Logo

Linné, Carl von

Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder

Linné, Carl von

Linné med Linnaea borealis, der er opkaldt efter ham. Carl von Linné er ophavsmand til det videnskabelige navngivningssystem, ifølge hvilket alle dyr og planter skal have to videnskabelige navne, et slægtsnavn (sammenligneligt med vort efternavn) og et artsnavn (nærmest svarende til et fornavn). Han er for­fatter til Species Plantarum (1753), Ge­nera Plantarum (1754) og Systema Naturae (1758), der er udgangspunktet for al moderne navngivning i botanik og zoologi. Desuden var han mester for det såkaldte sexualsystem, ifølge hvilket planteverdenen inddeles i grup­per efter antallet af støv- og frugtblade i blomsten. Endelig var han forfatter til talrige grundlæggende værker inden for botanik og zoologi.

 

Rudbeckia. Linrie ærede sine venner ved at navngive planter efter dem. Fjenderne lag­de navn til ubehagelige slægter.

 

Linné blev født i 1707 i Småland, hvor hans planteinteresserede far Nils Lin­naeus var præst. Hans planteglæde smittede af på den lille Carl, som til gengæld ikke var særlig boglig interes­seret. Når som helst lejlighed bød sig, drog Carl ud på indsamlingsture i na­turen, og i stedet for at studere teologi efter forældrenes ønske begyndte han at studere medicin.

Linnés første universitetsår blev til­bragt i Lund, men allerede året efter kom han til Uppsala universitet, som han livet igennem bevarede tilknytning til. I Uppsala mødte Linné flere natur­videnskabsmænd, som senere skulle få stor betydning for ham, deriblandt Olof Rudbeck den Yngre og Peter Artedi. Rudbeck var lærer i filologi, men havde oprindelig været naturvi­denskabsmand og sammen med sin far udarbejdet en samlet oversigt, Campus Elysii, over alle da kendte planter. Peter Artedi var student som Linné, og de to indledte et nært samarbejde, De var klar over, at man kan inddele dyr og planter på to principielt forskellige måder, nemlig i et naturligt system, hvor arterne grupperes efter, hvor mange bygningstræk de har tilfælles, og et kunstigt system, hvor man ved hjælp af nogle få udvalgte karakterer får arterne placeret og identificeret. Det system, som Linné udarbejdede, det såkaldte sexualsystem, er baseret på nogle ganske få karakterer i blomsten, nemlig især antallet af støv- og frugtblade. Udarbejdelsen af systemet påbegyndtes allerede i Uppsala; men det blev først publiceret nogle år sene­re i Holland, da førsteudgave n af Systema Naturae blev offentliggjort i 1735. I 1732 rejste Linné, støttet af det kgl. svenske videnskabernes selskab, til Lappland, som på det tidspunkt endnu var relativt uudforsket. Rejsen varede ca. et halvt år og gik nordover fra Uppsala i Sverige og hjem igen via Åbo i Finland. Fra rejsen stammer hans Flora Lapponica, som blev publi­ceret i Amsterdam i 1737. Linné var kommet til Holland som følgesvend for den velhavende Claes Sohlberg, gen­nem hvem han også havde mødt sin senere kone Sara Elizabeth, Undervejs fik han sin medicinske doktorgrad i byen Harderwijk, hvor man nærmest levede af at sælge doktorgrader uanset afhandlingernes kvalitet. Linnés medi­cinske viden stod langtfra mål med hans botaniske; men med sin doktor­grad i hånden havde han nu ret til at slå sig ned som praktiserende læge i Sveri­ge. Vigtigere for Linné var det dog, at han under sit ophold i Holland kom i forbindelse med en del videnskabs­mænd og velgørere, som forstod værdi­en af hans medbragte, men utrykte botaniske og zoologiske arbejder og hjalp ham med at få dem offentlig­gjort, bl.a. Systema Naturae og Hortus Cliffortianus om haven, som tilhørte direktøren for det Nederlandske Ostindiske Kompagni, George Clif­ford. I 1737 offentliggjorde Linne ikke mindre end 500 sider i folioformat og over 1350 i oktav. Disse arbejder var for størstedelens vedkommende udarbejdet, før han rejste til Holland, og iblandt dem er der et, hvis betydning også i dag er grundlæggende, nemlig Genera Plantarum. I denne bog, hvis hoveddisposition følger hans sexualsy­stem, offentliggjorde Linné nemlig sin opfattelse af planteslægter som grup­per af arter, der alle var hinanden lig, først og fremmest med hensyn til frugt­karakterer. Han kasserede eller omde­finerede over halvdelen af de hidtil anvendte slægtsnavne for planter, idet han nægtede at anerkende slægter, der ikke var holdt sammen af frugtkarakte­rer. Genera Plantarum i 5. udgave fra 1754 er startpunktet for navngivning af slægter inden for botanikken; slægts­navne offentliggjort før dette år er ikke gyldige - heller ikke dem, Linné selv har lavet.

