Hvidløg (Allium sativum) er en af de ældst kendte og stærkest smagende løgarter. Plantens oprindelse er uvis, men den dyrkedes allerede i oldtidens Ægypten. Den blev antagelig ført til Norden i middelalderen af munke, der anvendte den som lægeurt, bl.a. mod gigt og podagra, og den skulle også være virksom mod børneorm og vorter. I Frankrig og andre solvarme dele af verden dyrkes langt flere hvidløg end her i landet.
Løget består af et moderløg, omgivet af talrige små sideløg, hvidløgsfed, der alle er indesluttet af fælles, gråhvide løgskæl. Lugt og smag er meget skarp, men giver i mindre mængde en fin smagstilsætning til mange retter. Bladene er linjeformede med køl. Blomsterstanden er en skærm med hvide, grønlige eller rødlige blomster, og der udvikles ofte yngleløg imellem blomsterne.
Vækstkrav: Hvidløg er hårdfør og kan vokse på samme sted i flere år; kulturen bliver dog bedst, når løgene om efteråret graves op.
Pleje: Sideløg lægges i det tidlige forår i en muldrig, ikke for let jord. Så snart toppen er visnet bort i løbet af sommeren, graves løgene op, tørres og opbevares i bundter.