske navn spinosissima, som tidligere var den gængse betegnelse og undertiden benyttes for at markere, at det er en af de gamle roser, betyder yderst tornet, og det passer virkelig. Grenene er tæt, tæt besat med både stive torne og lange, lige børster. Her er der be­hov for beskyttelseshandsker.

Pimpinelleroserne blomstrer tidligt: De hører til vårens budbringere i rosenhaven, og et lige så stort plus er de om efteråret, når de runde, næsten sorte hyben pryder buskene. Løvet får desuden ofte herlige efter­årsfarver. Der er meget, som kompensere r for, at de fleste af dem kun blomstrer en gang. Af de ældre pimpinelleroser er det kun 'Stanwell Per­petual', der remonterer. Den, der vil have pimpinelleroser, som blomstrer igen, bør stile mod nyere krydsninger, fx 'Karl Forster', 'Golden Wings', 'Maigold', 'Alcha' og 'Frühlingsduft'.

 

Andre pimpinelleroser: 'Double Blush', lysrosa, fyldt (ukendt afstam­ning); 'Double White', hvid, fyldt (Skotland); 'Double Yellow', gul, tætfyldt (Williams 1828); 'Glory of Edzell', rosa, enkel (ukendt afstam­ning); 'Husmorrose', lysrosa, halv­fyldt (fundet vildtvoksende i Norge, er muligvis identisk med 'Double Blush'); 'Mary Queen of Scots', rosa­violet med grå underside, halvfyldt (Lady Moore 1921); 'Irish Rich Marbled', lysrosa, halvfyldt (ukendt af­stamning); 'William III', karminrød, halvfyldt (ukendt afstamning).

--

 

Opret din egen Havebog
Klik på den smiley du vil give denne side 
Brugernes vurdering 5.0 (12 stemmer)
Siden er blevet set 4.386 gange - Se og skriv kommentarer herunder.
Afstemning
Hvilken blomst er kønnest i haven?







Afstemning
Hvilken frugt er bedst i haven?



Afstemning
Hvilke bær er bedst i haven?








Kommentarer og debat mellem læsere

Din e-mail bliver ikke vist på sitet.
274502-08-2011 19:00:39 marianne tuxen
Det er en fantastisk rose. Den kan tåle alt og kræver ingen vedligeholdelse.
274609-03-2010 11:38:34 Carole Bergh
Hej, jeg vil gerne vide om rådyr spiser Pimpinelleroser? vi har et sommerhus grund med mange rådyr...
På forhånd tak
mvh

Afstemning
Hvad har du i din have?







Fortæl dine venner om os

Smæk insektet!