Linné nåede også at besøge England, før han i 1738 forlod Holland for at rejse hjem via Paris. Her mødte han brødrene de Jussieu og blev korre­sponderende medlem af det franske videnskabsakademi.

Da Linné i sommeren 1738 genså sin forlovede i Sverige, havde den 31-årige mand skrevet og udgivet næsten alle sine hovedværker; kun et betyde­ligt værk, Species Plantarum, blev of­fentliggjort efter hans hjemkomst. Han var vidt berømt og højt værdsat blandt botanikere over hele Europa; men hjemme i Sverige var hans berøm­melse herostratisk. Ophavsmanden til sexualsystemet, omvælteren af alt, hvad fortidens lærde havde bygget op, var til latter i Stockholm, og svigerfa­deren forlangte, at han skaffede sig et ordentligt levebrød, før han kunne få sin Sara Elizabeth.

Linné opgav sin »Flora« og slog sig ned som læge i Stockholm, hvor han snart fik en blomstrende praksis som modelæge for hof, adel og velhavende borgere og med speciale i kønssygdom­me. I 1739 blev han gift med Sara Lisa, i 1741 fik de sønnen Carl, og i årene op til 1757 fulgte fire døtre. Endelig blev Linné ved Rudbecks død og efter en del pinlige intermezzoer med udnæv­nelse og afskedigelse af andre udnævnt til professor i Uppsala. Hertil flyttede han i 1741, og her forblev han resten af sit liv, bortset fra nogle enkelte kortere rejser i Sverige, nemlig i 1741 til Öland og Gotland, i 1746 til Västra Götaland og i 1751 til Skåne. Alle disse rejser resulterede i rejsebeskrivelser, som den dag i dag er meget læseværdi­ge, ikke blot for deres naturhistoriske, men også for deres kulturhistoriske indhold.

I 1753 kom Linnés sidste hovedværk, Species Plantarum, den bog, som blev udgangspunktet for moderne botanisk navngivning af arter. Linnés egen hen­sigt var, at den skulle fungere som opslagsbog for alverdens arter, at man hurtigt og nemt kunne få sat navn på dem og få henført dem til en veldefine­ret gruppe. Species Plantarum er dis­poneret i overensstemmelse med det kunstige sexualsystem, og det betyder, at en del arter er placeret i grupper, som de har meget lidt tilfælles med og som står meget langt fra deres naturli­ge slægtninge. Medlemmer af slægten jernurt kan f.eks. have enten to eller fire støvblade, og da en af de vigtigste karakterer i sexualsystemet netop er antallet af støvblade, er jernurt-arter­ne derfor blevet placeret i to forskelli­ge klasser. Linné var selv klar over denne svaghed ved systemet, og mange af hans kritikere lagde da også stor vægt på den. Måske er det en af grundene til, at han i 6. udgave af Genera Plantarum indsatte en liste over, hvad han kaldte 58 naturlige ordener. Det vigtigste ved Species Plantarum er da heller ikke systemet, men derimod det, at hver art her er opført med to latinske navne, en gan­ske kort beskrivelse, forkortede refe­rencer til andre værker, der har nævnt arten, samt sete herbarieark og figurer af den pågældende art. Før Linnés tid havde man ikke nøjedes med at give plantearterne to navne, men havde givet dem beskrivende betegnelser af varierende længde. Således blev den art, Linné i Species Plantarum kalder Convolvulus althaeoides, i 1632 kaldt Convolvulus argenteus Altheae foliis, og i 1738 måtte Linné selv bruge et navn bestående af 10 ord for at skelne denne art fra de øvrige da kendte medlemmer af slægten Convolvulus, snerlerne. Det siger sig selv, at den nye to-leddede navngivning, støttet af en kort, koncis beskrivelse og præcise referencer til andre botanikeres be­handling af arten, var et stort frem­skridt.

