Logo

Hormoner

Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder

Hormoner er oprindelig vækstregule­rende stoffer, der dannes et sted i organismen og derfra transporteres til et andet sted, hvor de enten fremmer eller hæmmer en livsfunktion. Første gang ordet blev brugt i forbindelse med planter, var i 1909, da man fandt ud af, at en ekstrakt af orkide-pollen kunne få orkide-frugtknude r til at vokse. Senere viste det sig, at orkide­pollen indeholdt et stof, auxin, som altså havde en stimulerende virkning på udviklingen af frugtknuden hos ubestøvede blomster. I planterne dan­nes disse vækstregulerende stoffer i vækstpunkterne samt i frugter og bla­de. Auxinerne er først og fremmest karakteriseret ved deres evne til at fremskynde stræknings væksten i skud­celler, mens de hæmmer røddernes længdevækst. De nedsætter stivheden i planten, fremmer frugtsætningen, men hæmmer ofte frøspiringen. Vandrin­gen af stoffet foregår kun i en retning, nemlig fra vækstpunktet mod basis. Ved forsøg med havrekimplanter, dyr­ket i mørke, påviste den danske plan­tefysiolog Peter Boysen Jensen, at au­xin var årsag til, at disse, ved belysning med hvidt lys, drejede sig imod lyskil­den. Han skar spidsen af de små kim­planter og satte den på plads igen, således at de to snitflader kun var adskilt af et tyndt lag gelatine. Kimen viste sig da fortsat at reagere med en normal krumning ved ensidig belys­ning. Han påviste også, at dette fæno­men kunne stoppes med små plader af platin, når disse blev indskudt i indsnit i kimen - dog kun, hvis de blev ind­skudt på skyggesiden. Han konklude­rede deraf, at planternes krumningsev­ne måtte bestå i en transport af et vækstfremmende stof, der frembringer krumningen, og at denne transport måtte finde sted på skyggesiden af plantedelen.

Et andet vækststof er gibberellinsyre. Det har været kendt i Orienten siden midten af 1920rne; men først omkring 1950 blev det kendt i den vestlige verden. Japanske forskere opdagede, at risplanter, der var angrebet af en svamp, Gibberella fujikuroi, blev høje, tynde og oftest blege, og det lykkedes dem at fremkalde disse symptomer hos raske planter ved hjælp af sterile filtra­ter fra svampens vækstmedium - altså uden at inficere planterne med svam­pen. De aktive stoffer fik navnet gib­berelliner, og senere er der isoleret en del af disse under forskellige betegnel­ser, dels fra Gibberella, dels fra frø­planter. Fælles for stofferne er det imidlertid, at de stimulerer væksten af stængelleddene, for græsserne tillige bladenes længdevækst. Desuden frem­mer de længdevæksten hos rødderne, øger plantens stivhed og fremmer frugtsætning og frøspiring. De minder altså på visse områder om auxiner, men deres fysiologiske virkninger ad­skiller sig dog på en række punkter fra dem.

 

Hormoner

Facebook
Opret din egen Havebog Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder
Klik på den smiley du vil give denne side 
Brugernes vurdering 5,0 (3 stemmer)
Siden er blevet set 2.206 gange - Se og skriv kommentarer herunder.

Kommentarer og debat mellem læsere

Din e-mail bliver ikke vist på sitet.

Vi benytter cookies til at gøre din oplevelse af sitet så god som mulig. Ved at fortsætte med at bruge sitet accepterer du cookies.
Afstemning
Hvad har du i din have?