Som professor i Uppsala fik Linné stor betydning, idet han var en meget inspi­rerende lærer. Mange af hans elever blev så grebet af deres fag, at de tog på ekspeditioner til verdens fjerneste eg­ne, hvorfra de sendte frø og beskrivel­ser hjem til Linné. Fem af dem vendte aldrig tilbage, blandt dem Pehr Fors­skål. Carl Peter Thunberg sejlede syd om Afrika til Japan, Pehr Osbeck til Kina, Pehr Kalm nåede til Nordameri­ka og Anders Sparrmann sejlede rundt om den sydlige halvkugle. Daniel Sol­ander sejlede med Sir Joseph Banks omkring jorden på orlogsskibet »En­deavour«, en rejse som skabte præce­dens i den engelske flåde og direkte førte til, at andre fremstående viden­skabsmænd, deriblandt Charles Dar­win, senere kom på ekspeditioner med orlogsskibene.

  

Linnés bolig og have i Linnés Hammarby i nærheden af Uppsala er nu museum.

 

I 1761 blev Linné adlet og tog navnet von Linné i stedet for Linnaeus, som

han hidtil havde brugt, og i 1758 tog han sig trods økonomiske bekymringer råd til at købe to små landejendomme uden for Uppsala. Ved en af disse, Hammarby, byggede han et lille muse­um af sten, hvor hans samlinger var sikret mod brand - men ikke mod mug og fugt. Samlingerne blev kun reddet, fordi sønnen efter Linnés død i 1778, mod faderens ønske og efter skænde­rier med sin moder, fik dem transpor­teret til Uppsala, hvor han forsøgte at restaurere dem. Men da Carl v. Linné den Yngre pludselig døde i 1783, fik moderen atter samlingerne, som hun af økonomiske årsager straks beslutte­de at sælge. I Uppsala søgte C. P. Thunberg og hans elever at redde samlingerne for Sverige ved at foreslå kongen at købe dem. Kongen var imid­lertid i Italien, og før han kunne nå at reagere, havde en ung englænder, Ja­mes Edward Smith, købt dem. Det var 18.000 herbarieark, en skalsamling på 1500 stk., 700-800 koraller, 2500 mine­raler, 2500 bøger og hele Linnés kor­respondance, der på denne måde gik tabt for Sverige. I dag ligger samlinger­ne i Linnean Society's hus i London, og sammen med hans tre hovedværker bruges de stadig af videnskabsmænd fra hele verden.

Facebook
Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder
Opret din egen Havebog
Klik på den smiley du vil give denne side 
Brugernes vurdering 4,9 (7 stemmer)
Siden er blevet set 2.217 gange - Se og skriv kommentarer herunder.

Kommentarer og debat mellem læsere

Din e-mail bliver ikke vist på sitet.

Vi benytter cookies til at gøre din oplevelse af sitet så god som mulig. Ved at fortsætte med at bruge sitet accepterer du cookies.
Afstemning
Hvad har du i din have?







Effektiv reklame - klik her